Annonce
Fredericia

Borgmester afviser blankt: Nej, jeg skal ikke være minister

Jacob Bjerregaard tog under valgkampen imod Mette Frederiksen i gågaden sammen med folketingskandidat Jens Jonatan Steen. Jacob Bjerregaard holder den røde skanse i Fredericia omgivet af Venstre-borgmester i både nord og syd, og han har som tidligere DSU-formand og som tidligere folketingsmedlem et tæt netværk med flere Christiansborg-politikere. Men han er slet ikke færdig med at være borgmester, og skal ikke være minister, hvis Mette Frederiksen skulle spørge. Arkivfoto: Søren Gylling
Jacob Bjerregaard (S) er ikke uventet begejstret for den nye regeringsaftale, hvor især de grønne ambitioner vil kunne få indflydelse på Fredericias energivirksomheder som Ørsted, A2Sea og Energinet. Han forventer større hensyn til Fredericias demografi med mange flere ældre, og nej, han skal ikke være minister.

Fredericia: Der er ros fra Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard til den aftale, det er lykkedes Mette Frederiksen - kommende statsminister - at få sat ord på sammen med SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre.

- Den er konkret på nogle områder, men løs på andre, og det svarer til den konstitueringsaftale, vi laver bredt i byrådet. Den sætter en kurs, og jeg synes, at det tegner godt. Den giver mulighed for at forhandle aftaler på plads med begge sider af Folketinget løbende, og det ser jeg som et stort plus, siger Jacob Bjerregaard.

Ikke mindst den grønne dagsorden i aftalen ser han som fremragende.

- Både for Danmark som helhed, men også for Fredericia i særdeleshed. Vi har mange energiarbejdpladser i kommunen, og jeg forudser, at aftalen vil være med til at sikre endnu flere, siger han.

Fredericia Kommune bliver allerede i dag tilgodeset med tre-cifrede millionbidrag i selskabsskat fra bl.a. Ørsted, og det forudser Jacob Bjerregaard kun vil fortsætte med det øgede fokus på grøn omstilling.

Ud over kontante økonomiske gevinster ved ekstra fart på energivirksomhederne ligger der nye arbejdspladser og dermed udsigt til øget bosætning på den konto.

Annonce
Det er godt for Danmark, at der kommer en regering, som kan forhandle og samarbejde med begge sider af folketinget med hensyntagen til regeringsaftalen.

Borgmester Jacob Bjerregaard

Afventer bedre udligning

På andre fronter tror borgmesteren også, at Fredericia kommer til at mærke regeringskiftet.

- Forventer du, at kommunerne får større råderum i service- og anlægsramme?

- Det ligger i aftalen, at der skal være et større råderum til velfærdsydelser til både børn og ældre. Jeg tror ikke, at vi kommer til at mærke det i den kommuneaftale, som lige nu bliver forhandlet på plads, men jeg forudser, at der til efteråret kommer en større udligningsreform, hvor man vil tage hensyn til de enkelte kommuners udfordringer. I vores tilfælde en stærkt voksende andel af ældre, siger Jacob Bjerregaard.

- Aftalen bebuder mindstenormeringer i daginstitutioner?

- Det ser det ud til, men vi har som nogle af få kommuner allerede styr på det. Det håber jeg ikke, at vi bliver straffet for i en ny aftale, siger Jacob Bjerregaard.

Skal ikke være minister

Jacob Bjerregaard har flere gange i Fredericia Dagblad afvist, at han ikke kunne være på tale til en kommende ministerpost i en S-regering. Mette Frederiksen kunne vælge at trække en borgmester eller to ind i regeringsdannelsen. Jacob Bjerregaard har en fortid på Christiansborg og har i sine år som borgmester fået vendt udviklingen i Fredericia Kommune gennem et bredt samarbejdende byråd.

- Men det bliver ikke dig?

- For det første ved jeg slet ikke, om jeg ville blive spurgt, men jeg skal ikke være minister. Helt ærligt så føler jeg mig slet ikke færdig med det job. Vi er i en så god udvikling og har sat så mange ting i gang, som jeg gerne vil se færdigt, og desuden kan jeg helt privat heller ikke se mig i København. Så det kommer ikke til at ske, siger Jacob Bjerregaard, som ved siden af borgmesterjobbet er formand for miljø- og energiudvalget i Kommunernes Landsforening.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce