Annonce
Erhverv

Avisomdeleren Dao opruster til nyt pakkeeventyr

Hver morgen tager Dao aviser, pakker og magasiner med rundt til danskernes hjemmeadresser. Pr-foto
Distributionsfirmaet Dao, der ejes af Jysk Fynske Medier og JP/Politiken, bygger i hast en ny terminal i Fredericia for at følge med danskernes massive brug af e-handel.

Pakker: Danskernes brug af e-handel nærmest eksploderede i 2020, og det mærkes hos distributionsfirmaet Dao, der ejes i fællesskab af Jysk Fynske Medier og JP/Politikens Hus.

I december leverede Dao over dobbelt så mange pakker hjem til private sammenlignet med julemåneden året før, og den kraftige vækst er fortsat i 2021. I januar er der blevet leveret flere pakker end i december, og det er aldrig sket før.

Forventningen er, at væksten fortsætter, og derfor etablerer Dao nu et nyt, stort pakkesorteringsanlæg sammen med en ny terminalbygning i Fredericia.

- Vi har aldrig haft så travlt som i 2020. Og vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville få endnu mere travlt i januar end i julemåneden. Selvfølgelig spiller samfundsnedlukningen en betydelig rolle, men udviklingen understreger, at danskerne for alvor har taget e-handlen til sig, siger Morten Villberg, administrerende direktør i Dao.

Virksomheden øgede sidste år salget med 31 procent og omsatte for omkring 710 millioner kroner. Den nye terminal, der vil koste et stort tocifret millionbeløb, øger kapaciteten betragteligt og skal være i drift i andet halvår 2021. Samtidig planlægges der et kommende sorteringsanlæg på Sjælland i 2022.


Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville få endnu mere travlt i januar end i julemåneden.

Morten Villberg, administrerende direktør, Dao


Det er især levering af pakker direkte hjem til de danske forbrugere, der vokser. Dao dækker 98 procent af landets husstande, og oftest er pakkerne leveret, inden folk står op.

- Dao er bygget på avisernes landsdækkende distributionsnet. Det giver os en unik leverancefordel. Hver eneste morgen hele året rundt skal aviserne leveres på adressen, inden morgenkaffen er på kanden, siger Morten Villberg.

Med hjemmeleveringen af pakker - og derudover 1600 udleveringssteder rundt i landet - ligger Dao i direkte konkurrence med kæmperne Postnord og hollandske GLS, som er et datterselskab under det britiske postvæsen.

Statsejede Postnord kunne for nylig fremvise det største overskud siden 2009. Det var drevet af, at antallet af pakker sidste år steg med 37 procent, imens antallet af brevet faldt med 12 procent.

- Med de vækstforventninger, der er til pakkemarkedet, er potentialet enormt, hvilket også afspejler sig i ejernes forventninger og investeringsvillighed, siger Bjarne Munck, bestyrelsesformand i Dao og viceadministrerende direktør i Jysk Fynske Medier.

3 hurtige om Dao

  1. Stiftet i 2007 efter en fusion imellem Jyllands-Posten Distribution A/S og Dansk Avis Distribution. Selskabet ejes ligeligt af Jysk Fynske Medier A/S og JP/Politikens Hus A/S.
  2. Hver nat kører 3.500 Dao-omdelere 100.000 kilometer, så aviser, pakker og magasiner når frem til modtagerne. 
  3. Dansk Avis Omdeling A/S (Dao) omsatte i 2019 for 541 millioner kroner og opnåede et overskud på 18 millioner kroner før skat. Regnskabet for 2020 er ikke klar, men ifølge Dao steg salget med 31 procent til ca. 710 millioner kroner.

jb

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
FC Fredericia For abonnenter

FC Fredericia fik sit første point i 2021 - det overskygger alt

FC Fredericia For abonnenter

Karakterbogen: Indskifter var bedste mand for FC Fredericia

Annonce