Annonce
Fredericia

Boligplaner giver debat i landområde: - Unfair, hvis landmand presses ud

Der er en dejlig ro på landet. At der indimellem er lugtgener med, er en del af pakken, mener Jesper Dahl.  - Hvis der en dag lugter af gylle, hænger vi ikke vasketøj ud, siger Jesper Dahl, som her ses med bonussønnen Victor på seks år. Foto: Mads Dalegaard
Et landbrugsareal ved Trelde Næsvej kan i fremtiden blive omlagt til boligområde. Flere beboere mener, det er unfair, hvis en lokal landmand skal presses ud efter klager om lugtgener. Omvendt kan de fleste se fordele ved nye boliger i området.
Annonce

Trelde: I dag er der svineproduktion og marker i området ved Trelde Næsvej 26.

Men fremover skal der måske udvikles boliger på grunden, og den idé har skabt debat blandt beboerne i området. Flere mener, det er urimeligt, hvis landmand Søren Frank skal presses væk fra området, fordi der er blevet klaget over lugtgener fra hans produktion.

- Ja, nogle gange lugter det. Men sådan er det, når man bor ude på landet, siger Jesper Dahl.

Sammen med kæresten Christina Priisholm og bonussønnen Victor bor han i et hus på Trelde Næsvej lige op til landmandens marker. Fredericia Dagblad besøger et par af naboerne for at høre nærmere om den debat, der også har kørt i Facebook-gruppen for Vejlby Sogn.

- Hvis det er noget, de trækker ned over landmanden, er det helt grotesk. Men hvis han selv vil sælge grunden, er det ok. Jeg har hørt, at ti beboere har klaget over lugtgener. Men de bor i huse, der blev bygget i 2007, så det burde de have vidst, før de flyttede herud, siger Jesper Dahl.

Annonce

Rådyrene spiser jordbær

Familiens hvide hus ligger som en af de nærmeste naboer til gården Karensminde. Fra stuen kan familien nyde det åbne kig ud over landmandens marker.

- Vi kan se rådyrene gå herude, og de kommer også helt herned i haven. De spiste godt nok også vores jordbær, konstaterer Jesper Dahl med et smil.


Hvis man ikke kan lide, det lugter af land, når man flytter herud, så synes jeg, man skal flytte tilbage, hvor man kom fra. Altså barskt og brutalt.

John Bech Hansen, Østerby


Det åbne kig ud over markerne kan forsvinde, hvis der kommer boliger. Alligevel kunne boliger faktisk være godt for området, mener Jesper Dahl. Hvis altså landmanden selv vil.

- Det kunne jo styrke både skolen og foreningslivet, hvis flere mennesker flyttede herud. Så skulle de nok gøre noget ved vejen, for der køres stærkt herude. Men jeg kan da godt undre mig lidt over boligplanerne, for de har jo ikke engang kunnet sælge grundene oppe på Fjordalléen, siger Jesper Dahl.

Et område tæt ved gården Karensminde på Trelde Næsvej er skrevet ind i kommuneplanen som et nyt boligudviklingsområde. Arkivfoto: Søren Gylling
Annonce

Ikke fair over for landmanden

En anden stemme i debatten er John Bech Hansen. Han er tidligere halinspektør og socialdemokratisk byrådsmedlem, og han har boet i Østerby siden 1975.

- Det er fint med udstykninger, og det er fint med udvikling. Men man skal ikke afvikle samtidig med, man udvikler. Det gør man jo med landbruget, hvis man skal ekspropriere. Det er ikke fair over for landmanden. Hvad er så det næste? Det er den næste gård, siger John Bech Hansen.

Landmand Søren Frank har tidligere forklaret i Fredericia Dagblad, at han føler sig presset af naboklagerne over lugtgener.

John Bech understreger, at han ikke konkret kender landmandens ønsker, eller ved, om han overholder miljøkravene. Kravene skal selvfølgelig overholdes, mener John Bech Hansen - men tilflytterne skal også acceptere, at de er flyttet på landet.

- Hvis man ikke kan lide, det lugter af land, når man flytter herud, så synes jeg, man skal flytte tilbage, hvor man kom fra. Altså barskt og brutalt. Der er nogle gener ved at bo på landet, helt sikkert. Men de er små, siger John Bech Hansen.

Han opfordrer politikerne til at lægge udstykninger der, hvor grundejerne frivilligt vil sælge.

Per Brock bor med sin hustru og hund i Enggårdsparken ved Østerby. Når vinden har en bestemt retning, mærker de en hamper lugt fra svineproduktionen på gården Karensminde. Foto: Mads Dalegaard
Annonce

Land og by mødes

Vest for gården Karensminde ligger Enggårdsparken. Herfra har der tidligere været ti klager over lugtgener.

I et af husene i Enggårdsparken bor det pensionerede ægtepar Per og Karin Brock. De flyttede ind i 2013, og Per er kasserer i grundejerforeningen. Han har ikke selv klaget over lugten fra svineproduktionen, men han har ofte lagt mærke til den.

- Det er meget forskelligt. Når vinden går i denne retning, og de måske har noget rengøring i gang, så kan det blive lidt hampert, siger Per Brock.

Han er selv vokset op i Fredericia, men parret valgte at købe hus i Trelde-området efter nogle år i Aarhus. Til debatten om landbrug og boliger siger han:

- Det er klassisk tilfælde, hvor land og by mødes. De fleste af os herude har boet i byen. Når vi rykker ud på landet, er miljøet anderledes, siger Per Brock.

Han er bevidst om, at man som tilflytter ikke bare "kommer brasende". Omvendt skal der også være plads til tilflytterne, som har købt jord og huse. Der skal være en balance, mener han.

- Jeg hører ikke nogen sige, at produktionen derovre bare skal nedlægges. Men det er klart, at han skal overholde de miljøkrav, der stilles, siger Per Brock.

Annonce

Kommunen har syltet området

Sammen med hustruen nyder han Trelde-områdets mange kvaliteter. Han peger på, at et salg måske kan være en god udvej, hvis landmanden vælger at nedlægge produktionen.

Flere boliger i Trelde-området vil ifølge Per Brock være en god idé, og området kan bære det.

- Jeg mener, den nordlige del af byen er et område, kommunen har syltet i mange år. Man har ladet stå til, og man har haft DanmarkC og FredericiaC i hovedet. Herude er man tæt på skov og strand, og der er et flot rekreativt område på næsset. Det er der mange, som foretrækker. Ikke alle gider bo på havnen. Der er et stort potentiale herude, som man overser, fordi man er så optaget af at få banket beton op ved havnen, siger Per Brock.

Planerne om nye boliger er endnu ikke konkrete, men området Trelde Næsvej 26-32 er skrevet ind i den nye kommuneplan som et boligudviklingsområdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Bent Jensen måtte rykke kommunen: Aftale med håndboldklub på plads efter usædvanligt forløb

Annonce