Annonce
Sydjylland

Betonmanden har klaret sig gennem corona-krisen

Jan Riisager viser med faglig stolthed byggeriet med hele 64 forskellige altaner frem. Foto: Carsten B. Grubach
Jan Riisager har som særlig udsat overvundet to udfordringer.
Annonce

FREDERICIA: Jan Riisager fik som de fleste andre danske erhvervsdrivende noget af en udfordring, da landet midt i marts i år lukkede ned på grund af corona-epidemien.

Han skulle ikke alene bekymre sig om sin virksomhed Randal Beton ApS, der på Egeskovvej i Fredericia arbejder som underleverandør til større virksomheder i anlægsbranchen, men også om sit eget ve og vel.

- Jeg fik en blodprop i hjernen for et par år siden, og der opdagede man, at jeg havde problemer med den ene nyre. Den fik jeg så skiftet i april sidste år. Mit immunforsvar er derfor svækket, så jeg skal helst ikke have corona-virus.

- Jeg sidder derfor på et kontor for mig selv, og jeg har ikke været så meget ude som før, fortæller Jan Riisager, der hilser med albuen og ikke alene har undgået at blive smittet, men også er kommet godt gennem corona-krisen med sin virksomhed, som ham overtog fra sin far i 2004.

Jan Riisager er oven på efter at have klaret sig godt igennem corona-krisen. Foto: Carsten B. Grubach

- Egentlig er jeg uddannet akademiøkonom og officer af reserven i forsvaret, men jeg har været hernede, siden jeg var 13, så jeg har lært, hvad beton er. Så på det område er jeg autodidakt. Vi var fem ansatte i 2004, i dag er vi 20. Fra at være et traditionelt betonfirma med fliser, smårør og fundamentsbokse er vi gået over til at lave flere specialopgaver, forklarer Jan Riisager og fortsætter:

- Vi er den klassiske under-underleverandør og laver typisk de mindre enheder. En 100 procent nichevirksomhed, som ikke laver noget til lager, alt er ordreproducerende til elementfabrikker. Vi får hver dag kørt beton ind - vi er faktisk en betonfabrik uden beton - og har så gjort klart med formene i en af de tre produktionshaller, vi har.

Annonce

64 forskellige altaner

- Vi har for eksempel lavet runde betonkugler til terrorsikring i Tivoli Friheden i Aarhus sammen med Veksø i Kolding, kostede fliser til My Garage i Vejle og kæmpestore fliser til Kirkbi-byggeriet på Vejle Havn, og vi har lavet 64 forskellige altaner til et byggeri på havneøen på Amager, siger Jan Riisager og peger med faglig stolthed på et foto af det opsigtsvækkende byggeri.


Vi får hver dag kørt beton ind - vi er faktisk en betonfabrik uden beton - og har så gjort klart med formene i en af de tre produktionshaller, vi har.

Jan Riisager, ejer af Randal Beton ApS


- Vi har da kunnet mærke corona-krisen, men været så heldige, at mange i branchen har opdaget, at det har kunnet betale sig at kontakte underentreprenører i stedet for hovedentreprenører, og det er kommet os til gode. I stedet for at købe en samlet pakke hos en entreprenør, har man skilt byggerierne ad. Det har været en stor fordel for os. Vi har fået flere ordrer på søjler, altaner, trapper, for vi har kunnet levere til en pris, der matcher.

Lokal støtte på 25.000

Randal Beton ApS er en 100 år gammel virksomhed, som ejes og drives af Jan Riisager. Hans far drev virksomheden fra 1983 til 2004.

Randal Beton ApS har under corona-krisen støttet et lokalt program med 25.000 kroner og dermed hjulpet det lokale Horesta- og detailbutiksegment.

Læs mere om betonvirksomheden i Fredericia på www.randal.dk

- Vi har en tømrer og en snedker, der laver formene, vi har også ansat en smed, men ellers er det mest ufaglærte, der er med til blandt andet at lave overliggere til huse. Vi leverer blandt andre til Eurodan og HusCompagniet og har en stor kundeportefølje, som kender os, så vi har ikke nogen sælger, siger betonmanden fra Fredericia, der generelt har det svært med at skaffe ufaglært arbejdskraft.

- Mange unge takker nej, fordi de synes, det er for hårdt. Man skal kunne løfte otte tons med en kran uden at have været på kursus. Jeg har haft langtidsledige i 14 dages praktik 11 gange, og fem af dem er her stadig. Siden starten af året har vi ansat to syriske flygtninge på 25 og 26. Den næstyngste er et par af 40, og vi har en på 76.

- Vi arbejder ikke nok med beton til, at vi kan ansætte lærlinge, og jeg er jo heller ikke ingeniør, så jeg må ikke lære fra mig. Og så køber vi jo færdigt beton, så der er den del, de ikke kan lave her, fortæller han.

52-årige Jan Riisager kan midt i en corona-tid ikke kun glæde sig over, at han som særligt udsat har undgået smitten, og at han som eneejer af Randal Beton ApS har holdt skindet på næsen. Hans ansatte har på grund af de skærpede sundhedsfarlige restriktioner undgået alle andre sygdomme, så der er ikke registreret en eneste sygedag, siden epidemien brød ud i marts.

Armeringen gøres klar i produktionshallen, inden den daglige ladning beton kommer med bilen. Foto. Carsten B. Grubach
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Se pressemøde i tekst og på video: Fredericia Kommune fortalte om den lokale corona-situationen

Fredericia

Pressemøde i byrådssalen: Eneste punkt på dagsordenen er corona-udviklingen

Fredericia For abonnenter

Trods højt smittetryk i Fredericia: Kommunen vil ikke forbyde kulturelle arrangementer

Annonce