Annonce
Trekantområdet

Anita har åbnet ny butik med en mission: Flere skal gå i tøj lavet af bambus

Anita Starup (tv.) tager ofte rundt til diverse messer og markeder for at oplyse om sit bambustøj, og det kommer hun også til i fremtiden, selvom hun nu har åbnet butikken i Lunderskov. Hun har nemlig allieret sig med sin svigerdatter Neel Petersen (th.), som kommer til at stå bag disken i Basic & Boho, når Anita ikke har mulighed for det. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
45-årige Anita Starup åbnede for lidt over en uge siden tøjbutikken Basic & Boho i Lunderskov. Her sælger hun tøj af bambus og har desuden en klar mission om, at endnu flere skal få øjnene op for det mere klimavenlige tøj.
Annonce

Lunderskov: For lidt over en uge siden slog en ny butik dørene op på Storegade 25 i Lunderskov. Basic & Boho hedder forretningen, som 45-årige Anita Starup står bag, og som sælger et helt særligt udvalg af tøj.

- Alle mine basisvarer, såsom T-shirts og toppe, er produceret af bambus, og det betyder, at tøjet i høj grad er klimavenligt, og så er det bare helt vildt behageligt at have på, siger Anita Starup, som også sælger et udvalg af boheme-tøj, som den sidste del af butikkens navn refererer til.

- Det er tøj med et lidt mere spraglet udtryk, så man får det bedste af begge verdener. Jeg køber små partier hjem, så det vil være sådan, at det, man køber i butikken, vil man ikke lige se andre have på, når man går på gaden, siger Anita Starup.

Hun har igennem flere år interesseret sig meget for bæredygtighed og klimaet, og det kulminerede med en webshop, som hun startede tilbage i december sidste år, og nu altså også med butikken i Lunderskov.

- Jeg er helt sikkert blevet mere bevidst om klimaet, efterhånden som jeg er blevet ældre, så jeg har bestemt også startet butikken med en mission om, at endnu flere skal begynde at interessere sig for at gå i tøj, som ikke indeholder det samme som en colaflaske, siger Anita Starup, som i øjeblikket får sit bambustøj produceret i Shanghai:

- Det er ganske enkelt det sted i verden, hvor de lige nu producerer tøjet af den bedste og mest holdbare kvalitet, siger hun.

Annonce

Spontan beslutning

Anita Starup bor i dag sammen med sin familie i den lille by Fredsted mellem Vejle og Kolding, men de har tidligere boet i Lunderskov, ikke langt fra det lokale, hvor hun nu har butik.

- Vi boede lige heromme bagved for cirka ti år siden, da jeg arbejdede som frisør i Kolding, siger Anita Starup og peger i retning af en af de tilstødende gader til Storegade:

- Så jeg kan faktisk huske, at jeg kunne kigge over på det her lille lokale, og jeg har altid været lidt lun på det på en eller anden måde. For 2,5 uger siden skulle jeg så køre min søn og svigerdatter herud, fordi de flytter til Lunderskov, og så spottede jeg ret tilfældigt, at lokalet var ledigt, og så var det bare sådan en følelse af, at det var her, jeg skulle åbne min butik, siger Anita Starup.


Jeg kan faktisk huske, at jeg kunne kigge over på det her lille lokale, og jeg har altid været lidt lun på det på en eller anden måde. For 2,5 uger siden skulle jeg så køre min søn og svigerdatter herud, fordi de flytter til Lunderskov, og så spottede jeg ret tilfældigt, at lokalet var ledigt.

Anita Starup


Det tog hende derfor ikke lang tid at tage beslutningen, og siden da er det gået hurtigt med at få indrettet butikken med inventar, få hængt tøj på bøjlerne og etablere et smart system til at håndtere kvitteringer elektronisk.

- Alt man ser i butikken er også genbrug og er ting, som jeg har opkøbt fra eksempelvis butikker, der lukker. Når man handler her, får man desuden ikke en papir-kvittering med sig, men i stedet bliver den sendt som SMS eller på mail, forklarer Anita Starup.

Annonce

Et familie-projekt

Det er langt fra tilfældigt, at Anita valgte at åbne butikken i netop Lunderskov. Ifølge hende kan det lille lokalsamfund nemlig noget helt særligt.

- Jeg kunne godt have valgt at åbne en butik inde midt på gågaden i Vejle, men det havde ikke været det samme. Der er noget unikt ved det nære og at komme tæt på sine kunder, og det kan man på en helt anden måde i en by som Lunderskov, siger Anita Starup, som også understreger at opbakningen fra hendes mand, søn og svigerdatter har stor betydning for hende:

- Uden den støtte kan sådan et projekt som det her slet ikke lade sig gøre, så det betyder enormt meget, siger Anita Starup.

Basic & Boho kommer til at have åbent hver tirsdag til torsdag fra klokken 10-17, fredag fra 14.30-17.00 og lørdag fra 10-14.

- Det er ikke så vigtigt for mig, at det bliver en stor økonomisk overskudsforretning. Selvfølgelig skal butikken løbe rundt, men det betyder ligeså meget, at flere får øjnene op for bambustøj, siger hun og fortsætter:

- Nu skal vi lige i gang og se, hvordan det kommer til at gå, men indtil videre er vi blevet taget rigtig godt imod af folk i byen. Vi har allerede haft flere kunder, som godt kunne tænke sig, at vi også havde bambustøj til mænd, så det har jeg naturligvis bestilt hjem, siger Anita Starup:

- Nu mangler vi bare at få et butiksskilt hængt op, så er vi vist ved at være helt på plads, siger hun grinende.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce