Annonce
Indland

Boom i ejerløse katte skaber pres for mærkning af katte

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er nu så mange ejerløse katte, at dyrlæger og Dyrenes Beskyttelse vil have obligatorisk mærkning af dem.

Antallet af ejerløse katte, der indleveres på dyreinternaterne, er eksploderet. Dyrenes Beskyttelses internater modtog sidste år 40 procent flere katte end året før.

Annonce

- Det er en kæmpe udfordring at håndtere det store antal uønskede katte. Vores internater er fyldte til bristepunktet, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Organisationen brugte sidste år 30 millioner kroner på håndtering af ejerløse katte. De indleveres på internaterne, når dyrene ikke er øremærkede, og den ansvarlige ejer derfor ikke kan findes.

Sammen med Den Danske Dyrlægeforening mener Dyrenes Beskyttelse derfor, at det er på høje tid, at der laves en obligatorisk mærkning af tamkatte. Det har der været for hunde de sidste 20 år.

Når en hjemløs kat bringes ind på internaterne, skal de undersøges af en dyrlæge og steriliseres eller kastreres. Alle bliver mærket og vaccineret. Mange får også orme- og loppekur, før de er klar til at komme ud i et nyt hjem.

Både dyrlægerne og Dyrenes Beskyttelse har store forhåbninger til den nye dyrevelfærdslov, som blev vedtaget i sidste uge.

For første gang får fødevareministeren bemyndigelse til at udstede regler om mærkning af katte, som findes i en række andre lande.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) er enig i, at de mange efterladte katte er et problem. Men om han vil bane vej for en mærkning, er mere uvist.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, om obligatorisk mærkning vil have den positive effekt, som blandt andre Dyrenes Beskyttelse håber, og om det er den bedste løsning. Men jeg vil naturligvis følge udviklingen, siger han.

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl og fremsætter et beslutningsforslag i denne folketingssamling.

- Alt for mange katte overlades til ynkelige forhold. Vi ønsker mærkning og en ændret holdning, så man passer mindst lige så meget på sin kat som på andre kæledyr, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Ny statslige job får varm modtagelse - især hvis bosætningen følger med

Fredericia

Regeringen åbner et nyt skattecenter i Fredericia: Skal bremse hvidvask og svindel

Annonce