Annonce
Trekantområdet

Annelie har kurs mod EM i Frankrig

Bølgerne blå. Det er hendes rette element. Annelie Friiis Jensen skal til EM i optimistjolle. Foto: Jørgen Flindt
12-årige Annelie Friis Jensen fra Børkop sejler optimistjolle på så højt niveau, at hun er blandt de danske deltagere ved dette års EM i Frankrig.

Børkop: Vinden, solen og de salte bølger.

Det er livet for den 12-årige Annelie Friis Jensen. I hvert fald en stor del af livet, for hun sejler optimistjolle, og lige i disse uger er kursen sat mod Bretagne i Frankrig, hvor bølgerne i det store Atlanterhav venter.

Hun er en af syv danske sejlere, som stiller op for Danmark under dette års EM. Annelie er den yngste danske deltager, hvor man i optimistklassen må være op til 15 år.

- Jeg er meget spændt på det, men jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente. Det er første gang, jeg deltager i EM, og jeg kender ikke mine modstanderes styrke og svagheder, men jeg må tage dertil og gøre det så godt, jeg kan, siger hun.

Vinden griber fat i hendes hår. Stedet er Brejning Lystbådehavn, og det er herfra det sejlende eventyr lagde fra land, da hun var syv år.

- Jeg gik ellers både til dans og svømning, men min far sejlede, og det ville jeg også prøve. Og det viste sig, at det lige er min sport. Den er anderledes end de andre former for sport. Man er sig selv ude på vandet. Man får vind i hovedet, og vandet sprøjter op på en, mens man prøver at aflæse vinden og bølgerne. Det er meget taktik og teknik, og det kan hele tiden forbedres. Den slags er lige mig, siger hun og forklarer, at det dog også er en ret social sport.

- Selvom vi har hver vores båd, er vi meget sammen. Det er på sin vis en holdsport. Sådan føler jeg det, siger hun.

Annonce
Jeg er blevet bedre til at slippe de negative tanker, hvis en sejlads ikke går godt. Der kommer altid en ny sejlads, og så holder jeg bare fokus på den

Annelie Friis Jensen

Startede i Brejning

For to år siden begyndte hendes talent at skinne så meget igennem, at hun blev en del af Fredericia Eliteidræt, og siden har hun trænet som A sejler. Et vindpust væk fra den gode, trygge og hyggelig start i Brejning.

- Det startede i Brejning med, at vi var en gruppe piger her, der hyggede os med at lære at sejle, og vi havde det rigtigt sjovt. Men på et tidspunkt begyndte konkurrencerne også at blive sjove, og jeg valgte at gribe det hele mere seriøst an. Nu er jeg i Fredericia, hvor jeg lærer rigtigt meget. Jeg nyder at skubbe tingene fremad, siger hun.

Stort talent

Nu venter så to uger i Bretagne, hvor den første uge går med træning, og den sidste uge med sejlads om medaljerne.

Hendes far, Søren, vil være med fra molens kant under sejladserne, og han glæder sig til at se datteren i aktion.

- Det er vildt flot, at hun allerede som 12-årig kan blive udtaget til EM. Men jeg vil også beskrive hende som flittig, og det er det, som giver den ekstra forskel. Hun har, modsat de fleste andre på hendes alder, trænet hele vinteren. Det er det, hun vil, og det lønner sig. Hun har et stort talent at bygge på, så hun hele tiden forbedrer sig, og nu venter en stor oplevelse i Frankrig, siger han.

Om det lige blive til medalje, satser Annelie nu ikke helt på.

- Det vil da være ret sejt, men det vigtigste er, at jeg lærer af det og bliver en endnu bedre sejler, siger Annelie Friis Jensen.

Skolearbejde må vente

Anneline Friis Jensen er 12 år, så hendes hverdag er normalt at gå i skole.

Det er på Englystskolen, hvor hun går i 6. klasse, men i de to uger, hun er i Frankrig til EM, slipper hun for skolearbejdet.

Hun har fået lov til at sætte fuld fokus på sin sport, men hun slipper dog ikke helt for at lave lektier.

De skal så i stedet laves i sommerferien.

Søger sponsorer

Annelie dyrker en sport, som ikke er helt billig. Især ikke på så højt niveau, som hun deltager i.

Derfor søger hun sponsorer, og skulle man have interesse og eventuelle spørgsmål omkring det, kan man kontakte Annelies far, Søren, på sorenj2306@gmail.com

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Fredericia

Liv deler pakkekalendere ud til trængte børn: - Det er en hjertesag for mig

Annonce