Annonce
Kolding

Flytning af stor privat Kolding-skole skaber bekymring på skole midt i ghetto: Nervøs for at miste elever

Mustafa Sayegh, til venstre, er nervøs for, at flere af de forældre i Munkevængets Skoles distrikt, som bor øst for Vejlevej kommer til at vælge Kolding Realskole til deres børn, når realskolen efter planen rykker ind på Dyrehavevej i 2023. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
På Munkevængets Skole i Kolding ulmer bekymringen over, hvad det vil betyde for skolen, når Kolding Realskole om nogle år flytter fra midtbyen og op i den ene ende af Munkevængets Skoles distrikt.
Annonce

Kolding: Selv om der endnu er næsten fire år til, at privatskolen Kolding Realskole flytter fra sin nuværende og mangeårige placering i Koldings midtby og op i den tidligere Dronning Dorothea Skolen på Dyrehavevej, så skaber udsigten til skoleflytningen allerede en vis bekymring på Munkevængets Skole.

Den store privatskole med cirka 1000 elever rykker med den nye placering nemlig ind i en del af det folkeskoledistrikt, der hører til Munkevængets Skole, og flere medlemmer i skolebestyrelsen på Munkevængets Skole udtrykte på de seneste bestyrelsesmøde stor bekymring for, hvad realskolens flytning kommer til at betyde for Munkevængets Skole.

Sagen skal diskuteres på næste møde i bestyrelsen, og indtil da indsamler man blandt andet fakta om, hvor mange elever, der bor i området lige omkring den tidligere Dronning Dorothea Skolen, hvor realskolen rykker ind.

Skoleflytning

  • Efter planen flytter Kolding Realskole i sommeren 2023 fra sine nuværende bygninger i midtbyen til Dyrehavevej, hvor skolen skal overtage den tidligere Dronning Dorothea Skolen.
  • Flytteplanen kræver en kæmpe rokade, som først endeligt kan sættes i gang, når UC Syd får lov af Folketinget til at bygge nyt i campusområdet i Kolding og dermed flytte fra sin nuværende placering på Dyrehavevej som nabo til Dronning Dorothea Skolen.
  • Et flertal i byrådet (alle undtagen EL og SF) har sagt ja til at sætte gang i den store byttehandel mellem realskolen og Kolding Kommune, der betyder, at realskolen overtager Dronning Dorothea Skolen og idrætshal og omklædningsrum på UC SYD, mens kommunen overtager realskolens bygninger i midtbyen og dens hal ved stadion.
Annonce

- Jeg er nervøs

Ifølge skolebestyrelsesformanden på Munkevængets Skole, Mustafa Sayegh, kan problemet for skolen blive, at den risikerer at miste elever fra ressourcestærke familier til Kolding Realskole, når den flytter fra centrum og lidt nordpå.

I dag har Munkevængets Skole 77 procent elever med tosproget baggrund, og den ligger midt i et ghettoområde, som dog er omkranset af villakvarterer. Valgte flere af forældrene herfra at sende deres børn på den lokale folkeskole, ville den etniske fordeling af eleverne se anderledes ud.

I den del af Munkevængets Skoles distrikt, der ligger øst for Vejlevej, kommer eleverne også fra villaer, og Mustafa Sayegh frygter, at de vil foretrække realskolen, når det flytter ind i mere bekvem afstand fra deres bolig.

- Jeg er nervøs for, at det ender med, at realskolen bliver mere attraktiv for de ressourcestærke forældre. Det står selvfølgelig folk frit for, hvor de vil have deres børn til at gå i skole, men for at fremme integrationen, er det bedst at blande eleverne, så der også er nogle med dansk baggrund på skolen, siger Mustafa Sayegh.

Annonce

Mindre trafik

Både han og skolelederen på Munkevængets Skole, Finn Fallesen, peger på, at den trafikerede Vejlevej, som ligger mellem Munkevængets Skole og den del af skoledistriktet, der ligger omkring Dyrehavevej, kan blive et argument for forældrene.

Ved at vælge realskolen i stedet for Munkevængets Skole slipper deres børn nemlig for at skulle passere Vejlevej om morgenen og eftermiddagen på vej til og fra skole.

- Og det har en betydning, for nogle forældre er bekymrede for Vejlevej. Jeg ved, at den vej betyder noget, siger Finn Fallesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce