Annonce
Kolding

Bådfolk forudser konflikt med boligejere

Johnny og Lis Hansen har ikke lyst til at have deres båd liggende i Marina City, når den om et par år efter planen er en realitet. Foto: Morten Pape

Planerne om at forvandle Marina Syd til en havnebydel med hundredvis af boliger og 1000 bådpladser møder skepsis hos mange fastliggere. Men en garvet gæstesejler tror, Marina City bliver en stor gevinst for Kolding.

Kolding: Der er ikke mange mennesker at få øje på på Marina Syd ved middagstid sådan en varm søndag, selvom der er fyldt godt op med sejlbåde i lystbådehavnen.

Langt de fleste tilhører fastliggere, som enten er ude på andre ærinder eller nede under dæk og få et middagshvil i skyggen for den bagende sol.

Men på Lis og Johnny Hansens båd er der liv. Parret fra Esbjerg har haft deres båd liggende i Marina Syd i 16 år, og nu er de lige i havn et par dage, inden de stikker nordpå om et par dage.

Som medlemmer af Kolding Bådelaug kender de en del til holdningen til Kolding Kommunes kæmpestore planer om at forvandle Marina Syd til Marina City med den største lystbådehavn udenfor hovedstaden med 1000 pladser, mange hundrede boliger og aktiviteter og erhverv langs havnepromenaden.

- Vi er ikke vilde med det. Det ser flot ud, men miljøet for os sejlere forsvinder. Og så kommer det jo til at tage mindst to år at bygge op. Det bliver et mareridt. Her bliver ikke til at være, forudser Johnny.

Annonce

Marina City

Marina City ved Marina Syd skal efter planen rumme 400 boliger og 1000 bådepladser. Dertil faciliteter til erhverv, kultur og fritid m.v.Det forventes, at de første anlægsarbejder går i gang i 2019, at de første anlæg og boliger kan tages i brug i 2021. Marina City udvikles i et samarbejde mellem Kolding Lystbådehavn, Kolding Havn og Kolding Kommune.

Bådfolket og boligejerne kan ryge ud i konflikter med hinanden, forudser Nanny Qvist. Foto: Morten Pape

Skriger og hyler

Lis er også bekymret for en anden ting.

- Jeg tror, der kommer kontroverser mellem sejlere og boligejere. For hvem kan holde ud at høre på tovværk fra 1000 både, der skriger og hyler og klaprer i vinden om vinteren. Og bådene skal jo oplagres lige i nærheden af husene, siger hun.

Johnny fortæller, at der blandt dem, han har talt med, ikke findes nogen, der er begejstrede.

- Jeg ved godt, at det kan lyde som om, vi bare gerne vil mele vores egen kage. Men vi kan bare se, at den type havn, som Kolding vil bygge op her, ikke er den type havn, vi selv gider at sejle til. Man kommer jo til at sidde i sin båd og blive begloet af dem, som bor i de høje huse. Derfor gider vi heller ikke sejle til Middelfart, siger han.

- Men Marina City skal nok blive et udflugtsmål. Vi vil bare helst ikke være dem, der kigges på, tilføjer Lis.

Jens Møller er helt sikker på, at Marina City bliver en gevinst for Kolding og vil trække flere gæstesejlere til. Foto: Morten Pape

Bådejere sviner

Lidt derfra kigger Nanny Qvist op ad lugen i dækket på sin og husbondens båd, der har haft sin plads i Marina Syd i 10 år.

- Marina Syd er en meget, meget hyggelig havn til fornuftige priser, men det slutter nok nu, siger hun. Og ligesom Lis og Johnny Hansen forudser hun konflikter mellem bådfolket og boligejerne, når Marina City står der.

- For som bådejere har vi altså nogle opgaver, der sviner, når vi sliber og højtryksrenser. Hvis du har betalt fire millioner kroner for en lejlighed, vil du så finde dig i det? spørger hun og dykker ned i den svalende skygge igen.

Planerne om Marina City her ved Marina Syd modtages blandet af fastliggere og gæstesejlere. Foto: Morten Pape

Gevinst

Oppe ved benzintanken møder vi 53-årige Jens Møller fra Brøndby.

Han stak ind til Marina Syd i torsdags, men udelukkende fordi han skulle ind og hente er reservedel - et bovspyd - han havde bestilt. Ellers havde han passeret Kolding på sin sejltur fra Rønne til Flensborg og nu om lidt videre til Aarhus, Ebeltoft, Odden og så hjem til Brøndby igen.

- Man bruger ikke bare lige halvanden time på at gå ind gennem fjorden, hvis der ikke er noget, der trækker. og det er der ikke her, selvom jeg synes, det er en fin havn. Men den er lidt kedelig, synes Jens Møller.

Han er ikke i tvivl om, at Marina City vil trække flere gæstesejlere til og blive en gevinst for Kolding.

- Jeg tror helt sikkert, det vil give byen noget. Det vil skabe liv. Og det er jo en fantastisk smukt tur herind, konstaterer han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce