Annonce
Sport

76-årig Vejle-leder laver database med 100.000 boksekampe

Hans Boesen bruger seks timer hver eneste dag på at skabe dansk boksnings nye database på nettet. Foto: Mette Mørk
Hans Boesen, tidligere næstformand i dansk amatørboksning fra BK Wedala, har allerede tastet 30.000 boksekampe ind i den nye database og knokler med databasen seks timer hver eneste dag.

Vejle: Hans Boesen, 76-årig tidligere næstformand i dansk amatørboksning, har kastet sig over en kæmpeopgave.

Han er i færd med at lave en database over dansk amatørboksning.

- Databasen kommer til at indeholde mere end 100.000 dansks bokseresultater, siger han.

- Jeg satser på at lave en database, hvor alle boksekampe med danske boksere findes. I min tid i DABU oplevede jeg, at vi har alle oplysninger. Vi kan bare ikke bruge dem til noget. De står i mere end 100 ringbind i Idrættens Hus i Brøndby og ligger på stævnelister.

- Foreløbig har jeg rundet 30.584 boksekampe i databasen. Jeg bruger seks timer hver eneste dag. Det er det første, jeg går i gang med, når jeg står op om morgenen. Jeg er slet ikke træt af det store arbejde. Tværtimod. Det er spændende. Det er gamle boksere, som jeg selv har kendt. 80 procent af de ældste kampe er med boksere, der er døde, siger Hans Boesen.

Han bor på Moldevej i Vejle og er stadig aktiv leder i BK Wedala i Vejle, hvor han styrer computeren og er træner for pigebokserne sammen med bl.a. Sonny Grahn.

Hans Boesen var næstformand i DABU i seks år. Hans kone døde i 1993. Det blev anledningen til, at han kastede sig over sin gamle hobby, og siden har det fyldt hele hans liv.

Han har to børn, der begge er fyldt 50, og børnebørn i 20'erne.

- De behøver ikke at være bekymrede for mig. De ved, at den gamle laver noget fornuftigt, siger Hans Boesen.

- Jeg regner med at være helt færdig om halvandet år, men vi offentliggør det hele længe før, jeg er færdig.

Annonce
Jeg har indtastet mere end 30.000 boksekampe, og jeg regner med at være helt færdig om halvandet år. Så har vi en database med mere end 100.000 boksekampe

Hans Boesen.

Brødtekst

Den ufuldendte

Hans Boesen erkender, at han kommer til at offentliggøre noget med fejl og mangler. Det vil give en masse henvendelser.

- Det gør ikke noget. Tværtimod. Så kan vi få rettet de fejl, der måtte være, siger han.

Hans egne kampe for klubben Frederiksholm er også registreret.

- Jeg boksede 50 kampe og har fået registreret de 49. Jeg mangler kun én kamp. Det var mod en russer, som jeg mangler navnet på, siger han.

Vi testede et par tilfældige navne. Harald Pedersen har han de sidste 30 kampe på, men mangler nogle fra starten af hans karriere.

- Jeg har fået registreret kampene, så jeg kan se, hvilket nummer det var i bokserens karriere. Dermed kan jeg også se, hvilke kampnumre der mangler, siger han.

Hans Boesen boksede 49 af sine 50 kampe i letweltervægt fra 1957 til 1965, men stoppede som 22-årig.

- Jeg boksede kun én kamp i weltervægt. Det var finalen om det københavnske juniormesterskab i weltervægt 3. december 1961. Min modstander var Tom Bogs. Det gik udmærket. Jeg var ikke ved at blive slået ud, men blev dog stoppet i 3. omgang. Den eneste gang, jeg har været slået ud, var i Norge mod den nordiske mester Tore Magnussen, der også vandt over Børge Krogh, siger han.

Hans Boesen mødte alle de store navne, EM-sølvvinder og prof-bokser Preben Rasmussen fra Sparta København og Henning Olesen fra Valby var blot nogle af dem.

Han nåede også to landskampe, den ene mod Rusland, som han tabte, den anden mod Østrig, hvor han vandt.

Hans Boesen var uddannet smed. Han arbejdede i København, men hans firma flyttede til Grenaa, og han flyttede med. Det blev dog ikke til boksekampe i Grenaa. I stedet stoppede han sin karriere og satsede på jobbet, hvor han fik 25 års jubilæum.

Hans Boesen spillede fodbold og cricket i Frem, cyklede i Hvidovre Cykelklub, spillede rugby i Komet, men det blev boksningen, der sejrede.

Han fik lysten via sin morbror, der var en hårdtslående murermester i Maribo.

- Min klub Frederiksholm blev slået sammen med Vigerslev til Bavnehøj Bokseklub, men klubberne er opløst i dag. Til gengæld mødes vi gamle boksere stadig til julefrokost og andre sammenkomster hvert år, siger Hans Boesen.

Platform

DABU har oprettet en platform, hvor det hele lægges ud på nettet, så alle kan få glæde af Hans Boesens arbejde.

Hans Boesen har indsamlet masser af startbøger, stævneskemaer og ringbind. Der venter stadig 80 ringbind med bokseresultater på hans kærlige hænder. De står stadig i kælderen i Idrættens Hus i Brøndby.

- Der er nævnenyttige folk, der gerne vil rydde op og smide det hele ud for at få plads. Er I gale, sagde jeg til dem. Det er dansk boksnings historie, der står der, sagde Hans Boesen.

Databasen vil gøre det lettere for bokselederne og matchmakerne at arrangere stævner. Det kan forhindre de uretfærdige matchninger, fordi lederne kan se præcist, hvordan hver eneste bokser har klaret sig.

Svenskerne har en tilsvarende super-database over alle deres kampe.

- Den er helt fantastisk, og den bruger jeg selv ofte, siger han.

Hans første kampe er fra 1943.

- DABU blev stiftet i 1915, og vi har haft 100 års jubilæum. Mit mål er, at vi skal helt tilbage til 1915 for at finde alle resultater, selv om de fleste er døde. Vi fortsætter med at indsamle det hele, og hver eneste dag får jeg indtastet omkring 500 kampe. Jeg knokler ved computeren morgen, middag og aften, og tiden går dejligt med det, siger Hans Boesen.

Han er også med Danmarks Idræts Forbunds museum og står naturligvis for boksedelen af DIF's museum.

Der er stadig kampe, han ikke kan finde.

- Min næste opgave bliver at gå i gang i de gamle aviser, erkender han.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce