Annonce
Fredericia

Aksel er en eftertragtet sko-maler: Sælger kunst til folks fødder

Aksel Ewen Arnott har efterhånden malet en hel del sko. Her er han med et udvalg. Foto: Peter Friis Autzen
13-årige Aksel fra Fredericia har fået sig en usædvanlig lommepenge-beskæftigelse: Han udsmykker sko. Og der er stor efterspørgsel.

Fredericia: Aksel Ewen Arnott fra Fredericia er 13 år. Han elsker at tegne og male. Og nu er hobbyen blevet lidt af en lommepenge-forretning.

Han maler på sko, så ejerne bagefter kan gå rundt med et kunstværk på hver fod. Altid med en unik streg og helst også en personlig historie bag.

- Jeg startede med nogle specielle tuscher, jeg fik i konfirmationsgave. Men siden har jeg været ude at købe noget hel specielt maling og grej, siger han og tilføjer, at han også har udsmykket sin mors aflagte cowboyjakke, som så pludselig er kommet i brug igen.

- Det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager at male et par sko. Men i hvert fald nogle timer, siger Aksel, der tager imod bestillinger på mail akselarnott@gmail.com.

Han får sit nye hobbyjob presset ind mellem skole, guitarspil og kirkekor. Så der er rigeligt at tage sig til.

Annonce
Det er sjovt at tegne - og sjovt, at folk går i skoene bagefter.

Aksel E. Arnott, sko-maler

Det begyndte i skolen

Det hele begyndte i en dansktime på skolen.

- Min lærer, Ole, gik i nogle gamle gummisko, som knirkede. Så kiggede han ned på dem og sagde, at "dem må Aksel da vist hellere renovere". Så spurgte han, om jeg ville male på dem, og jeg syntes, det lød som en sjov opgave, siger Aksel.

Lærer Oles sko blev udsmykket med elementer fra nogle af de mange ting, han går op i: Der er flag fra fremmede rejsemål, Tintin, Asterix og andet. Og Ole blev glad for resultatet.

- Jeg synes også selv, at det blev ret godt. Men jeg har nu lavet nogen siden, der er endnu bedre, siger Aksel.

Ret hurtigt begyndte venner og klassekammerater at komme til Aksel med sko, der trængte til et skud farve og originalitet. Og siden har også andre henvendt sig.

- Jeg gør det for sjov, men vil også gerne have lidt for det, siger Aksel, der har brugt mange hundrede kroner på at skaffe det rigtige udstyr til at male langtidsholdbare sko-værker.

Hvad koster det at få malet et par sko?

- Det afhænger af, hvor lang tid det tager, og også af om resultatet er godt. Men det er omkring et par hundrede kroner, siger Aksel.

Arbejdet foregår på skrivebordet i Aksels værelse. Med specialmaling og et godt tildækket bord. Foto: Peter Friis Autzen
Det hele startede med skoene her, som Aksels dansklærer bad ham udsmykke. Foto: Peter Friis Autzen
Aksels farver binder bedst på stof som her bomuld. Visse andre materialer kan også bemales - men ikke alle. Foto: Peter Friis Autzen
Formentlig kolonihavekvarterets mest farvestrålende træsko. Foto: Peter Friis Autzen
Converse All Stars er gode at male på. Foto: Peter Friis Autzen
Den tørre maling skal stryges for at blive langtidsholdbar og vandfast. Men først skal der males - og det kræver koncentration. Foto: Peter Friis Autzen
En kammerat har bedt om at få Harry Potter-relaterede motiver på sine sko. Foto: Peter Friis Autzen
Eegentlig havde Aksels mor kasseret sin cowboyjakke, men så malede Aksel på den - og så kom den i brug igen. Foto: Peter Friis Autzen
På sit værelse har Aksel en hel kuffert med tegne- og male-grej. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce