Annonce
Danmark

Birgitte får skræddersyet sin kræftbehandling: - Det er simpelthen så lykkeligt

50-årige Birgitte Hyldebrandt fra Frederiksberg startede tilbage i januar på en personlig behandling, da den traditionelle behandling mod brystkræft ikke havde den ønskede effekt. Efter ni ugers behandling var kræften slukket, som hun selv kalder det. Hun bliver dog aldrig rask. Privatfoto
Flere danskere får skræddersyet deres behandling i sundhedsvæsnet. Birgitte Hyldebrandt fra Frederiksberg er én af dem. Hun er lige nu i behandling for brystkræft, og oplever, at den personlige medicin virker bedre og giver hende færre bivirkninger.
Annonce

Medicin: Mandag skrev avisen Danmark om en ny undersøgelse fra Nationalt Genom Center, som viser, at et flertal af danskerne bakker op om skræddersyet behandlinger i sundhedsvæsnet – også kaldet personlig medicin.

50-årige Birgitte Hyldebrandt fra Frederiksberg er én af de danskere, der har takket ja til at få foretaget en genetisk undersøgelse med henblik på at få skræddersyet en behandling, der skal virke bedre og give færre bivirkninger end den traditionelle behandling.

For Birgittes vedkommende blev et ja tak til en genetisk undersøgelse aktuel, da hun havde været igennem standardbehandlingen med kemoterapi, strålebehandling og diverse præparater uden den store effekt – og hvor kræften i øvrigt havde spredt sig til rygsøjlen, bækkenet og leveren.

- Da jeg sagde ja tak, sendte lægerne mig straks videre i systemet. De var slet ikke i tvivl om, at det var den vej, jeg skulle gå, fordi de kunne se en mutation på mit cancer-gen, som man mente, man kunne behandle med personlig medicin.

Efter ni ugers behandling talte resultaterne da også deres tydelige sprog. Behandlingen havde virket så godt, at al kræft i Birgittes krop var fuldstændig slukket, som hun selv beskriver det.

- Det var så fantastisk. Jeg får helt gåsehud bare af at tænke på det igen.

Annonce

Færre bivirkninger

Forskellen på den personlige behandling, som Birgitte startede på i januar og fortsat er i gang med, og den traditionelle behandling, som hun var på inden, er, at den er tilpasset lige præcis den type brystkræft, hun har.

Det betyder, at hun ikke længere får standardbehandlingen for brystkræft, men derimod en række nøje udvalgte præparater, som tilsammen giver den bedste behandling.


Det har givet mig et præparat mere på hylden, som er med til at forlænge mit liv - og det er simpelthen så lykkeligt.

Birgitte Hyldebrandt, kræftpatient


Udover at den personlige behandling har større effekt på kræften, giver den også færre bivirkninger, fortæller Birgitte.

- Jeg har meget færre bivirkninger nu, end da jeg var i kemoterapi. Nu arbejder jeg igen. Det kunne jeg ikke på samme måde før. Men jeg er selvfølgelig stadig meget træt.

Annonce

Bliver aldrig rask

Hvorvidt behandlingen bliver ved med at virke, og hvor længe Birgitte kan modtage den, er uvist. Det skyldes, at behandlingen er en del af et forsøg, hvor lægerne tager beslutning om Birgittes videre behandling hver niende uge.

- Det er simpelthen så svært for lægerne at sige, hvor længe man kan være på den her behandling. Men jeg har hørt, at det kan være et år til halvandet. Det eneste, jeg er helt sikker på, er, at jeg aldrig bliver rask.

For Birgitte er behandlingstiden da heller ikke den vigtigste. Hun glæder sig blot over at have fået muligheden for at få personlig behandling.

- Jeg er meget taknemmelig. Det har givet mig et præparat mere på hylden, som er med til at forlænge mit liv - og det er simpelthen så lykkeligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Partier har fremlagt nyindgået budgetforlig: Genlæs opdateringer fra pressemødet her

Annonce