Annonce
Kultur

Armenernes danske mor - nu også som roman

Fotoet af Karen Jeppe, som dukker op i næsten alle de sammenhænge, hvor hun er med. Det har da også fået plads på forsiden af den nyudgivne roman

Forfatteren Elisabeth Lyneborg har skrevet en dokumentarisk roman, baseret på historien om danske Karen Jeppe, som forsøgte at dæmme op for tragedierne, da tyrkerne myrdede millioner af armenere.

Bøger: Havde lærerinden Karen Jeppe en hemmelig kærlighed i Armenien, mens hun arbejdede dér og kom alt for tæt på det armenske folkedrab?

Se, dét spørgsmål vil de fleste, som kender historien om hendes store og uegennyttige indsats nok stille sig lidt afvisende over for. Men på den anden side...

Han hedder Talip og var kurdisk oprørsleder. Og han spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen "Karen Jeppe - At tænde lys i mørket", skrevet af præsten og forfatteren Elisabeth Lyneborg.

Bogens præmisser bliver angivet allerede på forsiden: "Dokumentarisk roman". Eller med andre ord en historie, der tager sit afsæt i Karen Jeppes liv og historie - og tillader sig at bygge videre på de dokumenterede fakta.

Karen Jeppe havde en polsk kollega, Leopold Kashchik, som hun fik til at fotografere i de armenske flygtningelejre i Aleppo. Dette er et af billederne. Foto fra Wikipedia

Kz-lejre og dødsmarcher

Karen Jeppe er en fascinerende skikkelse.

Hun kom til verden 1876 og voksede op i Gylling ved Odder. Tidligt blev hun optaget af beretningerne om, hvordan tyrkerne forfulgte det armenske folk, og i 1903 rejste hun til den armenske by Ufa i det sydøstlige Tyrkiet, hvor hun overtog ledelsen af et stort børnehjem.

Her oplevede hun i årene 1914-1918 det folkedrab, som Tyrkiet den dag i dag afviser fandt sted. Millioner af armenere blev dræbt eller døde i koncentrationslejre eller på dødsmarcher. Karen Jeppe gjorde, hvad hun kunne, for at hjælpe det dødsdømte folk, og det lykkedes hende at redde mange, inden sygdom i 1918 tvang hende til Danmark.

I 1921 vendte hun tilbage og slog sig ned i syriske Aleppo, hvortil mange armenere var flygtet. Hun fortsatte sin indsats for at hjælpe flygtningene, bl.a. ved at oprette børnehjem, skoler og små håndværks-virksomheder.

I 1935 døde Karen Jeppe som 59-årig af malaria. Men armenerne har ikke glemt hende. Hun kaldes "Armenernes danske mor", en skole i Aleppo bærer hendes navn, og i Gylling kommer jævnligt armenere på besøg for at mindes hendes indsats.

Tyrkerne benægter stadig, at det, som overgik armenerne fra 1914 og et årti frem, var folkedrab. Mange beretninger og mange fotos giver anderledes klar besked. Dette foto er taget i 1915 af Henry Morgenthau, Sr., amerikansk ambassadør i Tyrkiet. Han udgav en bog med sine fotos og skriver om dette: "Scener som disse var almindelige overalt i den armenske provins i forårs- og sommermånederne 1915. Døden i dens mange former - massakrer, sult, udmattelse - aflivede den store del af flygtningene. Tyrkernes politik var tilintetgørelse under dække af deportation." Foto fra Wikipedia

Dialoger og miljø

Kort sagt en gribende historie om et usædvanligt menneske - og på sin vis oplagt at omsætte til roman.

Elisabeth Lyneborg følger langt hen ad vejen den virkelige historie om Karen Jeppe og iklæder den dialoger og miljø. Hun gør det, så man som læser får et klart og letlæst indtryk af kvinden, der gav sit liv til Armenien. Og uden at svælge i folkedrabets bestialiteter tegner hun et billede, så man tydeligt mærker, hvor magtesløs og fortvivlet Karen Jeppe må have følt sig, mens tyrkerne hærgede.

Selvfølgelig kan man diskutere Talips rolle. Muligvis har han været der, også selv om han (så vidt jeg ved) ikke optræder i de officielle beretninger om den danske udsendings liv. Og Elisabeth Lyneborg får via ham gjort opmærksom på, at Karen Jeppe var ikke kun armenernes mor, men også kvinde.

Spørgsmålet er så, om der egentlig er brug for en dokumentarisk roman. Der findes glimrende bøger om det armenske folkedrab og om Karen Jeppe. Om man foretrækker dem, eller hellere vil have historien på Elisabeth Lyneborgs facon - ja, det bliver i høj grad en smagssag.

Dokumentarisk roman

Elisabeth Lyneborg

"Karen Jeppe - At tænde lys i mørket"

Hovedland, 166 sider

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce