Annonce
Kultur

Bakkeekspert om danske Tour-ruter: Vejle-etapen bliver jammerlig kedelig

Jacob T. Johansen er med på, at de franske Tour-arrangører med løbsdirektør Christian Prudhomme i spidsen har det sidste ord, når det gælder planlægningen af etapeløbets ruter. Men bakke-entusiasten mener, at de danske arrangører skulle have gjort mere for at få mere kuperede afslutninger med på de danske etaper. Foto: Mette Mørk
Cykel- og bakke-entusiast kritiserer de to danske Tour-etaper for at være sportlig uinteressante. Han ville have valgt Vejle som målby i stedet for Sønderborg.
Annonce

Vejle/Danmark: Alle var glade, da ruterne til de danske Tour de France-etaper blev offentliggjort ved et stort anlagt pressemøde på Munkebjerg Hotel i sidste uge.

TV2's faste tour-kommentatorer havde prøvecyklet ruterne til de tre første etaper i 2021 og talte med begejstring om dem.

Og i Vejle udtalte borgmester Jens Ejner Christensen (V), at han havde fået lige den rute, han havde ønsket sig.

Men det er ikke alle, der er begejstrede for den rute, som Tour de France-ledelsen har valgt i samarbejde med de danske repræsentanter, der havde løbsdirektøren fra PostNord Danmark Rundt, Jesper Worre, i spidsen for ruteudvælgelsen.

Cykel- og bakke-entusiast Jacob T. Johansen, der står bag hjemmesiden danskebjerge.dk, kalder de danske Tour-ruter "sportslig dybt uinteressante".

Det ligner jo i den grad et grimt mønster. De tre store events kunne have brandet Danmark som et interessant cykelland. I stedet medvirker de til at fasttømre fordommene om Danmark som et pandekagefladt og uinspirerende sted.
Annonce

Er afhængig af sidevind

Han er indforstået med, at den korte prolog i Københavns gader er en flad fornøjelse for rytterne. Men de to etaper, der slutter i Nyborg og Sønderborg, er han skuffet over.

Også selvom den franske løbsdirektør Christian Prudhomme og de danske medarrangører især glæder sig til et sidevindsdrama hen over Storebæltsbroen og har lagt store dele af de to etaper langs kysterne.

- En god tommelfingerregel er, at når først danske arrangører taler om, at vinden kan få betydning for løbet, er det, fordi ruten er jammerlig kedelig, siger Jacob T. Johansen.

Annonce

Kun udsigt til massespurt

Han ærgrer sig især over, at arrangørerne ikke har tænkt omvendt, når det gælder etapen fra Vejle til Sønderborg.

Opdraget fra franskmændene var godt nok at komme så langt syd på som muligt ved den afsluttende danske etape, men cykelholdene kunne flyve ud fra Billund i stedet for fra Sønderborg, hvis Vejle var blevet målby i stedet for startby.

- Det er bestemt godt for vejlensiske cykelfans, at rytterne kommer til byen to gange, men da der ikke er udsigt til andet end en massespurt i Sønderborg, vil feltet gribe etapen meget tilbagelænet an, siger Jacob T. Johansen.

Jacob T. Johansen, der her ses på en af bakkerne uden for Vejle under Grejsdalsløbet, er cykel- og bakke-entusiast. Han ærgrer sig over, at Vejle-Sønderborg-etapen ikke har mål i netop Vejle, hvor terrænet er kuperet og kunne give en spændende afslutning som under det årlige PostNord Danmark Rundt. Foto: Danskebjerge.dk
Annonce

Et bedrøveligt cykelløb

Han forudser, at en udbrydergruppe vil slippe afsted, og så kan hovedfeltet i ro og mag tøffe igennem landskabet til Sønderborg.

Jacob T. Johansen ryster dernæst på hovedet over, at Sønderborg ikke får løst pladsudfordringen, så målstregen kunne ligge på toppen af vejen ved Dybbøl Banke - når nu Vejles kuperede opland og gader er fravalgt som mål.

- Det vil blive et helt anderledes bedrøveligt cykelløb end ved for eksempel PostNord Danmark Rundt. Etapen starter på Jellingvej i Vejle, en af Danmarks største stigninger, og slutter med 10 kilometer flad asfalt i Sønderborg. Enhver, der holder af uforudsigeligt cykelløb, ville have foretrukket den modsatte rækkefølge, siger bakke-entusiasten.

Efter prologen i København og etapen hen over Storebæltsbroen, gælder det etapen fra Vejle til Sønderborg, hvor afslutningen foregår på flad asfalt. Kort: Tour de France
Annonce

Danske etaper for længst glemt

Han er med på, at der også skal være noget for sprinterne i sådan et etapeløb, men kan ikke forstå, hvorfor Danmark altid skal levere sprinterguf.

- VM i København i 2011 bliver blandt cykelentusiaster regnet for et af de kedeligste i dette århundrede. De danske Giro d'Italia-etaper i 2012 var også flade og er for længst glemt. Og nu bliver det så alle gode gange tre: Tour de France med to gange massespurt på danske veje, Jacob T. Johansen.

Vejles bakker - og resten af det kuperede Danmark - kommer ikke nok i spil i Tour de France-ruterne, mener bakke-entusiasten Jacob T. Johansen. Her kæmper deltagerne i Grejsdalsløbet 2018 sig op ad Gl. Kongevej i Vejle. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce

Som at sætte Messi til autografer

Han ved godt, at det ikke er de danske arrangører, der har det sidste ord, når ruterne skal planlægges.

Men han peger på England, hvor det lykkedes at skabe spændende ruter, både ved det netop afviklede VM og ved foregående Tour de France-besøg på de britiske øer.

- Ved VM sidste år så vi kuperet engelsk terræn, der skabte spændende cykling og stor international begejstring. Min påstand er, at vi kunne have gjort noget tilsvarende herhjemme, hvis vi havde været tilstrækkeligt insisterende, siger cykelentusiasten og tilføjer:

- Det virker meget, som om man ville have Tour de France til Danmark for enhver pris. Resultatet blev så, at de sportslige ambitioner blev skudt til hjørne. Det svarer lidt til at betale 90 millioner kroner for at få Lionel Messi til Danmark, så han kan deltage i en straffesparkskonkurrence og skrive nogle autografer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Iltsvind og fiskedød i Lillebælt

Coronavirus

Live: Styrelse slår fast - skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester

Fredericia

Smittetallet stiger på Fredericia Gymnasium efter test - 28 elever og tre lærere testet positiv indtil videre

Fredericia

Nyt tilfælde af corona: 1. klasse på Kirstinebjergskolen sendt hjem - elev var del af smittekæde

Annonce