Annonce
Fredericia

65-årig politisk debutant: Social ildsjæl vil i byrådet

Louis Lindholm har siden 2017 været leder af Frivilligcenter Fredericia. Næste år vil han gerne i byrådet for Venstre. Privatfoto
65-årige Louis Lindholm stiller op til det kommende byrådsvalg for Venstre. Han vil gerne give partiet en skarpere profil på det sociale område.
Annonce

Fredericia: Louis Lindholm er kendt som daglig leder på Frivilligcenter Fredericia.

Nu træder han ind på den politiske scene og går efter at blive valgt til byrådet for Venstre.

Torsdag aften vil han derfor være at finde til Venstres opstillingsmøde til kommunal- og regionsrådsvalget i 2021.

- Jeg er født og opvokset i Fredericia, og jeg vil gerne være med til at udvikle byen. Selvom det går godt for byen, er der også ting, der kan forandres og gøres bedre, siger Louis Lindholm.

Annonce

Leder i tre år

Siden 2017 har han været leder af Frivilligcenter Fredericia i Vendersgade. Organisationen arbejder for at styrke det frivillige, sociale arbejde i byen. Det sociale bliver også en politisk mærkesag for 65-årige Louis Lindholm, der i øvrigt får debut på den politiske scene. Han har altid haft interesse for politik, men har aldrig været partipolitisk aktiv.

- Jeg vil have fokus på den sociale del, og jeg vil gerne give Venstre en skarpere profil på det sociale område, siger Louis Lindholm.

Han vil blandt andet sætte fokus på problemstillingen med mange ensomme borgere i Fredericia. Via sit arbejde har han også indsigt i livet for socialt udsatte borgere i alle aldre.

Hvordan vil dit arbejde spille sammen med politikken?

- Det ser jeg intet problem i. Det kan jeg sagtens skille ad, og den viden, jeg får, kan jeg sagtens bruge i arbejdet for at udvikle byen, siger han.

Annonce

Er selv frivillig

I fritiden er Louis Lindholm aktiv i frivilligt arbejde. Blandt andet i Kræftens Bekæmpelse, hvor han gennem ti år var konferencier ved Stafet for Livet. Tidligere har han siddet i bestyrelsen for Fredericia Realskole. I dag er han næstformand for udsatterådet, bestyrelsesmedlem i Militærhistorisk Forening Fredericia, og han sidder i styregruppen for Demensfællesskabet Lillebælt.

Inden han blev leder af frivilligcentret, var han i 39 år ansat ved postvæsenet. Han er uddannet teknonom, og han har blandt andet haft flere ledende poster. I en periode stod han i spidsen for Postområde Fyn og Sydjylland, og dermed ledede han cirka 1800 fynske og sydjyske postarbejdere, postbude, chefer og administrativt personale.

Annonce

Brug for en stærk opposition

Nu gælder det altså kampen for de borgerlige stemmer i Fredericia til valget i november 2020.

- Jeg bakker op om holdninger, der er i partiet Venstre. Og jeg synes, at byen trænger til et styre med en lidt stærkere opposition, siger Louis Lindholm.

Han er gift med Connie, som frem til sin pension var ansat i bankverdenen og nu er aktiv i Kræftens Bekæmpelse. Parret har to voksne børn og fire børnebørn.

Venstres opstillingsmøde holdes torsdag 20. august klokken 19 i Thansen lounge ved Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112 For abonnenter

55-årig skal flere år i fængsel: Politiet fandt haglgeværer, rifler og masser af ammunition på adresse i Fredericia

Debat

Køb fransk!

Fredericia

Fynsk teater lægger billet ind på Fredericia Teaters million-tilskud fra staten: - Vi skal rykke hurtigt nu

Annonce