Annonce
Navne

Anni Grimm savner indflydelse: Stopper i byrådet efter nytår

Anni Grimm er løsgænger i Vejen Byråd. Hun genopstiller ikke ved kommunalvalget i november. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Løsgænger og medlem af Vejen Byråd siden 2010, Anni Grimm, har besluttet sig for ikke at genopstille ved kommunalvalget i november. Dermed slutter hun i byrådet til årsskiftet.

Politik: Vejen Kommunes 2. viceborgmester, Anni Grimm, har besluttet sig for ikke at genopstille, når der senere på året er kommunalvalg. Hun har været medlem af Vejen Byråd siden 2010, hvor hun blev valgt ind for Dansk Folkeparti, som hun dog brød med i 2018. Siden har hun været løsgænger, og nu nedlægger hun altså sit mandat.

Anni Grimm er en af de mere markante profiler i Vejen Byråd, og hun blev landskendt, da hun i et læserbrev her i avisen i 2017 omtalte homoseksuelle som afvigere. Selvsamme læserbrev var med til at spænde ben for, at hun sidste år kunne skifte til Liberal Alliance, der ikke ønskede Anni Grimm som medlem.

Men alt det har i følge Anni Grimm ikke haft indflydelse på hendes beslutning om at stoppe i lokalpoltik.

- Jeg fortryder ikke læserbrevet, men jeg fortryder enkelte sætninger. Det var ikke nødvendigt, at jeg trampede så hårdt i klaveret, og det meldte jeg også ud med det samme. For min skyld må folk have den seksualitet, de har lyst til, bare jeg ikke skal konfronteres med det hele tiden. Jeg har da kendt flere bøsser som skønne mennesker, fortæller Anni Grimm.

Annonce

Politikerlede

Hun peger på manglende politisk indflydelse og lydhørhed for andres synspunkter som medvirkende årsager til, at hun ikke vil søge genvalg til byrådet.

- Politik har forandret sig rigtig meget og er ikke længere et kald, hvor man har en trang til at være med til at forandre og bidrage til samfundet. Sådan oplever jeg det. Og der er mange mennesker med i det politiske, som ikke ejer evnen til at se, hvordan det, de er med til at beslutte, bliver for dem, som bliver underlagt, forklarer Anni Grimm.

Hun er især træt af landspolitik og Christiansborg, men undlader ikke at give et svirp til byrådet i Vejen Kommune.


Bare man har et flertal, så sniger der sig en faktaresistens ind. Kan man ikke bare erklære, at man er uenig i stedet for at benægte fakta og lukke punkter og bilag for offentligheden? Det kan jeg ikke have. Det er urimeligt. Det er med til, at min lyst forsvinder.

Anni Grimm, løsgænger, Vejen Byråd


- Bare man har et flertal, så sniger der sig en faktaresistens ind. Kan man ikke bare erklære, at man er uenig i stedet for at benægte fakta og lukke punkter og bilag for offentligheden? Det kan jeg ikke have. Det er urimeligt. Det er med til, at min lyst forsvinder.

Hun roser borgmester Egon Fræhr som et ordentlig menneske, men synes denne valgperiode har budt på tendenser, hun ikke bryder sig om.

- Der har været sager, jeg har haft lyst til at tage videre til Tilsynsrådet for at få dem åbnet. Man skal være ærlig i sine politiske udmeldinger, også hvis det giver øretæver, slår Anni Grimm fast.

Annonce

En solist

Hun vedkender sig at være en principfast politiker.

- Jeg kunne måske godt have samarbejdet med andre partier. Men jeg er også meget en ener – en solist. Det tror jeg. Og min måde at være politiker på kan måske godt virke lidt skræmmende for de andre. Jeg tækkes ikke nogen i min politiske udfoldelse. Jeg vil gerne gøre det godt og kunne stå inde for det, jeg gør, det kommer fra hjertet og jeg tror på, at det, jeg er med i, kan gavne flest muligt.

Beslutningen om at stoppe i politik er modnet over de seneste par måneder, og nu var det tid til at melde ud. Blandt sine meritter nævner Anni Grimm opførelsen af det nye Vejen Rådhus, og at hun har påvirket kulturen i byrådet i retning af det mere debatlystne. Nederlag tæller hun ikke.

Hvad er dit håb for Vejen Kommune?

- Jeg håber, at man fortsat vil udvikle kommunen, så man får ryddet op, hvor der er behov for det, også i Vejen by, som jeg nu er flyttet til. Der trænger til oprydning hist og pist, så vi kan gøre kommunen indbydende.

Hun nævner også opførelse af seniorbofællesskaber og projektet TinyHouses, med små boliger, som noget, der fortsat står på hendes ønskeliste. Og så ønsker hun sig lokale politikere med mod.

- Den stab vi har af embedsfolk i kommunen har rigtig godt blik for, hvad der rør sig ude omkring. Men det halter med det politiske mod. Hvis man vil noget, så skal man turde satse, og det koster nogle penge. Det kan godt være, man ikke vinder hver gang, men det er et lod i en satsning. Og der synes jeg ikke, man er kvik nok til at satse, lyder afskedssalutten fra Anni Grimm, som er klar til at tage afsked med byrådet til nytår.

Anni Grimm

79 år, bor i Vejen.

Tidl. sygehjælper.

Valgt ind i Vejen Byråd i 2010 for Dansk Folkeparti. Blev løsgænger i 2018.

Medlem af Udvalget for arbejdsmarked og integration samt af Landdistriktsudvalget.

Formand for Børn- og ungeudvalget.

Næstformand for Vejen Forsyning og datterselskaberne

Medlem af bestyrelsen for Vejen Varmeværk og Holsted Varmeværk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce