Annonce
Indland

Alsidig filminstruktør i sin helt egen ret

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Jon Bang Carlsen er altid gået egne veje og har opdyrket en personlig stil i sine filmværker. Den 28. september fylder han 70 år.

Annonce

Filminstruktøren og forfatteren Jon Bang Carlsen har udviklet sin egen særlige genre inden for filmkunsten kaldet iscenesat dokumentarisme, hvori han blander fiktion og dokumentarisme.

Her spiller folk sig selv i deres egne miljøer. Målet er "at kondensere skæbner i enkeltøjeblikke af poetisk styrke", som instruktøren har udtrykt det.

Det har resulteret i film som "En rig mand" fra 1978 om Substral-rigmanden Hans Smith og "Hotel of the Stars" fra 1981 samt "Fugl Fønix" og "Før gæsterne kommer" fra 1984.

Jon Bang Carlsen, som mandag den 28. september fylder 70, er uddannet fra instruktørlinjen på Den Danske Filmskole i 1976.

Han har instrueret flere end 40 film - også egentlige dokumentarfilm, spillefilm - mest kendt er nok "Ofelia kommer til byen" fra 1985- og tv-dramatik og børnefilm.

Bang Carlsen har også som skuespiller medvirket i flere film, heriblandt Lars von Triers banebrydende "Forbrydelsens element" og Søren Kragh-Jacobsens "Drengene fra Sankt Petri". Ligesom han har arbejdet med teater og radio og har flere digtsamlinger bag sig.

I 1970'erne boede han i en periode på Christiania og var med i den aktivistiske teatergruppe Solvognen, som blandt andet stod bag den berømte forestilling "Julemandshæren".

Fra sidst i 1990'erne tilbragte instruktøren omkring syv år i Sydafrika, hvilket resulterede i en håndfuld essayfilm om den unge nation.

Han har modtaget flere Bodil- og Robert-statuetter for sine værker.

Jon Bang Carlsen fejrer sin runde fødselsdag med både en bogudgivelse og en ny film. Begge præsenteres på dagen i Cinemateket i København. Bogen hedder "Samtaler med en fraværende" og udgives på forlaget Vandkunsten.

Bagefter går tæppet for urpremiere på filmen "The Banality of Grief" (Sorgens banalitet), der beskrives som en kærlighedserklæring til instruktørens livsledsagerske gennem 35 år. Med tilføjelsen "en film om at finde det, man har mistet, på en ny måde".

Jon Bang Carlsen er gift med irske Madeleine Haywood, med hvem han har tre børn.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

76.457 biler om dagen: Efter 50 år kan Lillebæltsbroen få brug for en makker til at klare trafikpresset

Danmark

Nu kan borgere med milde symptomer selv booke coronatest uden hjælp fra lægen

FC Fredericia

Et vingeskudt FC Fredericia-mandskab tager til Køge - men den nye angriber er klar

Annonce