Annonce
Middelfart

Avisen inviterer til kursus: Lær at skrive pressemeddelelser

Redaktionen på Melfar Posten og Fyens Stiftstidende i Middelfart inviterer til kursus i at skrive pressemeddelelser.
Melfar Posten og Fyens Stiftstidende inviterer dig på kursus i at skrive dine egne pressemeddelelser, så du nemmere får dit budskab frem og sikrer dig, at det bliver læst i din lokale avis.

Nordvestfyn: Har du et budskab, du gerne vil have frem? Og vil du gerne have rygsækken fyldt op med værktøjer til at få det helt frem i første linje, hvor det bliver læst, forstået og reageret på?

Avisen inviterer dig nu til et kursus i at skrive dine egne pressemeddelelser.

Kurset henvender sig til alle, der en gang i mellem har brug for at have få budskab med i avisen. Det kan være, at din fodboldklub har fået sponsoreret nye trøjer, at din forening har fået rekordmange nye medlemmer, at din sportsklub igen har høstet medaljer ved det netop overståede mesterskab, eller at der er en koncert, du gerne vil invitere så mange som muligt med til.

Avisen er et kæmpe vindue for alle slags meddelelser, og du får på dette kursus en unik mulighed for at få pudset dine skrivekundskaber af, så du (mere eller mindre) kan få dit budskab uredigeret med.

Desuden er vi på avisen altid på udkig efter nye klummeskribenter, så hvis du går rundt med en skribent i maven, er du også meget velkommen, for også på dette kursus vil der være mulighed for at blive lidt klogere på, hvad det helt præcist vil kræve af dig.

Kurset er fastlagt til den 3. september, men stedet er endnu ikke defineret. Vi kommer gerne ud til dig/din forening. Det eneste, vi har brug for, er et stik til en computer samt en mulighed for at bruge en storskærm. Alternativt holdes kurset i redaktionens lokaler i Havnegade i Middelfart. Vi begynder klokken 17.

Melfar Posten er vært ved kaffe, snacks og en sandwich.

Skriv til os på redaktion@melfarposten.dk og meld dig til. Det er naturligvis helt gratis at deltage.

Vi glæder os til at se dig.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce