Annonce
Indland

Albanere forsøger illegalt at rejse fra Esbjerg til England

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
På tre måneder er 54 albanere blevet taget i forsøget på at smugle sig om bord på færgen til England.

Siden i sommer har Esbjerg Havn oplevet en øget trafik af albanere, som trænger ulovligt ind på havneområdet og gemmer sig i og under lastbiler for at komme med færgen til Storbritannien.

Det skriver DR Syd.

Alene i årets tre første måneder er 54 albanere blevet taget på fersk gerning på havnen i Esbjerg, efter at de har forsøgt at komme illegalt til England.

Vognmand Henrik Skov Christensen sender hvert år flere tusinde lastbiler med færgen til Storbritannien. Og han har flere gange oplevet, at albanere har skjult sig i og under hans lastbiler.

- De lægger sig oven på akslerne og mellem chassisrammerne (trailerens stel, red.), hvor de strækker arme og ben ud for at holde sig fast. Det er vanvittigt, siger han til DR Syd.

For vognmænd som Henrik Skov Christensen, der ofte kører med fødevarer, har det store økonomiske konsekvenser, når mennesker skjuler sig i lasten.

- Når de skærer sig ind i trailerne og sidder mellem fødevarer i tre til fem dage, skal det hele destrueres, siger han.

Bliver albanerne taget, når lastbilen kører i land på den engelske kyst, venter der sig også store bøder til vognmanden.

Problemet med albanerne har fået Esbjerg Havn til at højne sikkerheden med termiske kameraer, højere hegn med ekstra pigtråd og flere patruljeringer.

For selv om der er pigtrådshegn hele vejen rundt om havnen, slipper albanerne ind.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Flere års fængsel og udvisning af landet: Men hvem var egentlig gerningsmanden bag knivstikkeri i Jyllandsgade?

Annonce