Annonce
Danmark

Anmeldelse af 'Plejehjemmene bag facaden': Hjerteskærende tv-dokumentar, vi bliver nødt til at se

Den allerede kendte episode, hvor Else har ondt og forgæves bønfalder om at blive lagt ned. Foto: TV2 Dokumentar/TV2
Annonce

Tv: Det er spinkle stemmer, der protesterer i TV2's dokumentarudsendelse "Plejehjemmene bag facaden". 90-årige Else og 91-årige Niels er i deres livs vinter. Skrøbelige, demensramte og stærkt afhængige af andre menneskers hjælp, og derfor bor de på plejehjem, Else i Aarhus, Niels i Randers.

De har det ikke godt. Det har deres familier længe haft en mistanke om. Det er derfor, at de har givet TV2 lov til at sætte skjulte kameraer op i de ældres stuer, så ikke kun familierne, men nu også resten af Danmark kan se, om der er hold i mistanken om omsorgssvigt.

"Hvordan ser dagligdagen ud for de ældre på to danske plejehjem, når de ansatte tror, at ingen kigger med", lyder udsendelsens dramatiske intro.

Svaret er: For Else og Niels ser hverdagen skidt ud. I bogstaveligste forstand. Den er fyldt med fyldte bleer, der ikke bliver skiftet i halve og hele døgn, så væden kravler helt op i nakken, og afføringen klør i huden. Og den er præget af nedværdigende snak hen over hovederne på dem fra de mennesker, der skulle give omsorg, men i stedet taler grimt om særligt Else og hendes lugt, og om hendes "sindssyge" familie.

Særligt én episode har på forhånd fået stor omtale - da Else hænger i en lift og bliver beordret at trykke afføring ned i en ble på sengen. Else græder - det gør ondt i hendes ben - og hun beder forgæves om at blive lagt ned.

Anette Hyllested, kulturredaktør, avisen Danmark.

Det er grufuldt at se på, og lige så hjerteskærende er det at følge Niels, da han høfligt og forgæves og igen og igen, beder om at få en ren ble på, men i stedet opfordres til at spise - trods "noget" i bleen.

Først over ni timer senere får han en ren ble.

Det, der gør denne dokumentar nødvendig at se på for enhver ansvarlig borger, er dog ikke disse grænseoverskridende og chokerende øjeblikke, der burde være omsorgsfyldte og private. Det er den gennemgående forråelse.


Dokumentaren kan bruges til fyresedler og offentlige gabestokke, men skal vi undgå gentagelser, fordi vi vil et samfund, hvor hjælpeløse ældre har en naturlig ret til omsorgsfuld pleje, bør vi i stedet interessere os for, hvordan det kan gå så galt - og lære af det.

Fra anmeldelsen


Dokumentaren kan bruges til fyresedler og offentlige gabestokke, men skal vi undgå gentagelser, fordi vi vil et samfund, hvor hjælpeløse ældre har en naturlig ret til omsorgsfuld pleje, bør vi i stedet interessere os for, hvordan det kan gå så galt - og lære af det.

Det lykkes kun delvist for dokumentaren at bringe os fra forargelsen til fyldestgørende eftertanker.

Tre eksperter - en sygeplejerske, der underviser sosu-assistenter, en læge og en demenspsykolog - er på glimrende vis med til at fortolke og konsekvens-beskrive det sete for os. Men årsagerne til, at forråelsen kan flytte ind i plejepersonalet og gøre varme hænder kolde, kommer ikke meget nærmere, end at det pågældende personale er i færd med at overleve, og at det giver et arbejdsmiljø, som stimulerer afmagt og forråelse.

Det skal nævnes, at vi i dokumentaren også møder kærligt og tålmodigt plejepersonale, for de er der også - ikke blot på disse plejehjem, men overalt i Danmark. I dokumentaren dukker de op som oaser i en kærlighedsløs ørken.

"Plejehjemmene bag facaden"

I TV2's omstridte tv-dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden” afsløres en hjerteskærende og umenneskelig behandling af to demente ældre - en forråelse, der har gjort de såkaldt varme hænder kolde.

Avisen Danmarks kulturredaktør, Anette Hyllested, har set tv-dokumentaren og kalder den i denne anmeldelse "grufuld, hjerteskærende - og nødvendig at se".

"Plejehjemmene bag facaden" kan streames på TV2 Play og vises på TV2 i aften, torsdag 30. juli klokken 20.55.

Og mens vi roser dem og fordømmer "de onde", kan vi passende støve vores egen medmenneskelighed af og tænke over, om vi selv kunne "holde til" flere ugers skjult kamera.

Forråelse kan vise sig i både stort og småt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Messerschmidts kristendom

Fredericia For abonnenter

Derfor bliver Fredericia Teater et spillested: En sikker trumf i en usikker tid

Annonce