Fredericia: Både Konservative og Venstre efterlyser mere åbenhed og gennemsigtighed i Fredericia Kommune.
På et overordnet plan efter borgmester Jacob Bjerregaards (S) frivillige fratræden og kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broes midlertidige tjenestefritagelse, mens en advokatundersøgelse bestilt af byrådet pågår. Den leder efter eventuelle uregelmæssigheder i en række sager, Jacob Bjerregaard og Annemarie Schou Zacho-Broe har haft en rolle i.
Mere konkret foreslå de to partier, at sådan noget som åben spørgetid genindføres under byrådsmøder, og om kort tid vil partierne og andre repræsentanter for de politiske grupper i byrådet deltage i et panel og et offentligt onlinemøde om V og K's ønsker.
Mødet arrangeres af Fredericia Dagblad, som har modtaget en række idéer fra Venstre. De egner sig dog bedre til god klassisk debat end en artikel i et valgår - om end der måske er ekstra interesse for selve demokratiets udfoldelsesmuligheder, når vi snart skal trykteste dets folkevalgte.
Dato og tidspunkt for onlinemødet annonceres snarest muligt, og alle er velkomne til at deltage.
K banker løs på S
- Efter kommunaldirektøren er blevet fritaget for tjeneste, er der endnu en gang hældt benzin på bålet med historier om nepotisme, vennetjenester og pamperi i toppen af Fredericia Kommune, har konservativ spidskandidat til byrådsvalget, Tommy Rachlitz Nielsen, for eksempel skrevet i et læserbrev.
De Konservative sidder ikke i det nuværende byråd.
- Det Konservative Folkeparti i Fredericia og et par andre rigtige oppositionspartier udenfor byrådet har i lang tid opfordret til åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen og i byrådets arbejde og beslutninger, fortsætter han.
- Gang på gang er vi blevet fuldstændig overhørt og mødt med en mur af tavshed, hævder Tommy Rachlitz Nielsen:
- Der har fra ingen af siderne været et ønske om at åbne for dialogen og tage debatten.
V ser på sig selv
Venstres medlem af byrådets demokrati- og borgerudvalg, Christian Jørgensen (V), mener, at der igen skal arbejdes på én eller anden form for spørgetid:
- Vi stoppede, fordi det var de samme tre-fire enkeltpersoner, der lidt rigidt læste forproducerede indlæg om en sag op, som vi i byrådet lige så rigidt afleverede indstuderede svar på.
- Det var ikke særligt konstruktivt.
- Så prøvede vi mere casual møder i rådhusets forhal, hvor man kunne komme i dialog med politikere og borgere over en småkage, siger Christian Jørgensen:
- Men det var også lidt Tordenskjolds Soldater. Bedst fungerede det efter min mening med de to årlige dialogmøder mellem borgere og byråd, som vi lagde udenfor rådhuset. I medborgerhuset i Korskærparken eller på en virksomhed for eksempel.
- Men så kom corona.
Hvad kan der gøres?
- Kunne vi gøre noget anderledes, noget online måske? Jeg er i hvert fald åben, slår Christian Jørgensen fast.
Hvad er der galt med, at tre-fire engagerede stiller sig op i en spørgetid i byrådssalen?
- Ikke noget i princippet, men omvendt ønsker jeg ikke at blive spændt for en vogn, hvor partier, der ikke er valgt ind, gang på gang står og fører valgkamp. Det er i min optik ikke meningen med spørgetid. Men jeg er åben for enhver diskussion om, hvad vi kan gøre.
Chr. Jørgensen (V)Vi stoppede, fordi det var de samme tre-fire enkeltpersoner, der lidt rigidt læste forproducerede indlæg om en sag op, som vi i byrådet lige så rigidt afleverede indstuderede svar på.
Venstre ønsker også øget fokus på, at byrådets forskellige udvalg modtager gæster eller selv kan invitere delegationer for at høre deres meninger.
- Eller at vi ser på andre nye høringsmuligheder ud over de lovpligtige og skriftlige, si skal gennemføre, lyder det fra demokrati- og borgerudvalgets formand.