Annonce
Fredericia

Borgmesterens svendestykke: Derfor er partierne glade for budgetaftalen

Steen Wrist (S) skulle for første gang præsentere budget i rollen som borgmester. Her ses han med Cecilie Roed Schultz (til høre) og Karsten Byrgesen (med ryggen til) og Susanne Eilersen (DF). Foto: Klaus Madsen
Der skal bruges 100 mio. kroner af kommunens pengekasse de kommende år, men til gengæld bliver der råd til flere penge til ældre, unge og børn. Erhvervslivet imødekommes, indsatsen for trække turister og nye borgere til øges. 17 ud af 21 byrådsmedlemmer står bag budgetforliget.

Fredericia: Borgmester Steen Wrist (S) skulle i weekenden til sin første store kommunalpolitiske eksamen. Hen over weekenden skulle han forsøge at få så mange partier som muligt til at bakke op om hans udkast til budget 2022.

Han bestod sit svendestykke med topkarakter, er de fire partier bag budgetaftalen enige om. Mandag præsenterede de et underskrevet budget, som alle fra Enhedslisten over DF og Socialdemokratiet til Nye Borgerlige kan se sig selv i.

Selv om det er borgmesterens første budgetforlig, er det en dreven forhandler, som har siddet ved bordenden. Gennem sine mange år i 3F har han været med til overenskomstforhandlinger, hvor det gælder om at se åbninger, muligheder og nye veje for at nå et resultat.

Annonce

Bevæbnet med input fra møder med de enkelte partier i ugerne op til budget-weekenden havde han sammensat et budgetudkast på 32 sider med masser af tiltag og forslag til finansiering.

Forslaget har fået ros fra alle partier for at være gennemsigtigt og let tilgængeligt. Kun Venstre mente, at der blev givet for kort tid til at læse og analysere. Og efter tre dages forhandling besluttede partiet at smide udkastet og forlade forhandlingen.

- Jeg vil mene, at der var mange ting med, som Venstre burde have kunnet deltage i. Fra lørdag til søndag skrev jeg efter drøftelser med dem flere ting om og tilføjede nyt, men søndag meddelte de, at de ikke kunne være med. Men det forhindrer ikke, at vi har holdt fast i ting, som de har foreslået. Hvorfor skulle vi droppe gode ideer, bare fordi de ikke er med, siger Steen Wrist.

1 Steen Wrist - Socialdemokratiet

Borgmester Steen Wrist (S). Arkivfoto: Claus Fisker

- Jeg er stolt og glad for resultatet. Vi har nu et budget for 2022 og overslagsårene frem, som hviler på en sund og robust økonomi. Vi har mulighed for at udnytte servicerammen fuldt ud i 2022. Vi står med et samlet anlægsbudget på 242 mio. kroner, og vi afdrager godt 300 mio. kroner. Det kan vi være godt tilfredse med, siger Steen Wrist.

Han havde på forhånd fjernet den besparelse, som regeringen har pålagt alle offentlige budgetter. Velfærdsprioriteringen på en halv procent på alle områder blev pillet af.

- Det er godt 11 mio. kroner, og det finansierer vi ved at skære vores bufferpulje til uforudsete ting ned til det halve. Vi vil hellere have pengene ud at arbejde i stedet for, at de er låst i en pulje, siger borgmesteren.

Han glæder sig over de mange midler, der er sat af til børne- og ungeområdet. Både med investeringer i ungdomsskole, fritidstilbud, skolerenoveringer og et campus i Kanalbyen.

- I den lille skala vil vi bruge penge på at lave trille-dagpleje, så børnene bliver hentet og ikke bragt. Og i den anden ende tilfører vi ældreområdet et stort løft.

- Turisme, branding og bosætning går hånd i hånd, og vi fastholder Fredericia jule- og sommerby, 6. julidage, blomsterfestival og sommerrock. Voldanlægget skal løftes, så vi tilfører flere penge.

- Bülows Kaserne vil vi udvikle til Fredericia Kulturkaserne, hvor vi er i dialog med billedkunstakademierne i Aarhus, Odense, København om at tilbyde værkstedsfaciliteter. Det er et virkelig spændende projekt, som, jeg håber, lykkes. Vi byder ind med værksteder, som de har behov for, siger Steen Wrist.

- Der skal investeres i bosætning med opkøb af jord de kommende år. Der skal laves infrastrukturprojekter, og erhvervslivet imødekommes med fastfrysning af dækningsafgiften på godt 30 mio. kroner. Det betyder, at jo flere virksomheder, vi trækker til, jo lavere bliver afgiften for den enkelte. Den model har alle partier kunnet se sig selv i, siger Steen Wrist.

2 Susanne Eilersen - DF

Susanne Eilersen (DF) var tilfreds med budgettet. Arkivfoto: Michael Svenningsen

- Jeg har en rigtig god fornemmelse med budgettet. De top tre lister, I har spurgt os om på forhånd, har vi fået fuldt ud opfyldt. Det er ældreområdet, familieafdelingen og turismeområdet, siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

På de to sidstnævnte områder skal der ansættes flere medarbejdere. Også ældreområdet får tilført midler. De såkaldte velfærdsprioriteringer, som er statslige effektiviseringskrav, stod til at give besparelser for godt 11 millioner kroner. Fire millioner af dem på ældreområdet, men det er fjernet i budgettet. Desuden tilføres der 5,6 millioner kroner som følge af demografiudviklingen, pointerede DF’eren. Også én million kroner til hjemliggørelse af plejehjem. Og desuden kommer der en temperaturmåling på ældreområdet. Også i forhold til medarbejderne.

- Det er ikke, fordi medarbejderne ikke gør det godt nok. Tværtimod. Det er en temperaturmåling, der skal analysere, hvorfor vi har så højt et sygefravær i plejen, og især på plejehjemmene, sagde Susanne Eilersen.

Hun understreger, at hensigten er at gavne medarbejdernes arbejdsmiljø.

-  Vi skal sørge for, at medarbejderne trives og har de rigtige muligheder for kompetenceudvikling, sagde Susanne Eilersen.

Også det store DF-ønske om et nyt plejehjem er sat i søen. 0,75 millioner er afsat til en nærmere undersøgelse af plejehjemmets type, og hvor det skal ligge. Der er aftalt opførelse af 70 plejeboliger.

Er det hurtigt nok?

- Hvis du spørger os, skulle vi allerede være i gang. Men vi er glade for, det er sat i gang. Vi er allerede udfordret på rammerne lige nu med venteliste for ældre, som står til en plejehjemsplads. Der bliver 110 flere over 80 år til næste år. Det er ikke sikkert, de alle skal have pleje. Men det siger noget om udviklingen. Det er ved at være en brændende platform, og vi har været trætte af, det kun blev til snak de seneste år, siger Susanne Eilersen om det kommende plejehjem, der skal stå klar i den kommende valgperiode.

Med budgetaftalen lægges der mere ansvar ud i udvalgene, som i højere grad selv skal klare eventuelle overskridelser inden for eget område.

- Jeg synes, det er en mere sund ordning, at hvert enkelt udvalg skal tage ansvar for sine egne budgetter. Det betyder, at man måske skal følge budgetterne tættere, end man har gjort hidtil, siger Susanne Eilersen.

Som flere andre havde hun ros til borgmester Steen Wrist for processen. Venstre, som forlod forhandlingerne, har til gengæld kritiseret den for at være forhastet:

- Jeg har været med i snart 12 år nu, og en budgetproces er altid kompakt. Det går stærkt, og der er meget, der skal læses. I de seneste år har der været mange delaftaler, man fik at se henad vejen. Men jeg har været glad for at få det hele udleveret på samme tid, så man kunne danne sig et overblik. Når vi har talt med S, har de været lydhøre. Både de store og de mindre ting, som også har betydning for os. Alt det, vi spillede ud med, har vi kunnet læse i det budget. Jeg blev overrasket over, hvordan Venstre havde oplevet stemningen. Men jeg har ikke været med i de forhandlinger, så det kan jeg ikke sige så meget om, siger Susanne Eilersen.

3 Cecilie Roed Schultz - Enhedslisten

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten. Arkivfoto: Claus Fisker

- Vi gik ind til forhandlingerne med tre meget vigtige fokuspunkter. For det første skulle den bebudede velfærdsforringelse på 11.67 millioner fjernes. Det havde ramt bredt med besparelser, og jeg har kritiseret det fra første budgetseminar. Derudover skulle den kommunale drift sikres, så vores medarbejdere kunne få ro til at fokusere på deres kerneopgaver. Til sidst handlede det om at se fremad og sikre, at de politikker, vi politisk havde besluttet, også havde økonomi til at blive ført ud i livet. Jeg er glad for, at vi kom i mål med alle tre fokuspunkter, udtaler Cecilie Roed Schultz.

Budgetaftalen rummer mange aftryk fra Enhedslisten. Der er sat penge af til de unges fritidsliv med investeringer i Ungdomsskolen, fritidsmiljøer med flere penge til Ungdommens Hus, gadeplansindsatsen med to nye ansatte samt fritidspas. Derudover investeres der i arbejdet med mellemtilbud og en NEST-klasse, hvilket vil hjælpe de børn, som har det hårdest i folkeskolen. Budgettet prioriterer også penge til bedre sagsbehandling, som seks ekstra medarbejdere i familieafdelingen og en ekstra medarbejder i hjælpemiddel og kommunikation, der vil give kortere ventetid på hjælpemidler.

