Annonce
Fredericia

46 nye grunde på vej i Fredericias vestlige udkant: Men udstykning kræver støjværn mod hunde

Højgaard, hvor Bredstrupvej slår et knæk ved Vestre Kobbelvej i Ullerup. Gården skal måske rives ned for at give plads til 46 nye parcelhuse. Fredericia Kommune har sendt forslag til lokalplan i offentlig høring. Foto: Morten Kiilerich
Schæferklub ligger tæt på. Højgaard i knækket Bredstrupvej-Vestre Kobbelvej skal også først rives ned. Eventuelt eksproprieres.
Annonce

Fredericia: Op mod 46 nye boliger kan være på vej i Ullerup.

Men det kræver, at en af de sidste gamle gårde i området vest for byen rives ned, og at ejeren afstår jorden. Eller at Fredericia Kommune eksproprierer Højgaard.

Vedtages lokalplanen, vil de 46 boliger kunne opføres som fritliggende parcelhuse i én, halvanden eller to etagers højde. Området er en stor trekant på 15 hektar landbrugsjord samt Højgaard. 150.000 kvadratmeter i alt. Det afgrænses af Bredstrupvej, Vestre Kobbelvej og Ydre Ringvej.

Ifølge planloven kan myndigheder mod erstatning ekspropriere privates faste ejendom, hvis dette skridt er væsentligt for virkeliggørelse af en lokalplan og for varetagelsen af almene samfundsinteresser, som det hedder. Der skal dog også være et aktuelt behov for nye boligområder på stedet. Arealet, der eksproprieres, må i givet fald ikke være større end nødvendigt, og en frivillig aftale om afståelse og kompensation skal først søges indgået.

Højgaard og de 150.000 m2 ejes af Hans Kristian Bohlbro, Tuevej.

Han er 3. generation på stedet, men har ikke boet på selve ejendommen siden 1969. Gården ligger, hvor Bredstrupvej slår et knæk til venstre ved Vestre Kobbelvej - yderst i det nyere, store parcelhusområde Ullerup.

Hans Kristian Bohlbro oplyser til Fredericia Dagblad, at han også måtte afgive jord, da kommunen anlagde Ydre Ringvej. Gårdejeren vil nu afvente et tilbud, men vurderer ikke, det vil bære frugt at kæmpe imod planerne. Jorden drives stadig. Højgaards stuehus er udlejet som bolig.

Forslaget til den nye lokalplan er i offentlig høring til 5. september.

Annonce

En balancegang

Der er cirka 4000 muligheder for nye boliger i Fredericia Kommune. Enten grunde til salg eller som kommende lejligheder.

Boligerne er udlagt i kommuneplanen eller nærmere planlagt i de mere detaljerede lokalplaner. 1100-1200 af de 4000 boliger er kommende lejligheder i Kanalbyen i Fredericia. Alt sammen er politisk besluttet i byrådet.

Alligevel bliver ikke alle 4000 til noget, og kommunen vil gerne kunne henholdsvis sløjfe udlagte område og disponere over nye områder. Folk vil ikke nødvendigvis bo, hvor der er plads.

Kræver støjværn mod biler og hunde

Hvis der skal bygges nye parcelhuse i trekanten Bredstrupvej, Vestre Kobbelvej og Ydre Ringvej, kræver det støjværn.

Trafikken fra Ydre Ringvej er for larmende i forhold til grænseværdier.

En 50 meter bred støjbuffer skal etableres ud til ringvejen og muligvis også en 25 meter bred buffer mod de to andre veje. Det fremgår af lokalplanforslaget.

Derudover må der ikke indrettes rekreative arealer til ophold - det kunne være borde og bænke eller en legeplads - på friarealer omkring de boliger, som bygges tættest på den schæferhundeklub, der ligger på Bredstrupvej. På grund af gøen og anden støj.

- Det er en balance, forklarer formanden for byrådets by- og planudvalg, Steen Wrist Ørts (S), til Fredericia Dagblad.

Han taler på det generelle plan og ikke i forhold til lokalplanforslaget for Højgaard i Ullerup, som et samlet by- og planudvalg for nylig besluttede at sende ud til kommentarer med blåt stempel fra politisk hold.


Vi er udfordrede i forhold til at planlægge nye boligområder.

Steen Wrist Ørts (S), fmd. f. Fredericia Kommunes by- og planudv.


På de seneste møder i udvalget blev det besluttet, at medlemmerne og embedsmænd skulle tage en rundtur i juni for at få overblik over situationen og se, hvor der eventuelt kan udlægges nye boligområder, som passer med udbud og efterspørgsel.

- Erhvervsstyrelsen skal godkende det, og styrelsen kræver en vis ligevægt. Vi kan ikke bare udlægge, som vi vil, siger Steen Wrist Ørts.

Annonce

Store støjproblemer

- Men omvendt plages vi også mere og mere af støj, understreger han:

- For eksempel i Snoghøj, hvor det ikke vil være ligetil med yderligere parcelhuse. Selvom Kolding Landevej ligger tættere på, er det trafikken fra motorvejene, der larmer for meget.

Dertil kommer støj fra jernbanen og direkte og indirekte fra de voksende industri- og logistikområder i Fredericia Kommunes bagland.

Området ved Højgaard i Ullerup. Set fra Bredstrupvej. De 15 hektar, som nyt lokalplanforslag foreslår udstykket til 46 parcelhuse, støder også op til Ydre Ringvej og Vestre Kobbelvej. I givet fald skal der indrettes omfattende støjværn. Foto: Morten Kiilerich

- Vi er udfordrede i forhold til at planlægge nye boligområder. For eksempel ville ingen købe grunde i Himmerigshuse ved Hejse, fortæller by- og planudvalgsformanden.

Det var et område, Danmarks Naturfredningsforening i 00’erne pegede på, så andre steder i kommunen med højere herlighedsværdi efter foreningens analyse kunne skånes for boliger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Sikkerhed ved Østerstrand: Forbud mod hovedspring skærpes

Fredericia

Tak for kaffe: Ølbrygger åbner kafferisteri i Fredericia

Annonce