Annonce
Fredericia

Borgmester: En enormt stor dag for Fredericia

Forsvarsforliget sikrer Fredericia en plads på det forsvarspolitiske landkort, mener Jacob Bjerregaard (S). Foto: Michael Svenningsen

- Det er en enormt stor dag for Fredericia, siger borgmester Jacob Bjerregaard, efter at forsvarsforliget sender 140 ekstra jobs til fæstningsbyen.

Fredericia: Ryes Kaserne og Telegrafregimentet er også fremover en vigtig del af det danske forsvar.

Sådan ser en glad borgmester Jacob Bjerregaard (S) på det forsvarsforlig, der blev offentliggjort søndag. Blandt andet med 140 nye arbejdspladser i Fredericia, da dele af 1. Hovedkvartersbataljon rykkes til Fredericia, og desuden tilføres føringsstøttekapacitet til garnisonen.

- Det er svært at få armene ned lige nu. For det første er vi jo enormt glade for at få tilført 140 nye arbejdspladser inden for de kommende år. For det andet, og lige så vigtigt, er det her for alvor med til at fremtidssikre Ryes Kaserne og Telegrafregimentet i Fredericia, siger Jacob Bjerregaard.

Annonce

Stærke it-folk

Borgmesteren peger på, at forsvaret er "en del af Fredericias DNA". Om udbygningen af føringsstøtteenheden siger han:

- Det er specialiserede folk med stærke it-kundskaber blandt andet. At man får det bygget yderligere op i Fredericia er enormt positivt.

- Det er ikke en selvfølge, at man er en central del af det forsvarspolitiske landkort. Vi får stadfæstet og styrket vores position markant med dette forlig, så det er en enormt stor dag for Fredericia, siger Jacob Bjerregaard.

Regiment er livsnerven

Dele af 1. Hovedkvartersbataljon flyttes fra Haderslev til Fredericia.

- Nu samler man en endnu større dele af Telegrafregimentet i Fredericia. Det giver jo nogle synergier. Det er det, jeg mener med, at man fremtidssikrer. Nu får man får samling på så stor en del af regimentet. Det regiment er jo livsnerven til hele forsvaret, siger Jacob Bjerregaard.

Hjemmeværnet er ikke en del af forliget, men borgmesteren håber på et hjemmeværnscenter i fæstningsbyen.

- Hjemmeværnsdelen arbejder vi videre med. Der er jo stærke kræfter i Hjemmeværnet, der gerne vil til Fredericia, og de er stadig meget velkomne, siger borgmesteren.

Militære chefer skal mødes med forsvarschefen mandag klokken 14.30 i Slagelse. Herefter orienteres medarbejderne hurtigst muligt.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Må vi bede om et 'velfærdsløft' til by og vold

Læserbrev: Det er dejligt, at der alligevel bliver penge til at prioritere børn og ældre. Vores borgmester taler ligefrem om et "velfærdsløft". Der blev ellers truttet kraftigt i dommedagsbasunerne, og mange fik sig nogle søvnløse nætter over forslag til drabelige besparelser på de kommunale budgetter. Men der er trods alt temmelig mange fredericianere, der hverken er børn eller servicekrævende ældre. Vi vil gerne se, at tidligere byråds investeringer i en smukkere by ikke fortsat bliver misligholdt. Sådan tror jeg, at mange føler, men jeg kan jo ikke vide det! Der skal vand i vandrenden og vand i springvandene, og udgåede træer i byens gader skal erstattes. Nørreport skal have en overhaling, og der er andre ting i byen at tage fat på. Fredericia Vold - vores eneste internationale attraktion - skal kunne opleves som en fæstning, et historisk monument fra en kritisk tid i vores historie. Det virker forkert, at man fra Hugo Mathiessens Vej og til Nørreport ikke kan se voldgraven - man kunne lige så godt gå i en plantage i Midtjylland. Og at man et sted kan sidde på en bænk og glo ind i nogle træer, hvor der engang var udsigt over Lillebælt, latterliggør nærmest kommunens indsats for at pleje volden. Og så er der det gamle vandværk på volden nær Lillebælt. Byrådet burde gøre en dumhed god igen og tilbagekøbe bygningen og jævne den med jorden - den ligger på gud ved hvilket år som en skændsel. Prøv lige at kigge på de budgetter endnu engang - det er trods alt småpenge i det kommunale budget, der er tale om.

Annonce