Annonce
Vejle

Borgmester svarer på Posthusgrunds-kritik: Jeg arbejder for projektet - ikke for NPV

Posthusgrunden er fortsat til debat. Foto: Mette Mørk
Jens Ejner Christensen (V) afviser kritikken fra sin viceborgmester. Han mener, at Dan Arnløv bruger alle argumenter for at kæmpe mod Gammelhavn-projektet i sin valgkamp.

Vejle: Viceborgmester Dan Arnløv (K) kalder borgmesteren og kommunaldirektørens ageren i sagen om jordkøb på Posthusgrunden både uhørt og utilstedeligt.

De to pressede på et møde med transportminister Benny Engelbrecht (S) sidste år på for at få ministeren til at fremskynde Banedanmarks salg af jord til udviklingsselskabet NPV. Før salget er gennemført og godkendt i Folketingens Finansudvalg, kan selskabet nemlig ikke sætte spaden i jorden ved Gammelhavn.

Men borgmester Jens Ejner Christensen (V) mener ikke, at han har gjort noget forkert i den langstrakte byudviklingssag.

Annonce

- Det er ingen stor hemmelighed, at vi ser meget forskelligt på projektet på Posthusgrunden. Jeg ser gerne, at projektet kommer i gang, mens Dan Arnløv hellere ser, at det ender i hegnet. Jeg gør, hvad jeg synes, er godt for byen. Jeg tror på trafikløsningen, og at projektet er godt for byen, siger Jens Ejner Christensen.

Dykker ned i én formulering

Det står I referatet, at I ønsker, at handlen bliver gennemført "uden yderligere ophold". Det vel kun ses som et forsøg på at lægge pres på ministeren?

- Jeg ved ikke, om det er at lægge pres på. Det kan jeg måske godt høre med den formulering, men vi er ikke så aktive, som Dan får det til at fremstå. Han dykker ned i én formulering, men jeg vil forholde mig til, at det her er politik på den store klinge. Dan prøver at tegne et billede af, at jeg bruger forkerte redskaber som borgmester i en sag, vi er meget uenige om. Det, mener jeg, bestemt ikke, at jeg gør, siger Jens Ejner Christensen.

Annonce

Tror på og arbejder for projekt

Dan Arnløv mener, at I med jeres ageren nærmest arbejder som konsulenter for NPV. Hvad siger du til den kritik?

- Jeg tror på projektet, som jeg gerne vil have, at der kommer gang i. Derfor arbejder jeg for projektet. Jeg arbejder ikke for NPV, men for at der kommer til at ske noget med trafikken og med de boliger og erhvervslokaler, der skal bygges på den grund, der i mange år ikke har været aktiveret midt i byen, siger borgmesteren.


Dan prøver at tegne et billede af, at jeg bruger forkerte redskaber som borgmester i en sag, vi er meget uenige om.

Jens Ejner Christensen (V), borgmester


Han bekræfter, at han har haft lejlighed til at drøfte sagen om Posthusgrunden med transportministeren et par gange. Og selvom det endnu ikke er lykkedes NPV at gennemføre handlerne med de tre jordbesiddere ved Gammelhavn - eller præsentere en investor til byggeriet - tror Jens Ejner Christensen fortsat på det store byggeprojekt, som stort set skar byrådet midt over ved en afgørende afstemning sidste år.

Annonce

Begynder ikke at tvivle

- Jeg begynder ikke at tvivle på, om det bliver til noget, men det er ude af mine hænder. Det er til gengæld bekvemt for modstanderne af projektet, at vi står midt i en valgkamp, og de kan sige: Der kan I se, der sker ikke noget, siger borgmesteren og tilføjer:

- Det eneste, der sker i denne sag, er at Dan Arnløv bruger alle argumenter på at kæmpe imod projektet og beklikke mine intentioner. Men jeg er fuldstændig klar over, at det er en del af valgkampen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Annonce