Annonce
Fredericia

Borgmesteren afviser kritik af brug af konsulenter på handicapområdet: - Der er ikke tale om besparelser

Fredericia Kommune har forhandlet taksterne ned på botilbud for handicappede i 13 sager. Blandt andet Kobbelgården i Fredericia og fire andre steder. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Konsulentfirma hjalp Fredericia Kommune med at hente 3,7 millioner kroner i takstnedsættelser på botilbud for handicappede. Men det er ikke en besparelse, fastslår borgmester Jacob Bjerregaard, efter at kommunen har sendt svar til Ankestyrelsen. Borgerne får den samme hjælp, og pengene bliver på området.
Annonce

Fredericia: Prisen blev sænket med 3,7 millioner kroner, da Fredericia Kommune med hjælp fra et konsulentfirma forhandlede taksterne for handicappedes botilbud i 13 sager.

Men pengene bliver på området, og der er ikke tale om besparelser. Det fastslår borgmester Jacob Bjerregaard (S), efter at økonomiudvalget mandag godkendte en udtalelse til Ankestyrelsen om Fredericia Kommunes brug af Brorson Consult.

Konsulenterne gennemgik 50 sager og fik ti procent af takstnedsættelsen i honorar.

- De 3,7 millioner kroner, som vi i kommunen har fået frigjort på baggrund af konkrete forhandlinger, handler om, at borgerne får den samme hjælp som før. Men som kommune betaler vi en anden pris, siger borgmesteren.

Annonce

Prisen har været for høj

Fredericia Dagblad har blandt andet skrevet, at ”konsulenter skaffede 3,7 millioner i handicap-besparelse”. Samme ord stod i kontrakten mellem kommunen og konsulentfirmaet.

Men ordet besparelse er ifølge borgmesteren ikke dækkende. For pengene bliver på området, og den enkelte borger får ikke mindre hjælp, pointerer han.

- Der er ikke tale om besparelser. Formålet med at få hjælp fra Brorson Consult har været at klæde vores medarbejdere på til at sikre sammenhæng mellem den hjælp, borgerne har brug for, og den pris, vi betaler som kommune, siger Jacob Bjerregaard.

Han kommer med et par eksempler:

- Når man flytter ind på et botilbud, kan man være forholdsvis dårlig og have brug for at få hjælp fra to personaler til bad, komme i tøjet og så videre. For mange borgere gælder, at de med tiden bliver mere selvhjulpne og måske kan komme i bad ved hjælp fra én personale i stedet for to. Eller måske klare ting helt på egen hånd. Så er det botilbuddets ansvar at give besked om, at taksten kan reguleres, så den afspejler den hjælp, der rent faktisk gives. Derfor vil borgerne ikke opleve at få mindre hjælp.

- De vil stadig få hjælp til at komme i bad, hvis der er behov for det. Det kan også være, man har brug for overvågning på grund af dårlig vejrtrækning om natten. I takt med at problemet afhjælpes, skal der selvfølgelig ikke betales for noget, der ikke ydes, siger Jacob Bjerregaard.

Borgmesteren understreger, at hjælpen fastsættes ud fra borgerens behov - ikke ud fra økonomiske hensyn.

- Oplevelsen er, at vi har betalt for høj en pris for den opgave, der er løst. Derfor takstforhandles der, og derfor kunne vi opnå en takstreduktion på 3,7 millioner kroner, siger han.

Handicaprådet er inviteret til en gennemgang af sagen hos kommunen fredag 31. januar.

Annonce

Venstre: Ingen skal have dårligere behandling

På Venstres vegne lægger gruppeformand Peder Tind vægt på, at borgerne i botilbudddene får den rigtige behandling. Han er formand for social- og beskæftigelsesudvalget.

- Først og fremmest går jeg ud fra, at ingen borgere får en dårligere behandling, og jeg noterer mig, at det forventer forvaltningen heller ikke. Men hvis det mod forventningen viser sig, at en borger får en dårligere behandling, vil vi ikke være med til det, siger Peder Tind.

Han bider også mærke i, at konsulenterne ikke kun er brugt til at forhandle takster, men også i forbindelse med uddannelse af kommunens medarbejdere. Det initiativ skal forvaltningen have kredit for, mener Venstre-manden.

- Det er uddannelsesforløb, hvor vores medarbejdere har fået en masse god læring. Derfor er det ikke en øvelse, vi skal lave hvert år, siger Peder Tind, som forventer at personalet fremover kan forhandle takster med botilbuddene.

Annonce

Ønsker flere svar

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz sidder i økonomiudvalget, som drøftede sagen mandag.

- Det er tankevækkende, når Ankestyrelsen beder om oplysninger. Så er der måske noget om det, men det kan jeg ikke afgøre endnu, siger byrådsmedlemmet, der har stillet flere spørgsmål til forvaltningen i sagen.

- Det er en rigtig træls sag, hvor der er kommunikeret ærgerligt. Jeg savner svar og oplysninger og måske noget mere dialog. Inden jeg kan danne mig en holdning, har jeg brug for flere svar, siger Cecilie Roed Schultz, som også deltager i fredagens møde med handicaprådet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

Se billederne: 15 aktivister anholdt ved Baltic Pipe-byggeplads

Annonce