- Også De Orange-Haller får et løft. Vi havde afsat 10 mio. kroner, men nu kommer der yderligere fire mio. kroner til, så der bliver råd til opvarmning og omklædning.

Enhedslisten roser overordnet forhandlingerne.

- Vi har oplevet forhandlingerne som gennemsigtige og behagelige, og vi har haft den tid, vi skulle bruge, til at læse papirerne igennem. Borgmesteren har været åben og ærlig, hvilket vi sætter stor pris på. Vi vidste på forhånd, at der ikke ville være mange millioner at forhandle om, og derfor håbede vi, at alle parter ville være konstruktive og pragmatiske. Vi værdsætter højt, at forligspartierne har accepteret den præmis og tilsidesat valgkampen for at lave et budget, som sikrer et Fredericia i udvikling. Oven på det sidste års uro så skylder vi ærligt talt byens borgere at se på, hvad der er bedst for Fredericia og ikke os selv, siger partiets medforhandler Henning Hartmeyer.

4 Karsten Byrgesen - Nye Borgerlige

Karsten Byrgesen (NB). Arkivfoto: Claus Fisker

- Det har været en god og anderledes proces, og jeg vil tro, at jeg har fået 80 procent af mine ønsker igennem. Det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger Karsten Byrgesen.

Det betyder i hans optik, at der er taget et ansvarligt skridt imod et nyt Fredericia.

-  Det er et dyrt forlig, og vi kommer til at tømme vores sparegris – og ryste 300 mio. kroner ud. 100 mio. kroner årligt. Men det er fint. Vi har pengene, og så kommer de tilbage til borgerne. Vi vil i sidste ende stå med 150 mio. kr. i kassen, som vi er enige om, at vi skal, siger han.

Landsbyerne får et varigt tilskud, og det, synes Karsten Byrgesen, er fint.

- Mange penge lander i dag tæt på rådhuset, men nu gør vi det muligt for landsbyerne at få fremmet ideer for deres områder.

Dertil kommer en række tiltag, som han glæder sig over:

- Vi får set på miljøforbedringer med 10 mio. kroner til støjdæmpning på udsatte steder, og vi har afsat penge til Naturpark Lillebælt og indsatser for havmiljøet.

- På turismefronten får vi taget hul på at få lagt grundstenen til fæstningscenter på Vossgrunden.

Og så er han glad for, at budgettet er gennemsigtigt:

- Sidste år viste vores budget, at der var skjulte aftaler. Fredericia Musicalteater betalte ikke husleje, viste det sig. Det kommer de til nu, og så tilfører vi dem de penge, det koster. Det ændrer ikke på beløbet, men budgettet er retvisende og gennemsigtigt, siger han.

- En del af finansieringen sikrer vi ved at sælge kommunale ejendomme. Det er fornuftigt og godt for husholdningen.

Nye Borgerlige havde ønsket midler sat af til veteranhjemmet, og det er sket.

Annonce
Fredericia

Tag kandidattesten her

Fredericia For abonnenter

Nedlagt handelsmarked forfalder: Men ejer har planer med stedet

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Fredagens coronatal: Yderligere 1270 er testet positive for corona

Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Flere afgange aflyses resten af dagen: Store forsinkelser i togtrafikken på Fyn og i Jylland

Fredericia For abonnenter

Bevaringsværdig ejendom i Prinsessegade skal rives ned - i stedet kommer der syv nye lejligheder

Fredericia HK

Bundproppen venter i Helsinge: Derfor er Nordsjælland-opgør ikke nødvendigvis en walk over-kamp for FHK

Kultur For abonnenter

Lydmord: Musikalsk grænseoverskridende koncert

Alarm 112

Pludselig røg det ene hjul af Johnnys bil: Hjulbolte løsnet i løbet af natten

FC Fredericia For abonnenter

Derfor hægter FC Fredericia med en sejr på vestkysten én af rivalerne helt af

Fredericia

Svampene fascinerer Kurt: Skønt og uskønt, sund og usundt - det hele findes i skovbunden

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Fredericia

Sommerhuse skal beskyttes mod oversvømmelser: Får lov til at lave 600 meter langt dige

KANDIDATTEST

Ved du hvem, du vil stemme på? Tag kandidattesten her

Fredericia

Forventer snarlig åbning: Derfor rykker Intersport tilbage til Fredericia

Alarm 112 For abonnenter

Pushere gemte narko i lejligheder - nu venter fængsel i over to år

Fredericia

Du spørger - kandidaterne svarer: Hvordan får vi flere lokale uddannelser?

Annonce