Annonce
Fredericia

Biblioteksbøder genindført til manges utilfredshed: Lånere på stribe afkrævet 200 kr. for at aflevere for sent

Dørene er igen åbne til Fredericia Bibliotek, og det betyder samtidigt, at bøder og rykkere er genindført per 10. maj. Mange har haft bøger liggende under coronanedlukningen, og det kom bag på mange, at det nu udløste en bøde på 200 kroner, hvis man ikke havde afleveret senest mandag. Foto: Søren Gylling
Under corona-nedlukningen af biblioteket har bøder og rykkere været sat på standby. Det sluttede mandag, så tirsdag var der kø af lånere, som havde fået besked på at aflevere straks og betale 200 kroner for ikke at blive blokeret. Det udløste travlhed, utilfredshed og mange forklaringer fra personalets side.

Fredericia: Der var tirsdag kø ved bog-afleveringen på Fredericia Bibliotek. Lånere som både skulle aflevere og have en god forklaring på, at de var blevet blokeret og skulle betale en afgift på 200 kroner for at få adgang til at låne igen.

Hvor mange der i nat modtog besked om, at de havde overskredet deres låneperiode og derfor var blokeret, indtil de havde betalt afgiften, har bibliotekar Anne Hansen ikke tal på. Men hun havde travlt formiddagen igennem med at besvare mails fra undrende lånere.

- Jeg har været inde at forlænge så mange udlån, jeg kunne, så folk har yderligere en måneds respit på at aflevere. Det gjorde jeg i sidste uge, hvor jeg vil tro, at jeg forlængede et par tusind. Da vi lukkede ned i december, havde vi omkring 4000 udlån ude, siger Anne Hansen.

Annonce

Og en del af de materialer, som der nu skal betales afgift for, er udlånt helt tilbage i november-december. Dermed er fristen for aflevering for længst overskredet.

- Vi droppede alle bøder i forbindelse med coronasituationen, så folk skulle bare aflevere. Vi havde indlagt en frist til mandag kl. 14 til at komme med de materialer, man havde liggende, siger Anne Hansen.

Lånernes eget ansvar

En låner på vej til kassen med en bog, der er udløbet, undrer sig over, at man ikke har advaret fra bibliotekets side.

- Vi har ikke pligt til at sende varsler ud, og det har været suspenderet under coronaen. Det er i bund og grund altid lånerens eget ansvar at aflevere til tiden, fastslår bibliotekar Anne Hansen.


Vi har ikke pligt til at sende varsler ud, og det har været suspenderet under coronaen. Det er i bund og grund altid lånerens eget ansvar at aflevere til tiden,

Bibliotekar Anne Hansen.


Biblioteket oplyste 3. maj på hjemmesiden, at gebyrer blev genindført fra den 10. maj.

"Tjek din konto på hjemmesiden eller i appen og se, om du har lånt noget, der skulle have været afleveret. Aflever inden mandag, hvis du vil slippe for gebyrer", stod der.

Men den besked er der tilsyneladende mange, der ikke har set, og det udløser utilfredse lånere ved kassen, hvor de også bliver nødt til at betale gebyret for ikke at blive blokeret.

En låner peger på, at man af smitterisiko ikke har villet tage ind at aflevere bøgerne.

- Men det har været muligt at aflevere bøgerne i bogkassen i Danmarksgade døgnet rundt i hele perioden, og vi har været på arbejde, så man har kunnet ringe, hvis man var i tvivl, påpeger Anne Hansen.

Annonce

Tid efter genåbning

Biblioteket har været lukket ned under coronasituationen, men der har været nødåbent fire timer dagligt, hvor man både har kunnet låne og aflevere. Biblioteket genåbnede helt den 21. april mod forevisning af coronapas i lighed med andre kulturinstitutioner.

- Så der har været tid til at få afleveret de bøger, man har haft lånt, hvis man har ønsket at gøre det fysisk. Og det ville ikke have kostet en bøde, fordi vi netop havde suspenderet bødesystemet, forklarer Anne Hansen.

Når bøgerne er afleveret og bøden betalt, så er der frit slag for at låne igen.

- Men hvis vi ikke får materialerne tilbage, så er man forpligtet til at erstatte det, siger Anne Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Socialdemokraterne har valgt: Her er dem, du kan stemme på til november

Fredericia

Fynboer fortæller det gerne: Men Fredericia Kommune svarer ikke på konkret spørgsmål om topchef

Annonce