Annonce
Navne

Allan Nielsen får nyt direktørjob i Forenede koncernen

Den 51-årige Allan Nielsen, som bor i Esbjerg, har fået et nyt direktørjob i den store familieejede koncern: Forenede. Allan Nielsen bliver direktør i Forenede Ejendomsdrift og skal fortsat primært arbejde i København, selv om han bor i Esbjerg. Pressefoto: Forenede Ejendomsdrift
Den 51-årige esbjergenser får det overordnede ansvar i Forenede Ejendomsdrift og skal fortsat primært arbejde på et kontor i København.

Esbjerg: Den 51-årige Allan Nielsen fra Esbjerg er blevet ny direktør i Forenede Ejendomsdrift, som er en afdeling af landets næststørste servicekoncern, Forenede, med hovedsæde i Søborg. Koncernen blev stiftet i 1959 og har med tiden udviklet sig til én af Nordens førende servicekoncerner med knapt 9.000 medarbejdere i Danmark og Sverige inden for områderne facility service og health care.

Allan Nielsens nye job indebærer, at han får ansvaret for at integrere Green Circle i Forenede Koncernen. Integrationen begyndte med Allan Nielsens tiltrædelse den 1. marts og skal være tilendebragt 1. september i år.

Green Circle blev i 2019 opkøbt af Forenede Koncernen og bliver altså nu til Forenede Ejendomsdrift, hvor Allan får det overordnede ansvar for blandt andet ejendomsvedligehold og arealpleje i en organisation med omkring 180 ansatte.

Annonce

Et styrket koncept

- Med integrationen får koncernen et styrket koncept indenfor ejedomsdrift, der i sammenhæng med rengøring og catering skal understøtte det samlede facility management i Forende Service, skriver den administrerende direktør i Forenede Service, Hans Fog, i en pressemeddelelse. Allan Nielsen skal også være med til at skabe endnu flere udviklingsområder fremover.

Allan Nielsen har i de seneste tre år været direktør i Forenede Hotelservice.

Jobbet som direktør i Forenede Ejendomsdrift betyder, at han fortsat primært har kontor i København, men at han også stadig kan benytte et lokalkontor i Sædding og i øvrigt er meget på farten.

- Jeg regner med at skulle køre mellem 50.000 og 55.000 kilometer om året i bil, men det passer mig fint, for jeg kan godt li’ at komme lidt rundt og have noget at se til. Så har jeg det bedst, siger den travle esbjergenser.

Annonce

Var direktør på Hotel Britannia

Allan Nielsen har et stærkt kendskab til service- og hotelbranchen, hvor han har været beskæftiget i knap en snes år. Han er tidligere direktør på Hotel Britannia i Esbjerg fra 2014 til 2018 og var faktisk den længst siddende direktør på Hotel Britannia i nyere tid.

Allan Nielsen kom til Hotel Britannia fra en stilling som HR-direktør i Dagrofa og har desuden i en lang årrække været beskæftiget i Scandic/Hilton kæden med direktørjob forskellige steder, blandt andet på Kongens Ege i Randers og på Scandic Olympic i Esbjerg.

Allan Nielsens store interesser er god mad og vin, fysiske udfoldelser og koncerter, men den sidstnævnte ting er det jo småt med for tiden.

- Koncerter må jeg og alle andre vente med et stykke tid endnu på grund af coronapandemien, mens jeg holder en pause fra løbetræningen, fordi jeg har problemer med akillessenen, fortæller Allan Nielsen.

Annonce

Klar til Alpe D’Huez

Han har tidligere deltaget i 22 maratonløb og to ironman, som består af 3,8 kilometer svømning i åbent hav, 180 kilometer cykling og et afsluttende maratonløb over 41 kilometer og 195 meter.

Han har løbet maratonløb i byer som Hamborg, Berlin, New York og København og glæder sig nu til at prøve kræfter med de 21 serpentinersving op til toppen af Alpe D’Huez i det klassiske franske endagscykelløb La Marmotte.

- Løbet er på 177 kilometer og køres den 27. juni og er for engagerede og entusiastiske cykelmotionister, hvor jeg skal deltage sammen med nogle af mine gode venner, Willy Støckler, Søren Poulsen og Jan Bruun Jørgensen, oplyser Allan Nielsen.

I Esbjerg følger Allan Nielsen med stor interesse, hvordan det går EfB og Esbjerg Energy i ishockey og glæder sig til atter at komme ud på lægterne engang imellem, når det bliver tilladt igen.

Udover sit ofte hektiske job får Allan Nielsen også tid til to bestyrelsesposter. Det er i fastfoodkæden Sunset Boulevard, stiftet af esbjergenseren Jeppe Droob, og i den landsdækkende sengekæde Drømmeland.

Allan bor i Esbjerg

Selv om Allan Nielsen for det meste arbejder i København, fastholder han rødderne i den vestjyske muld, da han er født i Esbjerg og er søn af den tidligere bagermester Svend Nielsen, som i mange år drev Kernebageren på Jørgen Pedersens Vej.

Allan Nielsen har tidligere boet i Hjerting, men er nu sammen med kæresten Bettina flyttet til den indre by i Esbjerg.

Allan har to sønner, Anders på 21 år og 17-årige Frederik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Alle engelske klubber trækker sig fra udskældt Super League: - Vi begik en fejl, og det undskylder vi for

Fredericia

Efter kritisk rapport: Fem satsninger får støtte fra brandingpuljen

Annonce