Annonce
Debat

Alt for ofte kommer kulturen ikke ud af egne cirkler

I marts kom kulturanalysen fra Altingets Kulturpolitiske Netværk og Tænketanken Mandag Morgen, der kortlagde den værdi og betydning, som kulturen har for danskerne. Analysen slog fast, at markante flertal er enige i, at kulturen sætter fokus på vigtige emner i den offentlige debat (63 pct.), at kulturen er noget, man opsøger for at få lære noget nyt om verden (74 pct.), og at kulturen understøtter børns faglige læring (80 pct.). Kulturen har således høj værdi og stor betydning for befolkningen – ikke blot i underholdningsøjemed, sådan som nogen måske fejlagtigt havde troet, men også i forhold til den offentlige debat, den almene dannelse og den faglige udvikling.

Sidenhen er der kommet endnu mere gang i valgkampen. Men at dømme ud fra den offentlige debat ser det ikke lyst ud i forhold til politikernes lyst til at beskæftige sig med kulturen. Hvorfor forholder det sig sådan?

Forfatter, historiker og konservativ folketingskandidat Nikolaj Bøgh begik i august en analyse for POV, som han ganske rammende kaldte Dansk kulturpolitik under afvikling, med hvilken han forsøgte at løse mysteriet: ”Kulturpolitikken ligger halvdød, efterladt på perronen, mens de store politiske temaer som velfærd, skat og udlændinge løber med al opmærksomheden,” konkluderede han og påpegede samtidig, hvordan kulturen historisk set har haft en prominent placering i dansk politik op igennem det 20. århundrede – ført an af de fire store parter, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre: ”Hver især ønskede partierne at danne og kulturelt udvikle borgerne ud fra hvert deres udgangspunkt, hvilket også var ensbetydende med adgang til udviklende kulturoplevelser.” Nedprioriteringen begyndte ifølge Bøgh, da Fremskridtspartiet kom til magten og, ikke mindst, ”da vore dages nyliberale bevægelser begyndte at stille spørgsmålstegn ved så godt som alle statens aktiviteter”.

Kulturens helt store problem anno 2019 modsvarer således – som jeg ser det – fuldkommen de spilleregler, som de nyliberale har stillet op: Kulturen er i politisk optik ganske enkelt ikke en brændende platform. Til sammenligning har sundheds-, social-, ældre-, uddannelses- og immigrationsområderne – sammen med tonsvis af lobbyister, analyser og en hærskare af interessenter – hver især formået at etablere et retorisk greb i diskussionen af det givne område, der gør det fuldkommen urørligt. Det er her, kulturlivet sakker agterud. Kunstnere og kulturaktører har ikke forstået, hvor essentielt det er i det politiske landskab at kunne kommunikere budskaber om brændende platforme ud til borgerne, politikerne, embedsværket og i sidste ende sig selv, hvis man skal have en relevans i vor tids medierede samfund. Derfor består kulturdebatten ofte af følelsesmæssige udbrud kulturaktørerne imellem, såvel som interne kampe om fordelingen af de få midler, der nu engang er til rådighed.

Det særligt interessante er, at kulturlivet ikke behøver spille skuespil for at formidle kulturen som en brændende platform og dermed skaffe sig øget politisk opmærksomhed. For kulturen er en brændende platform. Der er i disse fragmenterede opbrudstider i højere grad end nogensinde før behov for alt det, som kunstnerne og kulturaktørerne er så enestående gode til, og som ingen andre dele af samfundet kan bidrage med i samme grad: Udviklingen af vores evne til at tænke nye og kreative tanker og herigennem frembringe de nye idéer, vi som samfund skal leve af fremover. Af evnen til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme. Af den empati, der er altafgørende for, at vi ikke blot skubber resten af verden væk fra os. Kunsten og kulturen burde derfor sidestilles politisk med miljøet og klimaet, og beslutningstagerne burde endegyldigt indse, at vores mentale trivsel – og kunsten og kulturens betydning herfor – naturligvis er lige så vigtig som vores fysiske sundhed.

Håbet om, at det kommende valg vil have kulturen som et af sine omdrejningspunkter, er imidlertid støt dalende. Men der er grund til at håbe, at der forud for det næste folketingsvalg vil være langt flere kandidater, der tør tage ansvar for kulturen og placere den højt oppe på dagsordenen, hvor den rettidigt hører hjemme. Skal dette lykkes, og skal kulturen få den samme fremtrædende placering som eksempelvis sundheds- og udlændingepolitikken, skal kulturlivets aktører og interessenter indse, at det kun er med etableringen af en brændende platform, at man kan opnå den politiske bevågenhed og position, man ønsker sig.

Annonce
Christian Have
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det er på tide at komme i gang med positiv forskning, innovation og produktion i stedet for at forsumpe i reduktioner

Læserbrev: Klimaloven er vedtaget, og i løbet af den næste tid skal den udmøntes i en klimahandlingsplan. Det betyder, at lovens store visioner skal overføres til konkret handling. Det bliver meget svært at få enderne til at nå sammen, for det politiske Danmark har sat sig et mål om reduktion, ingen umiddelbart har løsningen på. Derfor er det vigtigt at optimere alle positive bidrag. Vi skal ikke blot reducere. Her har landbruget meget at tilbyde. En intensivt dyrket afgrøde optager CO2 i både blade og rødder. Intensiv dyrkning hjælper også til at opbygge kulstof og dermed lagre CO2 i jorden. God og effektiv dræning bidrager positivt til denne proces. Klimaændringernes større nedbør stiller større krav til en effektiv dræning for at opretholde dyrkningssikkerheden. Derfor er øget dræning central. Udtagning af lavbundsjord er et tveægget sværd. Dels er noget af denne lavbundsjord intensivt dyrket og bidrager dermed nu positivt til CO2-opsamling. Resultatet bliver modsat, hvis lavbundsjorden misligholdes ved manglende afvanding og efterfølgende oversvømmelse og forsumpning. Det fører til udledning af både fosfor og metangas. Forslaget om at oversvømme 25.000 ha ved Gudenåen i såkaldte forsinkelsesbassiner rammer derfor helt ved siden af - det vil være dårligere både for klima, miljø og områdets byer. Vandet skal ledes væk. Det sker, når man renser vandløbet op, og når man skærer grøden. Det har vi set mange steder, bl.a. ved Storå med tilløb til Gudenåen og i Værebro Å på Sjælland - selv i dette våde efterår. Der skal tænkes i positive muligheder med effektive, omkostningssikre klimatiltag og samtidig sikres god dyrkningsjord. Derved baner vi også vejen for eksport af klimaløsninger - i stedet for at sænke produktionen i Danmark. Det er på tide at komme i gang med positiv forskning, innovation og produktion i stedet for at forsumpe i reduktioner.

Annonce