Annonce
Sport

Braithwaite sender Barcelona i finale efter vildt comeback

Martin Braithwaite blev den store helt for FC Barcelona, da han headede holdet i den spanske pokalfinale. Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix

FC Barcelona leverede et flot comeback mod Sevilla og avancerede til pokalfinalen med en samlet 3-2-sejr.

Martin Braithwaite kom ind fra bænken og blev den store helt for FC Barcelona, da danskeren onsdag aften sendte holdet i finalen i Copa del Rey.

Barcelona vandt 3-0 hjemme over Sevilla og gik videre med samlet 3-2. Dermed leverede Barcelona et flot comeback, efter at Sevilla havde vundet den første semifinalekamp 2-0.

Det var Braithwaite, der scorede Barcelonas mål til 3-0 i den forlængede spilletid på Camp Nou.

Den danske landsholdsangriber tog et løb ind i feltet, kastede sig frem og headede et fint oplæg fra backen Jordi Alba i nettet.

Derefter kunne Braithwaite juble sammen med holdkammeraterne, der havde været igennem et vildt drama.

Barcelona begyndte bedst, og angriberen Ousmane Dembélé hamrede et langskud i kassen efter bare 12 minutter.

Og så manglede catalonierne bare et enkelt mål mere for at skabe balance i regnskabet.

Men det forløsende 2-0-mål kom ikke lige med det samme, og faktisk var Sevilla ved at lukke og slukke efter 73 minutter på et straffespark.

Indskiftede Lucas Ocampos brændte dog straffesparket for Sevilla, og så levede kampen videre.

Sevillas midtbanespiller Fernando modtog sit andet gule kort to minutter inde i overtiden. Det til trods lignede det fortsat et Sevilla-avancement.

Barcelona-stopperen Gerard Pique ville det dog anderledes, da han headede et fornemt oplæg fra Antoine Griezmann i nettet til 2-0 fire minutter inde i overtiden.

Så blev der fløjtet af, og det hele skulle afgøres i 30 minutters forlænget spilletid.

Braithwaite, der var blevet skiftet ind i det 89. minut, slog til fem minutter inde i den forlængede spilletid.

Målet må siges at være et af de absolutte højdepunkter for Braithwaite i Barcelona-tiden, som nu har varet lidt over et år.

Med målet er Barcelona nemlig klar til finalen i den spanske pokalturnering, hvor modstanderen findes torsdag i returopgøret mellem Levante og Athletic Bilbao. Første kamp mellem de to hold endte 1-1 i Bilbao.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hvis smittetal går over grænsen: Direktion og to politikere kan beslutte nedlukning

Annonce