Annonce
Udland

Amerikansk politi advarer om mulig militstrussel mod Kongressen

Politiet i Washington D.C. har onsdag skærpet sikkerheden yderligere omkring Capitol af bekymring for, at en milits torsdag muligvis vil forsøge at trænge ind på området. I forvejen er overvågningen af Capitol Hill skærpet, efter at Donald Trump-tilhængere 6. januar rendte politiet over ende og trængte ind i Kongressen. (Arkivfoto). Foto: John Minchillo/Ritzau Scanpix
Politiet i Washington D.C. har afsløret muligt plot fra milits om at trænge ind på Capitol Hill torsdag.

Sikkerheden omkring Capitol Hill i Washington D.C. er onsdag skærpet, fordi amerikansk politi frygter et muligt nyt stormløb mod området, hvor Kongressen med Senatet og Repræsentanternes Hus ligger.

Politiet har modtaget efterretninger om, at en milits angiveligt har planer om at trænge ind på området torsdag. Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Vi har modtaget efterretninger, der peger i retning af et muligt plot fra en identificeret militsgruppe om at trænge ind på Capitol torsdag 4. marts. Vi er bekendt med og forberedt på enhver potentiel trussel mod medlemmer af Kongressen eller mod Capitol-komplekset, skriver politiet.

Ifølge meddelelsen har politiet allerede opgraderet sikkerheden i området. Blandt andet ved at opsætte yderligere fysiske barrierer samt ved at øge bemandingen omkring Capitol Hill.

Politiet oplyser ikke navnet på den militsgruppe, som ifølge efterretningerne skulle stå bag planen. Der er heller ingen oplysninger om, hvorfra efterretningsoplysningerne kommer.

Repræsentanternes Hus har som følge af politiets advarsel aflyst en planlagt samling torsdag. Det oplyser en rådgiver for et demokratisk medlem af forsamlingen til nyhedsbureauet Reuters.

Senatet har også planlagt en samling torsdag.

Siden den 6. januar har sikkerheden ved Capitol Hill i forvejen været trappet op. Den dag trængte hundredvis af daværende præsident Donald Trumps tilhængere ind i Kongresbygningen.

Under stormløbet mistede fem personer livet. Deriblandt en politibetjent.

Blandt de personer, som trængte ind i Kongressen, var tilhængere af konspirationsteorien QAnon.

Ifølge det amerikanske politi ser visse QAnon-støtter torsdag som en dag, hvor Trump skal indsættes. Det fremgår ifølge politiet af samtaler på sociale medier, skriver nyhedsbureauet AFP.

At 4. marts tillægges den betydning skyldes, at indtil for næsten 90 år siden blev de amerikanske præsidenter indsat på den dato. I 1933 blev indsættelsesdatoen ændret til den 20. januar.

/ritzau/

Pressemeddelsele fra US Capitol Police
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hvis smittetal går over grænsen: Direktion og to politikere kan beslutte nedlukning

Annonce