Annonce
Fredericia

Efter demonstration og utilfredshed: Kommunen har skrevet kontrakt med Sundplejen

Valentina Demiraj er direktør for Sundplejen ApS, som fra 1. marts 2020 har indgået kontrakt med Fredericia Kommune. Arkivfoto: Martin Ravn
Sundplejen ApS er i gang med at ansætte plejepersonale i Fredericia. Kontrakten med Fredericia Kommune træder i kraft 1. marts 2020.

Fredericia: Efter demonstration foran rådhuset og utilfredshed blandt de nuværende udbydere er det Sundplejen ApS, der er valgt som ny leverandør af personlig pleje og praktisk bistand. Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.

Fredericia Kommune har gennemført et EU-udbud på personlig pleje og praktisk bistand, da kontrakterne med de nuværende leverandører udløber i det nye år. Udbuddet er afsluttet, og Fredericia Kommune har valgt at indgå kontrakt med Sundplejen ApS.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har haft en grundig proces, som har været nødvendig for at sikre trygheden for vores borgere. Det er også vigtigt for mig at slå fast, at vi ikke går på kompromis med kvaliteten, VI har sat nogle meget høje krav til kvaliteten af den personlige pleje og praktiske bistand. Det er derfor med ro i maven, at vi har indgået kontrakt med Sundplejen ApS, og jeg glæder mig over at kunne byde en ny virksomhed velkommen til Fredericia, oplyser næstformand i senior- og handicapudvalget Cecilie Roed Schultz (EL).

Annonce

Informationsmøder på vej

Sundplejen ApS glæder sig også til samarbejdet.

- Vi er glade for, at vi nu har indgået kontrakt med Fredericia Kommune. Med borgerne og personalet i fokus går vi nu i samarbejde med kommunen i gang med en proces, der sætter borgernes tryghed i centrum, oplyser ejer af Sundplejen ApS Valentina Demiraj.

Kontrakten med Sundplejen ApS træder i kraft fra 1. marts 2020, men der går allerede nu en proces i gang i forhold til de borgere, der skal have ny leverandør.

- Vi skal nu i gang med at orientere vores borgere, som står til at skifte leverandør, så vi sikrer, at overgangen til den nye leverandør, kommer til at foregå så gnidningsløst som muligt. Trygheden for vores borgere er vigtig for os. Vi har undersøgt Sundplejen ApS tilbud af flere omgange, og det er sikret, at de kan overholde de krav, vi stiller, oplyser Susanne Eilersen (DF), der er medlem af senior- og handicapudvalget.

Borgere og pårørende er velkomne til at kontakte Visitationen, hvis de har spørgsmål til deres pleje eller praktiske hjælp på visita@fredericia.dk.

Sundplejen ApS har 18 medarbejdere og er ved at etablere sig med egne lokaler i Fredericia. Virksomheden har overenskomst med FOA og er gået i gang med at ansætte plejepesonale i Fredericia. Sundplejen leverer også personlig pleje og praktisk hjælp i Haderslev og Aarhus. Planen er, at virksomheden vil arrangere informationsmøder for borgere, pårørende og medarbejdere.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce