Annonce
Erhverv

Rekordstor containeromsætning: ADP fik et millionoverskud

Der har været gang i kranerne hos ADP her på Fredericia Havn, som håndterede høje godsmængder i 2018. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
ADP havde et højt aktivitetsniveau og skabte et overskud på 10,8 millioner kroner for 2018. - Et tilfredsstillende regnskab, lød det fra formand Erik Østergaard. Finansielle poster påvirkede regnskabet negativt, men der var rekordstor containeromsætning.

Fredericia: ADP A/S kunne fredag præsentere et overskud for 2018 på 10,8 millioner kroner.

Det skete ved havneselskabets generalforsamling i ADP Lounge i Fredericia Idrætscenter, og formand Erik Østergaard kaldte det et tilfredsstillende resultat, selvom det ikke levede op til 2017-resultatet med 23,4 millioner kroner i overskud.

Nettoomsætningen var 115 millioner kroner, men der var store udsving i kerneforretningen. Den samlede godsmængde lå på 7,9 millioner ton mod 8,6 millioner året før. Der var blandt andet et stort fald i udskibning af råolie. Containeromsætningen steg til gengæld med 12,8 procent, og det skyldes blandt andet fremgang i ro/ro-området, hvor rullende last køres direkte fra kaj og ombord på skibet.

Udskibningen af landbrugsprodukter blev påvirket af en dårlig høst i 2018, men til gengæld fik ADP A/S mere travlt med økologiske produkter, og der har blandt andet været store laster med biobrændsel.

Annonce

Turbulens på finansmarkedet

Regnskabet blev påvirket negativt af de finansielle poster, konstaterede den konstituerede direktør Villads Kirkegaard-Jensen.

- Det var et turbulent marked, specielt i det sidste kvartal. Men det har rettet sig, og allerede i det første kvartal i 2019 har vi næsten indhentet det tabte, sagde Villads Kirkegaard-Jensen om de finansielle poster, som i 2018 gav et minus på 3,9 millioner kroner.

Et markant udsving i forhold til 2017, hvor det gav et plus på 2,7 millioner.

Langt mere offensive

Villads Kirkegaard-Jensen forklarede også om den omstillingsproces, som selskabet med havne i Nyborg, Fredericia og Middelfart er i gang med. ADP har investeret stort i Taulov Dry Port, og de store lager- og logistikmuligheder vil fremover spille en større rolle.

- Det er som et stor ejendomsprojekt med en stor investering, hvor indtægterne kommer med forsinkelse, sagde han.

Udlejning af faciliteter fra Taulov Dry Port vil fremover vokse sig markant større, forudså Villads Kirkegaard-Jensen.

De nye muligheder betyder, at ADP nu kontakter kunder langt tidligere i processen, end man tidligere har gjort.

- Hvis en kunde har et ønske om at placere sin forretning et bestemt sted i Danmark, kan vi hjælpe med beregninger, der viser, hvor den bedste placering vil være. Det er ikke alle, der er opmærksomme på, hvad vi kan tilbyde. Nogle er måske slet ikke vant til at tænke på ADP, for de har vidst, at vi ikke havde pladsen. Derfor er vi blevet langt mere offensive, og vi er kommet tættere på kunderne og beslutningstagerne, sagde direktøren til Fredericia Dagblad.

Går i den rigtige retning

Formand Erik Østergaard sluttede af med en beskrivelse af den transformering, som selskabet er i gang med.

- Vi er inde i en proces, hvor vi gør os langt mindre afhængige af enkelte store kunder og produkttyper. ADP bevæger sig i den rigtige retning, og det ser positivt ud, sagde han.

Generalforsamlingen bød på genvalg til Erik Østergaard og Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard som henholdsvis formand og næstformand for ADP A/S.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Annonce