Annonce
AC Horsens

AC-spiller får ophævet sin kontrakt

Tobias Arndal har fået ophævet sin kontrakt med AC Horsens, så han kan finde en klub, hvor han kan komme til at spille mere regelmæssigt. Arkivfoto: Ole Nielsen
Midtbanespilleren har brug for fast spilletid og har fået ophævet sin kontrakt.

Horsens: AC Horsens siger farvel til Tobias Arndal. Parterne er blevet enige om at ophæve den nuværende kontrakt, som ellers løb til sommeren 2021.

Det kommer ikke som den store overraskelse. Tobias Arndal har længe efterlyst mere spilletid, og af samme grund blev han lejet ud til Næstved tilbage i januar, men 1. divisionsklubben kludrede i papirarbejdet, så Tobias Arndal måtte returnere til AC Horsens.

Han nåede at være med i startopstillingen i en enkelt kamp i foråret, men han blev taget ud allerede før pausen på grund af en taktisk justering.

Tobias Arndal fik chancen i AC Horsens, da han som spiller på Oures danmarksseriehold fik muligheden for at komme til prøvetræning. Det gav en kontrakt til sommeren 2018, og den blev forlænget til sommeren 2021, men nu er det slut.

- Mit ophold i AC Horsens har været lidt blandet, for jeg havde et godt første år, hvor jeg var ny i gamet og fik en masse indhop, men siden har jeg ikke fået den spilletid, jeg har brug for. Jeg vil være den bedste udgave af mig selv, og det kræver spilletid, men det kan AC Horsens desværre ikke tilbyde, og derfor er jeg nødt til at tage næste skridt, siger Tobias Arndal.

Han nåede at spille 34 kampe og lave to mål for AC Horsens.

- Tobias Arndal har brug for fast spilletid for at udvikle sig yderligere, og det kan vi ikke garantere ham i AC Horsens, så derfor sender vi en dygtig og vellidt spiller videre til en anden klub, der får glæde af ham. Vores plan var at udvikle ham til næste niveau, og vi er kommet langt hen ad vejen, men Tobias har brug for regelmæssig spilletid for at tage næste skridt, siger manager Bo Henriksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce