Annonce
Alarm 112

Benzin på gløderne: Venstre satte brand i sagen om farvel til TrekantBrand

Vejle Byråd satte onsdag gang i arbejdet med at skabe et lokalt brandvæsen efter beslutningen om at forlade TrekantBrand. Dermed er det farvel til det fælles beredskab, der drives sammen med Fredericia, Kolding, Middelfart, Billund og Vejle Kommuner. Arkivfoto: TrekantBrand
Vreden ulmede hos Socialdemokratiet og Konservative, da Venstres Per Olesen hældte benzin på en debat, der ellers var tæt på at slutte helt fredeligt.
Annonce

Vejle: "Den beslutning, flertallet har truffet, er forkert. Det havde været bedre både fagligt og økonomisk at blive i TrekantBrand."

Med den bemærkning satte Venstres medlem af økonomiudvalget, Per Olesen, brand i sagen om det vejlensiske brandxit.

Borgmester Jens Ejner Christensen var på onsdagens virtuelle byrådsmøde ellers tæt ved at konkludere, at der ikke var flere indlæg efter kun et par minutters forløb, hvor først SF's gruppeformand, Lone Myrhøj, og siden den konservative viceborgmester Dan Arnløv havde glædet sig over udsigten til et lokalt brandvæsen - og endda havde lovet at sende flere penge i retning af beredskabet, end kommunen bruger i dag.

I sidste øjeblik meldte Per Olesen sig på talerlisten. Og da han tonede frem på skærmen, fortonede enigheden sig.

Med en lidt slidt kliche hældte han benzin på det politiske bål, der ellers var ved at gå ud.

- Tiden med brandmand Sam, der kører ud og slukker ilden alene, er forbi. I dag er et beredskab afhængig af et fagligt miljø. Derfor bliver et lokalt brandvæsen ikke så godt som TrekantBrand, konstaterede Per Olesen blandt andet.

Annonce

K. Sølle forsøg på valgkamp

Og så flammede debatten ellers op. Den konservative Dan Arnløv greb straks ordet og talte om Venstres sølle forsøg på at føre valgkamp på sagen:

- Beredskabet er alt for vigtig til, lød det fra Dan Arnløv.

Han mindede forsamlingen om, at han i sin tid var imod TrekantBrand, men stod sammen med det øvrige byråd, da beslutningen om at slutte sig til brandsamarbejdet med Fredericia, Kolding, Middelfart, Billund og Vejen kommuner var en realitet.


Jeg bakker op om et lokalt beredskab, men havde gerne set, at vi havde fortsat forhandlingerne. Jeg frygter hastværket, når vi kun har et år til opgaven.

Anja Daugaard (LA)


Sammen med den socialdemokratiske gruppeformand og borgmesterkandidat, Martin Sikær, beskyldte han Venstre for i sidste øjeblik at skifte standpunkt:

- Det var et enigt økonomiudvalg, der i marts 2020 blev enige om, at vi var nødt til at stå på to ben. Det budgetforslag, der blev lagt frem i TrekantBrand, kunne ingen af os leve med, lød det fra Martin Sikær.

Annonce

Strategi på to ben

To-ben-strategien gik ud på, at borgmesteren fortsatte forhandlingerne med de øvrige - samtidig med, at der blev udarbejdet en rapport for at vurdere, om Vejle Kommune kunne genoprette sit eget beredskab.

- Tiden med brandmand Sam, der kører ud og slukker ilden alene, er forbi, sagde Per Olesen (V) blandt andet. Arkivfoto

Rapporten fra Rambøll kom i starten af december, og svaret var ja. På den baggrund var der indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde 29. december, og her konkluderede et lille flertal af 16 byrådsmedlemmer mod 15, at der ikke var kommet noget ud af forhandlingerne. De skulle stoppe, og Vejle skulle melde sig ud af brandsamarbejdet.

Fælles brandvæsen siden 2016

  • TrekantBrand blev stiftet i 2016 som et fælles kommunalt selskab af Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Billund og Vejen kommuner - alle en del af samarbejdet Trekantområdet Danmark.
  • TrekantBrand har cirka 500 ansatte fordelt på et dagligt vagtberedskab på107 brandfolk, 23 holdledere og fire indsatsledere. Derudover er der tilknyttet cirka 100 frivillige.
  • Beredskabet er fordelt på 20 stationer - heraf fem i Vejle Kommune.
  • Ifølge regnskabet for 2019 bidrog de seks kommuner sammenlagt med knap 89 millioner kroner i 2019, mens der var øvrige indtægter fra brand- og sideaktiviteter på knap 62 millioner.
  • Vejles udmeldelse per 1. januar 2022 skyldes udsigten til at skulle betale i omegnen af syv millioner kroner mere til fællesskabet fra 2024. De fem millioner kroner skulle bruges til at udligne forskellen i betaling per indbygger i de seks kommuner.

Efterfølgende var der klart flertal for i stedet at satse på eget brandvæsen. Kun Venstre valgte at stemme imod. Og det havde Socialdemokratiet og Konservative svært ved at forstå:

- Det virker, som om Venstre i 11 - nej, nærmere 12. eller 13. time - for vi har jo meldt os ud, har valgt at føre valgkamp på det her. Per Olesens indlæg burde have været stoppet, og så undrer jeg mig over, at borgmesteren ikke svarer på angrebene, sagde Martin Sikær.

Annonce

Melson: Legitimt at være uenige

Svarene overlod borgmesteren til sit partis gruppeformand, Christoffer Melson. Han konstaterede, at det efter hans mening var helt legitimt at være imod en udmeldelse og for fortsatte forhandlinger:

- Det kan ikke være hemmeligt for nogen, at vi mener, at vi kunne have forhandlet os frem til en løsning, der var bedre og billigere end at oprette eget brandvæsen, lød det fra Christoffer Melson.

Uenige eller ej. På onsdagens byrådsmøde var alle syv partier dog med på at bruge to millioner kroner på ansættelse af en ny beredskabschef og til konsulentbistand.

Og det skal ske så hurtigt som muligt, mente SF's Lone Myrhøj. Der er kun et år til at få stablet beredskabet på benene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Kunderne var klar fra start: Julegavebyt, osetrang og støtte til butikshandlen fyldte på genåbningsdag

Fredericia

To kæledyrsbutikker bliver til én: Maxi Zoo overtager Petworlds placering

Fredericia

Mandagens lokale tal: Efter søndagens stigning er der igen få nye smittede

Annonce