Annonce
Danmark

Betalt om 13 år: Storebæltsbroen sætter rekord

Storebæltsbroen satte trafikrekord i august i år, men både lastbiltrafikken og bustrafikken over broen faldt sammenlignet med august sidste år. Arkivfoto: Michael Bager
August satte rekord for trafikken over Storebælt, selvom der kørte færre lastbiler og busser over broen sammenlignet med august sidste år.

August blev en rekordmåned for trafikken over Storebæltsbroen. Den tidligere rekord, som blev sat i august sidste år, var på 1.283.225 køretøjer, og i år blev den forhøjet med 4490, så rekordmånedens trafiktal endte på 1.287.745 køretøjer.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

De fem største trafiktal på Storebælt er alle blevet målt i sommermåneder i de seneste tre år. I august sidste år blev den hidtidige rekord således sat med 1.283.255 køretøjer - et tal, der var vokset med næsten 30.000 i forhold til august 2017.

Rekorden i august i år vidner derfor også om en noget mere beskeden vækst i trafikken, konstaterer Camilla Rif Brems, analysechef i Sund & Bælt.

- Det er særligt personbilerne, som med en beskeden vækst på 0,5 procent trækker den samlede trafikvækst for måneden ned. Der er ikke nogen enkeltstående begivenhed eller forklaring på den lavere vækst, da trafikken over hele måneden har svaret til niveauet sidste år, siger hun i en pressemeddelelse.

Sammenlignet med august 2018 kørte 1,2 procent færre lastbiler og 10,5 procent færre busser over Storebæltsbroen i august i år. Faldet i lastbiltrafikken skyldes ifølge Camilla Rif Brems, at august i år havde en hverdag mindre end august sidste år.

- Og da flere lastbiler kører over broen på hverdage, kan det ses på trafiktallene. Hvad angår bustrafikken, har der siden februar været et generelt fald i bustrafikken på Storebælt, hvilket til dels kan tilskrives færre afgange i fjernbustrafikken, siger hun.

Annonce
Storebæltsbroen set fra Fynsværkets 235 meter høje skorsten i Odense. Broen kan ifølge Sund & Bælts halvårsrapport være betalt i 2032. Arkivfoto: Michael Bager.

Broen kan være betalt i 2032

Samlet steg indtægterne fra vejtrafikken over Storebælt tre procent i de første seks måneder af i år sammenlignet med samme periode sidste år. Det oplyste Sund & Bælt i sin halvårsrapport i slutningen af august.

Trafikken af personbiler voksede 3,2 procent, og lastbiltrafikken øgedes med 2,1 procent i det første halvår af 2019.

Anderledes gik det for jernbanetrafikken, som gav Sund & Bælt færre indtægter i årets første seks måneder. Årsagen er ifølge halvårsrapporten, at færre rejste med DSB over Storebælt på grund af forårets omfattende sporarbejder ved Ringsted og på skinnerne over Storebælt i påsken.

Den rentebærende nettogæld for A/S Storebælt var efter årets første seks måneder 20,6 milliarder kroner, og tilbagebetalingstiden for broen er nu 34 år, regnet fra åbningen af Storebæltsforbindelsen. Det vil sige, at broen kan være betalt i 2032, oplyser Sund & Bælt.

Østbroen tæt befolket af cyklister og fodgængere under "Åben Bro"-arrangementet i forbindelse med åbningen i 27. april 1998. Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce