Annonce
Livsstil

Bøger: De smalle, de brede og så dem til børn

I et rødt bindingsværks hus fra 1863, i en sidegade til gågaden i Odense, finder man Kjærs Bøger. Det er Pernille Kjær som med hjælp af sine to døtre driver boghandlen. Foto: Lasse Olsson
I et rødt bindingsværks hus fra 1863, i en sidegade til gågaden i Odense, finder man Kjærs Bøger. Siden juni 2015 har der her ligget en selvstændig boghandel, med fokus på bøger, leg, læring og ikke mindst personlig service.

I denne måned har vi udvalgt to særlige romaner, en biografi, en smuk bog med refleksioner over livet og to skønne børnebøger.

“Udsendingen”

Yoko Tawada

“Udsendingen” foregår i fremtidens Japan, hvor landet ikke længere har kontakt til omverdenen. Efter en katastrofe forsvinder både natur og dyreliv gradvist. De ældste borgere lever nu længst, og er de fysisk stærkeste. Nye generationer er fra fødslen svagere og svagere. En dystopisk fortælling, skrevet i et let og elegant sprog, hvor længslen efter “normale” tider står som et smukt og uopnåeligt mål. Magisk realisme fra sin bedste side.

Forlaget Grif

199,95kr

“Årene”

Annie Ernaux

Den franske forfatter og professor Annie Ernaux har med “Årene” fået sit internationale gennembrud. I sig selv er den et lille kunstværk, helt sin egen, og som læser ledes man ind i fortællingen om en hel generation fra 1940’ernes Frankrig. En generation der må kæmpe ideologiske kampe, med ar på deres unge sjæle. Sprogligt er romanen let og flydende, næsten som en tankestrøm. En fantastisk roman til fordybelse.

Gads Forlag

249,95kr

“One Dollar Man”

Ole Sønnichsen

William S. Knudsen drog i 1900 fra København ud på den lange rejse mod Amerika. Fra bunden af det amerikanske samfund, som fattig immigrant, kæmpede han sig til tops, og var i 1937-1940 den øverste direktør for General Motors. I 1940 udvælger præsident Roosevelt på egen hånd Knudsen til den øverst ansvarlige for den amerikanske produktion af krigsudstyr. Bogens titel kommer af, at Knudsen ikke ville acceptere mere end enkelt dollar om året, som betaling af præsidenten. Bogen er en unik biografi, om en overset dansker i historien. Den kan og bør læses af alle.

Storyhouse

250kr

“Til de voksne”

Linn Skåber

Illustreret af Lisa Aisato

“Til de voksne” er en bog der skal opleves. Bogen indeholder korte monologer, fra forskellige karakterer, som fortæller glimt fra livets mange facetter. Glæde, sorg, forelskelse, alderdom, mm, bliver levendegjort af lyriske billeder, tilsat drømmende smukke illustrationer af Lisa Aisato.

Forlaget People’s

249,95kr

“Det vi vil bygge”

Oliver Jeffers

Oliver Jeffers har en evne til at formidle abstrakte emner om livet og verden, på en magisk og stilfærdig måde, så både børn og voksne tryllebindes. I denne bog er temaet at “bygge” og skabe noget i livet, sammen, og de vigtigste redskaber er kærlighed og empati. Bogen er skrevet på vers, hvilket giver en ekstra behagelig læseoplevelse.

Anbefales til højtlæsning fra ca. 4 år.

Carlsen

149,95kr

“Sallys Far har mandeinfluenza”

Thomas Brunstrøm

Illustreret af Thorbjørn Christoffersen

Sally bor sammen med sin mor, far og lillebror. Far har altid mange tossede idéer, men da han får mandeinfluenza, er jorden tæt på at gå under. Dog opdager Sally at det ikke er så slemt som far får det til at lyde, men alligevel hjælper hun ham med at få det bedre.

De levende illustrationer understreger historiens perfekte mængde af sarkasme og kærlighed. Bogen er for alle der trænger til hjertevarm humor, og anbefales til højtlæsning fra skolealderen.

Carlsen

129,95kr

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce