Dødsfald: Tidligere trafikminister Kaj Ikast døde torsdag 3. december som 84-årig, oplyser hans hustru, Anna Margrethe Ikast, til Ritzau.
Det mangeårige konservative folketingsmedlem led af Alzheimers og var på plejehjem. Han kom sig ikke efter en nylig hofteoperation.
Det er ikke alle folketingspolitikere forundt at blive husket mange år efter deres virke.
Men Kaj Ikast (K) huskes som en af dem, der stod bag en række trafikale projekter i Danmark, herunder særligt Storebæltsbroen og Øresundsbroen.
Da daværende statsminister Poul Schlüter (K) ville have broen mellem Fyn og Sjælland vedtaget, blev Kaj Ikast sendt i byen for at skaffe flertal for projektet, der stod færdigt i 1998 - 15 år efter.
Med sig fik han flere mia. kr. til motorvejsbyggerier, som siden blev til strækningerne Kolding-Esbjerg og Odense-Svendborg samt de nordjyske motorveje.
Kaj Ikast var som tidligere major og tidligere trafikminister kendt for sit gode humør og bramfrie udtalelser. Lørdag 5. december ville han være fyldt 85 år.
- I den periode, jeg har været med, har vi ændret Danmark fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, hvor folk kan pendle over lange afstande, har han tidligere sagt til Nordjyske.
Søsatte idéen om Femern-forbindelsen
Og der er noget om udtalelsen fra det mangeårige konservative folketingsmedlem. Han var et af omdrejningspunkterne i den såkaldte trafikmafia, der i 1980'erne og 1990'erne fordelte trafikmilliarder rundt i landet.
Gruppen bestod ud over Kaj Ikast af politikere som Svend Heiselberg (V), Arne Melchior (CD) og socialdemokraterne Helge Mortensen og Jens Risgaard Knudsen.
De blev kendt for at kræve veje eller jernbaner til deres egne valgkredse for at lægge stemmer til store projekter andre steder.
For eksempel var jernbanen mellem Kolding og Sønderborg, tæt på Kaj Ikasts valgkreds, en af de få jernbanestrækninger i Danmark, der var elektrificeret.
Andre kritiserede Kaj Ikast for at tilgodese Jylland. Men han afviste det, for han var med til at realisere krydstogtforbindelsen på Langelinie i København og til som medlem af SAS-bestyrelsen at gøre Kastrup Lufthavn til nordisk knudepunkt.
Desuden søsatte han som trafikminister idéen om Femern-forbindelsen til Tyskland i starten af 1990'erne.
Også politisk modvind
Trods succeserne med at rejse de store broer, var Kaj Ikast også ofte i politisk modvind.
Som minister skulle han ofte forklare problemer med uheldsfærgerne Ask og Urd, der sejlede på kajen i Aarhus.
Og det var også i hans ministertid, at vandet væltede ind i Storebæltstunnelen under byggeriet. /ritzau/