Annonce
Udland

Armenien og Aserbajdsjan gør nyt forsøg på våbenhvile

Bulent Kilic/Ritzau Scanpix
Efter en dag med nye blodige angreb er der indgået en humanitær våbenhvile for regionen Nagorno-Karabakh.
Annonce

Armenien og Aserbajdsjan har indgået en humanitær våbenhvile i Nagorno-Karabakh gældende fra midnat natten til søndag lokal tid.

Det siger de to regeringer i enslydende meddelelser lørdag aften.

- Republikken Armenien og republikken Aserbajdsjan er blevet enige om en humanitær våbenhvile fra 18. oktober klokken 00.00 lokal tid, lyder det.

Det er lørdag klokken 22.00 dansk tid.

Våbenhvilen skal få kampene til at ophøre mellem Aserbajdsjan på den ene side og Armenien og armenske separatister i regionen Nagorno-Karabakh på den anden side.

Armenien og Aserbajdsjan nåede også for en uge siden til enighed om en våbenhvile. Men kort efter våbenhvilens ikrafttræden var der meldinger om brud på aftalen.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der var mægler under forhandlingerne for en uge siden, talte lørdag i telefon med sine kolleger i Armenien og Aserbajdsjan.

Han understreger, at våbenhvilen skal overholdes, lyder det i en meddelelse fra det russiske udenrigsministerium.

Elysée-palæet i Paris skriver i en anden meddelelse, at lørdagens våbenhvile er kommet i stand "efter fransk mægling i de seneste dage og timer i koordination med medformandskabet i Minsk-gruppen (Rusland og USA)".

- Frankrig vil være meget opmærksom på det og vil forblive engageret i en varig afslutning på fjendtlighederne og en hurtig start på troværdige forhandlinger, hedder det i meddelelsen fra Frankrig.

De seneste ugers kampe i Nagorno-Karabakh har kostet hundredvis af mennesker livet og fordrevet langt flere.

Også lørdag var der nye angreb med flere dræbte og sårede. I byen Ganja i Aserbajdsjan har der været meldinger om, at mindst 12 civile er dræbt og over 40 såret i et armensk raketangreb mod et boligområde.

Angrebet kom nogle timer efter beskydning af Stepanakert, der er den største by i Nagorno-Karabakh.

Konflikten om udbryderregionen har hersket siden starten af 1990'erne, da Sovjetunionen kollapsede.

Regionen er internationalt anerkendt som aserbajdsjansk territorium, men det har været kontrolleret af separatister i mange år. Enklaven har et armensk flertal.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Materiale fra Hizb ut Tahrir delt ud i Korskærparken - angriber integrationsminister

Fredericia

Kloakarbejder udløser trafikudfordringer i flere skalaer: Kryds påvirkes de kommende mange måneder

Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Fredericia

Dagens coronatal fra Fredericia: En 50-59-årig smittet føjet til statistikken

Fredericia For abonnenter

Sådan vil Rema 1000 og kommune rette op på småkaos på Egeskovvej: Også slut med lastbiler på tværs

Fredericia

Fredericia rykker op i børnepasningens superliga - 22 ekstra pædagoger skal ansættes

Annonce