Annonce
Trekantområdet

6431 lys i mørket for hjemløse - også i Fredericia

Frank Clifforth, der er fredericianer og kendt fra X-Factor, kom som helt ung ud i misbrug og hvad deraf følger af kriminalitet, vold og ensomhed. Men han har kæmpet sig fri af det, og fortæller og synger torsdag i Trinitatis Kirke. PR-foto
En flok lysende lanterner foran rådhuset markerer i Frederica starten på en uge med fokus på samfundets mest udsatte mennesker. Kirkens Korshær og Trinitatis Sogn inviterer til arrangementer for alle hele ugen.

Fredericia: Foran rådhuset i Fredericia vil der mandag aften 11. november kl. 20 blive tændt 41 lys i lanterner, ét for hver hjemløs i kommunen.

I de andre større, danske byer vil der på samme måde være tændt lys for deres hjemløse, så i alt vil 6431 lys skinne for mennesker, som ikke har et hjem.

Kirkens Korshær arrangerer lystændingen som indledningen til en uge med fokus på dem, der kæmper med misbrug, psykiske lidelser, hjemløshed og ensomhed.

- Det er så vigtigt, at de mest sårbare borgere får en stemme. Vi tror måske, de er svage mennesker, der bare skal tage sig sammen. I virkeligheden er det folk, som har haft langt større modgang, end de fleste af os andre ville kunne klare, lyder det fra korshærpræst i Fredericia Merete Ørskov.

Annonce

Hvad gør vi?

Inden lystændingen kan man for 50 kroner se Thomas Vinterbergs prisbelønnede film "Submarino" i Panorama kl. 17.45. Den realistiske historie illustrerer, hvor svært det er at bryde den sociale arv.

Merete Ørskov fortæller, hvordan resten af uge 46 fortsætter:

- Kirkens Korshær og Trinitatis Sogn kalder ugen for ”Udsatte-Uge i Kirken: Hvad gør vi?”, og der bliver noget at opleve for enhver fra de helt små til de ældste:

Tirsdag er der åbent hus i varmestuen i Danmarksgade 79 kl. 15.30-17. Her kan man få en kop kaffe og opleve en oase for byens hjemløse, hvor der både er æbletræer og høns, brændeovn og klaver.

Husstandsindsamling søndag

Onsdag er der fokus på udsathed i "Godnathistorier" for børnefamilier i Trinitatis Kirke kl. 17.15.

Torsdag fortæller korshærspræsten om sit arbejde i sognecaféen for de ældre kl. 10, mens Frank Clifforth fortæller og synger for de unge og deres forældre kl. 19-20.30 i Trinitatis Kirke. Frank Clifforth, der er fredericianer og kendt fra X-Factor, har kæmpet sig fri af misbrug, og i dag arbejder han for, at andre ikke skal opleve det samme.

Udsatte-Ugen slutter med en husstandsindsamling søndag 17. november. Vil man give en hånd, kan man tilmelde sig på danmarkmodfattigdom.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce