Annonce
Livsstil

Blomsterbonde skaber levende magi på naturens præmisser

Regitze Gaarde Bang er iværsætter og startede virksomheden Regitzes Have for et år siden, hvor hun dyrker økologiske blomster på naturens præmisser. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Med kærlighed og respekt for naturen dyrker Regitze Gaarde Bang økologiske blomster. Som blomsterbonde er hun i gang med at omlægge sit landbrug til økologi, for i den nyopstartede virksomhed Regitzes Have handler det om at dyrke jorden på naturens præmisser.

På en lille plet i Gelsted omgivet af majsmarker ligger Regitzes Have. Fra den smalle vej ved huset ligner det en helt almindelig have, men ved nærmere eftersyn afslører de mange farver et blomsterhav så langt øjet rækker af geoginer, stolt kavaler, løvemund og uendeligt mange flere. Blomsterne er alle sammen økologisk dyrket, for i Regitzes Have handler det om at se helheden i naturen, mere end det handler om at producere blomster.

- Det gælder om at skabe levende magi. Der var en gang én, der sagde til mig, at blomster er en luksus, og luksus skal ikke koste jorden ressourcer, fortæller Regitze Gaarde Bang.

Med den tilgang til sin virksomhed producerer hun blomster, som bliver solgtt i flere butikker i Odense og hos Jan Munch Blomster i Middelfart. Hun leverer også til den anerkendte festarrangør By Cerise og flere blomsterdesignere. Og så holder hun workshops på landstedet i Gelsted. Hun har indrettet sit blomsterværksted i en gammel stald. En fyldig duft af blomster fylder luften i værkstedet. Blomsterne hænger på rad og række med hovederne nedad i det mørke rum. Dem bruger hun om vinteren, for i Regitzes Have følger man sæsonen, og på de tider af året, hvor der ikke gror blomster i naturen, bruger hun tørrede blomster, som hun samler i løbet af sommeren.

- Det gælder om at tilpasse sig. Er sommeren varm og tør, må man plante blomster, der kan lide den slags vejr. Er sommeren våd, må man plante en anden slags blomster. Folk bliver ofte overrasket over, hvor mange forskellige sorter, der kan gro i Danmark, fortæller Regitze Gaarde Bang.

Annonce

Fakta

Regitze Gaard Bang, 26 år.

Hun er vinden bag Regitzes Have i Gelsted, der dyrker økologiske blomster til buketter. Hun leverer blandt andet til festlige lejligheder, bryllupper og begravelser.

Hun dyrker løgplanter, sommerblomster og stauder i højsæsonen fra april til oktober.

Om vinteren arbejder hun med tørrede blomster fra sæsonens høst, og til jul har hun fokus på kranse og dekorationer - også med bæredygtighed for øje.

Hun tilbyder workshops i blomsterbinding for begyndere, binding af tørrede blomster, efterårskranse og adventskranse.

Læs mere om Regitzes Have på hendes hjemmeside www.regitzeshave.dk.

Et mere simpelt liv

Hun dyrker ikke sine blomster i drivhus, men ude i det fri og i uopvarmede tunneller. Dog har hun et drivhus, som hun selv har bygget. Det bruger hun til forspiring af de mange blomster og grøntsager, der gror i haven.

- Vi arbejder på at blive selvforsynende herhjemme. Vi vil gerne kunne leve af det, vi selv dyrker, fortæller hun.

Men en ting er at leve af sine egne afgrøder, en anden ting er at leve af at være blomsterbonde.

- Det spørger folk ofte om; “kan man leve af det?” Men hvad er at leve? Det kommer an på, hvad man synes giver værdi i livet. Vi vil gerne leve mere simpelt, og vi mangler aldrig noget.

Ved håndens kraft

Regitze Gaarde Bang er 26 år gammel. Hun har bosat sig så tilpas landligt, at hendes landbrug på 2000 kvadratmeter ligger mere eller mindre uforstyrret. Hun er vokset op på landet i Haderslev. Uddannelsen i erhvervsøkologi og psykologi på CBS var hendes form for ungdomsoprør, men efter en årrække i store byer som København og Aarhus, har hun fundet tilbage til det, der føles som hjem for hende - højt til himlen og langt til den nærmeste by. Hun er ikke uddannet gartner, men er selvlært florist og har taget flere kurser. Desuden har hun arbejdet i en blomsterforretning i mange år som en sidegesjæft, og hun har altid været vild med at dyrke jorden.

- Min bedstemor havde en blomstermark og en lille vejbod, hvor hun solgte buketter. Lige så længe jeg kan huske, har jeg fulgt hende. Jeg tror, interessen for blomster er opstået helt naturligt, fordi det er det, jeg har beskæftiget mig med i min fritid, fortæller Regitze Gaarde Bang.

I de år hun boede i Aarhus, boede hun i et kolonihavehus, som hun satte i stand fra a-z med køkken og bad. Hun lavede det hele selv, for hun er ikke bange for at arbejde. Haven i Gelsted har hun anlagt i samarbejde med sin mand. Størstedelen af bedene er gravet ved håndkraft for at skåne de mange jordlag.

- Der er ingen grund til at forstyrre jordens klima og bakterierne unødvendigt. Derfor bruger vi helst ikke store maskiner, fortæller Regitze Gaarde Bang.

Af samme grund er brændnældete og mælkesyrebakterier en vigtig del af hendes landbrug. Det er naturlige gødemidler, der ikke laver uorden i naturens cyklus.

- Jeg kan godt lide den biodynamiske tankegang, hvor naturens balance er i fokus. Vi lever i en cirkel, hvor vi påvirker hinanden. Det gælder både i det store og i det små, mener hun. Af samme årsag lader hun blomsterne stå, til der skal plantes nye, så bier og andre smådyr kan få glæde af dem. Men det er ikke kun dyr, der har glæde af naturen. Regitze Gaarde Bang arbejder på et samarbejde med kommunen, hvor hun kan tilbyde arbejde til personer med stress eller lignende sygdomme.

- Det skaber så meget godt at komme ud. Jeg arbejder i nogle omgivelser, hvor det er stort set umuligt at være sur. Det vil jeg gerne dele med andre.

Som økologisk blomsterbonde, dyrker Regitze Gaarde Bang blomster efter økologiske og biodynamiske principper. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann

Selvlært blomsterbonde

Det er godt et år siden, hun startede Regitzes Have, og hver dag lærer hun nyt.

- Der findes ikke en blomsterbonde-uddannelse. Jeg lærer alt af erfaring, som jeg skriver ned i en erfaringsbog. På sigt kunne jeg godt tænke mig at lave en uddannelse eller kurser i, hvordan man dyrker blomster økologisk og i harmoni med naturen.

Det med at holde kurser ligger ikke langt ude i fremtiden. Hun har allerede holdt blomsterbinderkurser i blomsterværkstedet, og til vinter har hun krans- og dekorationskurser. Som ægte iværksætter har Regitze Gaarde Bang uendeligt mange ideer, projekter og drømme.

- I bund og grund kan jeg planlægge en hel masse, men jeg kan ikke kontrollere en skid, og det er både det befriende, men også det svære ved at være blomsterbonde.

Blomsterne er i højsæson fra april til oktober. Resten af året arbejder hun primært med tørrede blomster og de materaler, der ellers findes i naturen. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Lige nu blomstrer zinnia i alle farver. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Meget af arbejdet på blomsterfarmen foregår ved håndkraft, for at skåne omgivelserne mest muligt. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Der er smæk på farverne i Regitzes Have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Det tørrede blomster bevarer farven, når de hænger mørkt og køligt. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
De tørrede blomster bruges til buketter og kranse. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Regitze Gaarde Bang sælger buketter og snitblomster via forskellige blomsterhandlere i Odense og Middelfart. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
I den gamle stald har Regitze Gaarde Bang indrettet sit blomsterværksted. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Kosmos med dobbelte kronblade. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Blomster i Regitzes have. Foto: Henriette Ankerstjerne Hermann
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce