Annonce
Vejle

Borgermøde torsdag: Nu skal Søndermarken have en ekstra idrætshal

Sådan ser den nye skitse ud for den udvidelse af Søndermarkshallen, som Søndermarkens Idræts Udvalg arbejder for at realisere. Projektet omfatter ikke blot en hal 2, men også et fitnesscenter og et udendørs træningsområde. Illustration: Vejle Kommune
Søndermarkens Idræts Udvalg inviterer torsdag aften alle interesserede til borgermøde om Søndermarkshallen, der skal udvides med en ekstra hal.

Søndermarken: Hvordan ser fremtidens fritidsfaciliteter ud på Søndermarken, og hvordan kan områdets aktører skabe en sammenhæng og rød tråd mellem Sønderskoven, Skovlegepladsen, hundeskoven, Søndermarksskolen og Søndre Stadion?

Det er et par af de spørgsmål, som Søndermarkens Idræts Udvalg søger svar på, når udvalget torsdag klokken 19 inviterer alle i bydelen til et orienterende borgermøde i Søndermarkshallen.

Det er netop den lokale idrætshal på Søndermarksvej, der er omdrejningspunktet for den udvikling, som udvalget vil fortælle om på borgermødet. Her vil områdets idrætsrepræsentanter præsentere de foreløbige skitser for en udvidelse af hallen, som gruppen har arbejdet med i 2019.

- I løbet af året har vi i samarbejde med kommunen udarbejdet en foreløbig, men meget seriøs og ambitiøs skitse for en udvidelse af Søndermarkshallen med blandt andet fleksible træningsfaciliteter, fitnesscenter, et udendørs træningsområde og bedre sammenhæng mellem Søndre Stadion, Skovlegepladsen og skolen med en hal 2 i centrum, fortæller formanden for Søndermarken Vejle Håndbold Klub, Kenneth Smed, der er med i udvalget.

Annonce

Planen er, at vi ved udgangen af 2019 har et færdigt projekt, vi kan præsentere til næste år budgetforhandlinger.

Kenneth Smed, formand for Søndermarken Vejle Håndbold Klub

Skal være klar til byrådet

Politisk er der opbakning til en udbygning af hallen, idet byrådet ved budgetforhandlingerne i efteråret 2018 afsatte 300.000 kroner til det indledende arbejde med det formål at få Søndermarkshallen udvidet med en ekstra hal. De nødvendige millioner til selve byggeriet af hallen har de lokale politikere dog endnu ikke bevilget

- Borgermødet er næste skridt på vejen, og her forsøger vi at give information ud til så mange som muligt. Planen er, at vi ved udgangen af 2019 har et færdigt projekt, vi kan præsentere for byrådet til næste års budgetforhandlinger, fortæller Kenneth Smed.

Vil fortsat mangle timer

Men hvor stort er behovet for en ekstra idrætshal på Søndermarken?

- Det er stort, fordi medlemstallet hos alle foreninger, der bruger Søndermarkshallen, er steget de senere år, og så er gymnastiksalen på Søndermarksskolen ikke god nok. Gymnastikforeningen kan godt bruge den til de yngre hold, men de vil gerne være samlet i hallen, og skolen kan også bruge kvadratmeterne bedre i stedet for at have to mindre gymnastiksale, siger Kenneth Smed.

Hvis Søndermarkens Gymnastik Forening flytter alle sine aktiviteter ind i Søndermarkshallen, når den er udvidet med en hal 2, vil halkomplekset fortsat mangle 38 timer for at kunne rumme alle bydelens idrætsaktive foreninger. Det viser gruppens egen undersøgelse.

Søndermarkens Idræts Udvalg

  • Søndermarkens Idræts Udvalg, SIU, består af en række foreninger, der bruger idrætsfaciliteterne på Søndermarken med Søndermarkshallen som omdrejningspunkt.
  • SIU ser det som sin fornemste opgave at fremme idrætsfaciliteterne på og omkring Søndermarken for eksisterende og nye foreninger og skabe et trygt og godt idrætsmiljø for alle.
  • Med i udvalget er repræsentanter for Søndermarkens Gymnastik Forening, Søndermarken Vejle Håndbold Klub, Boldklubben Vejle Kammeraterne, Dit Hjertes Motionsklub, Idræt i Dagtimerne, Grønlandsvejens Lokalråd og Søndermarksskolen.

Koster omkring 30 millioner

Der er fortsat et stykke vej, inden byggeriet af en idrætshal sendes i udbud. Derfor kender Søndermarkens Idræts Udvalg ikke prisen på byggeriet, men Kenneth Smed forventer, at en pris omkring 30 millioner kroner er et godt bud.

- Det er i det leje, hvis man sammenligner med Petersmindehallen, men vi forventer ikke, at vi får samtlige 30 millioner kroner af Vejle Kommune. Vi skal selv bidrage, og det er vi klar på. Derfor håber vi også, at vi borgermødet kan få hjælpende hænder, gode idéer og kontakter, når vi på et tidspunkt skal i gang med at rejse nogle penge, siger håndboldformanden.

"Planen er, at vi ved udgangen af 2019 har et færdigt projekt, vi kan præsentere for byrådet til næste års budgetforhandlinger," fortæller Kenneth Smed, der er formand for Søndermarken Vejle Håndbold Klub. Arkivfoto: Angelina Owino
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

112 For abonnenter

Alarmer kan ikke holde tyvene væk alene - men det kan være et fint bidrag

Annonce