Annonce
Trekantområdet

Børn drønede rundt med racerunners og kørestole

Frederik Rønnow Bang synes, det er vildt sjovt at køre med en racerunner. Man skal dog være forsigtig, hvis man får meget fart på rundt i svingene, for så kommer den op på to hjul og er tæt på at vælte, forklarer han. Foto: Mette Mørk
Børn fra børnehave og indskoling havde en festlig dag foran Roberthus, da årets Spotlight-festival ramte Egtved.

Egtved: - Det er vildt sjovt. Man kan køre ret stærkt på sådan en. Men man skal passe på, når man drejer, for så kan man komme op på to hjul og være lige ved at falde, fortæller Frederik Rønnow Bang fra 2. klasse på Egtved Skole.

Han har lige prøvet en tur med en såkaldt racerunner, en slags trehjulet løbecykel, som mennesker med forskellige handicaps kan bruge til at løbe med. Nu står han allerede i kø igen.

Johannes Baungaard Sørensen fra 1. klasse er helt enig.

- Man kan faktisk få rigtig meget fart på. Det er vildt sjovt, siger han, mens han småtripper og venter på, det bliver hans tur igen.

Annonce

Spotlight

I løbet af denne uge bliver der afviklet Spotlight-festival i Give, Børkop, Jelling, Egtved og Vejle.

Vejle Kommune står bag festivalen, og programmet er grundlæggende det samme i alle byer.

Årets tema er ”Kunstskab”, hvor børnene selv bestemmer kunsten og det skab, kunsten skal være i.

Racerunners er på vej frem

Det er torsdag, og årets Spotlight-festival har indtaget området foran Roberthus i Egtved. Her er byens børnehavebørn, indskolingsbørn og dagplejebørn mødt op for at tage del i løjerne, som byder på musikalsk underholdning på scenen og forskellige kreative aktiviteter, de kan tage del i.

En af aktiviteterne står Parasport Danmark for. Her kan børnene prøve kræfter med kørestole og racerunners.

- Racerunners er noget af det nyeste inden for paratletik og er blevet rigtig stort de seneste år. Det kommer også med som disciplin til de Paralympiske Lege i 2024. Det er faktisk en dansk opfindelse, som er helt fantastisk. Især er der mange spastikere, der er vilde med de her racerunners, fordi de er bygget, så de holder deres vægt, og så skal de bare bruge fødderne for at komme frem. Det betyder, at selvom man måske er dårligt gående, så kan man pludselig komme rigtig hurtigt frem - og pludselig er man ikke længere handicappet - så er man atlet, fortæller Alex Skærlund, der er idrætsmedarbejder hos Parasport Danmark.

Teorien bag de smarte køretøjer fanger nu ikke rigtig børnene. De vil bare gerne prøve, fordi det ser sjovt ud.

- Vi havde dem også med, da vi var i Give forleden. Der var der ret mange børn, der spurgte, hvor man kan købe sådan nogle, for dem var de vilde med, siger Alex Skærlund.

Stejler i kørestol

Også kørestolene er der også rift om at komme til at prøve at køre.

- Hvordan steljer man med den, vil en dreng vide.

Alex Skærlund sætter sig hurtigt i kørestolen og viser behændigt, hvordan han kan få kørestolen til at danse på kun de to bagerste hjul, mens flere børn spændt kigger på.

Det ser dog lettere ud, end det er, virker det til. Men efter nogle forsøg fanger en af drengene teknikken. Kort derfra sidder en anden dreng og kæmper lidt med at få kørestolen til at komme ordentligt rundt om en kegle, mens en pige på banen ved siden af suser elegant gennem slalomkeglerne med en racerunner.

- Det er dejligt, de har det så sjovt. Det er det, det handler om i dag. Så er de måske, når de bliver lidt ældre, mere klar på at lære mere om teorien og tankerne bag, forklarer Alex Skærlund.

Alex Skærlund fra Parasport Danmark demonstrerer, hvordan man får kørestolen til at køre kun på de to store hjul - et trick, som flere af drengene gerne vil lære. Foto: Mette Mørk
Foruden en række forskellige aktiviteter byder Spotlight-festivalen også på underholdning og musikalske indslag, her med en af de tre medlemmer i truppen Heart Beat. Foto: Mette Mørk
Børnehavebørn, skolebørn og dagplejebørn havde en hyggelig formiddag til Spotlight, der i år var badet i solskin. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Spotlight, Egtved. Foto: Mette Mørk
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce