Annonce
Fredericia

900.000 ekstra doser på vej: Region Syddanmark er klar til at vaccinere mange flere

Gerda Bjerregaard Jensen blev i januar vaccineret mod corona. Vaccinationen er stadig i gang, men der bliver for alvor sat tempo på i april, hvor Pfizer/Biontech leverer omkring 900.000 flere doser end planlagt. Det er Region Syddanmark klar til at håndtere. Arkivfoto. Birgitte Carol Heiberg
Region Syddanmark kan vaccinere 20.000 borgere om dagen og er derfor klar, når der kommer flere vacciner til april, vurderer koncerndirektøren.

- Ej, hvor dejligt.

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark, kan ikke holde udbruddet tilbage, da han midt i telefoninterviewet bliver gjort bekendt med, at Sundhedsstyrelsen kort tid forinden har meddelt, at Pfizer/Biontech leverer omkring 900.000 flere doser coronavaccine end forventet i april.

- Det er en god nyhed. Mon ikke, siger Kurt Espersen med glæde i stemmen fra ferieresidensen.

I sidste uge vaccinerede Region Syddanmark 14.800 borgere, og i denne uge har regionen 21.130 doser til rådighed. Spørgsmålet er derfor, om Region Syddanmark er klar til at skulle vaccinere mange flere borgere, end man gør i dag.

-Ja, det er vi, slår Kurt Espersen fast, inden han fortsætter:

- Vi har givet håndslag på, at vi kan vaccinere i hvert fald 20.000 borgere om dagen i Region Syddanmark. Vi kan nok også gå højere op, hvis vi får hjælp af lokale vaccinationscentre, altså private.

På Fyn vil det hovedsagligt være i vaccinsationscentret på Athenevænget i Odense og på Ryttervej i Svendborg, at borgere kan blive vaccineret, når det bliver deres tur. Men private aktører som apoteker kan også komme i spil. Arkivfoto Birgitte Carol Heiberg

- Så det skal man ikke være bekymret for. Bare vi får vaccinen, skal vi nok få vaccineret folk i en fart, siger Kurt Espersen.

Annonce

Måske hos lægen

Koncerndirektøren fortæller, at der lige nu er gang i et udbud fra Justits- og Sundhedsministeriet omkring eventuelle private aktører, som kan hjælpe med at vaccinere.

- Det kan være apoteker, private vaccinationsklinikker og de praktiserende læger. Men der bliver et udbud fra nationalt hold på det.

Det vil sige, at det måske bliver sådan, at man kan gå på apoteket og blive vaccineret mod corona på samme måde, som man i dag kan få et stik med influenzavaccine.

- Det kunne godt være det, der skal til. Regionerne har lovet, at vi vaccinerer 100.000 om dagen. Hvis der kommer flere vacciner end det, skal vi have hjælp af private, siger Kurt Espersen.


Bare vi får vaccinen, skal vi nok få vaccineret folk i en fart.

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark


Sundhedsstyrelsen vurderer nu, at alle danskere, der ønsker at blive vaccineret, vil have fået begge stik med udgangen af uge 25 - det vil sige senest 27. juni.

Annonce

Bliv testet

Indtil man er blevet vaccineret, er det en god ide at lade sig teste for corona ofte og regelmæssigt, lyder det fra sundhedsmyndighederne.

Og det er ikke bekymringen for, om der er ledige tider, der skal holde nogen tilbage, siger Kurt Espersen.

Der er nemlig ledige tider.

- Generelt har vi lavere efterspørgsel efter test i weekenden, så der kan man altid få test. På hverdage kan der på de små teststeder være en til to dages ventetid, men i Odense for eksempel kan man få tid samme dag.

- Vi laver rigtig mange test, og vi har masser af tider, men hele kapaciteten er ikke udnyttet endnu, så man kan sagtens blive testet, siger Kurt Espersen og henviser til, at der i øjeblikket bliver lavet omkring 3000 test om dagen.

- Vi har kapacitet til omkring 17.000 om dagen, så der er rigeligt at tage af. Det er bare komme afsted, opfordrer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Ny daginstitution skaber debat: Placering i Madsby er langtfra sikker, fastslår DF

Fredericia

Podernes ilddåb begyndte roligt: - Det eneste, vi ikke er lært op i, er, hvad vi skal lave, når der ikke er nogen, vi kan teste

Annonce