Fredericia: Branden i den forladte villa og tidligere kontor for Ny-Nitrogen A/S på ammoniakhavnen i Snoghøj lørdag var meget kraftig.
Så kraftig, at røgdykkere fra Trekantområdets Brandvæsen i både Fredericia og Middelfart ikke kunne komme ind og slukke. Ikke før en såkaldt knock down. Det fortæller indsatsleder, Johnny Rasmussen, til Fredericia Dagblad:
- Knock down vil sige, at vi udefra sprøjter vand ind gennem de knuste vinduer og op i loftet, så det fordamper og er med til at slå ilden ned.
Det lykkedes forholdsvist hurtigt. Fra en lift blev der desuden slået hul i taget på den 393 kvadratmeter store bygning i tre plan plus loft. Også fra højden spuledes vand ind.
Derefter kunne tre hold røgdykkere - i alt seks mand på samme tid - gennemsøge huset for personer. Der var heldigvis ingen.
Naboskov er knastør
Alarmen gik klokken 00.27 natten til lørdag.
- Der stod kraftige flammer ud ad vinduerne i stueplan, da vi ankom, og jeg rekvirerede et ekstra slukningstog fra Middelfart for at have noget mere styrke, forklarer brandvæsnets indsatsleder:
- Ilden vandrer alle steder i de hulrum og skunke, sådan et ældre hus er bygget med, og skoven helt op ad huset er også knastør lige nu.
Derfor skulle det sikres, at den natlige brand ikke bredte sig.
Villaen på Nyhavevej 73 er ifølge bygningsregistret fra 1930.
Kan den være påsat?
- Da vi kommer derned, er der ingen personer til stede, og man finder heller ikke nogen tilskadekomne, efter ilden er blevet slukket, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, John Skjødt.
- Det vides ikke med sikkerhed, men vi har fået oplyst, at bygningen muligvis er et tilholdssted for unge mennesker, og det er klart, at så undersøger vi sagen ud fra, at branden kan være påsat, tilføjer han.
Selvom der er tale om et tomt hus, der har stået forladt i lang tid, repræsenterer ejendommen ifølge tingbogen stadig en vurderingsværdi på 1.550.000 kroner.
Et hestearbejde at slukke
- Det tager lang tid og er et hestearbejde at slukke sådan et gammelt hus, forklarer Johnny Rasmussen fra Trekantområdets Brandvæsen.
I modsætning til vore dages betonlofter er et hus af ældre dato gerne opført med etageadskillelser i flere lag. Det giver hulrum mellem puds, brædder og væv af siv eller andet plantemateriale.
Sammen med skunke og lignende er det et mekka for ild, men kompliceret for brandfolk.
- Jeg kørte ved fem-sekstiden lørdag morgen, men satte brandvagt på nogle timer for at være på den sikre side, siger Johnny Rasmussen.
Var en vigtig virksomhed
Villaen og de meget store tanke på den tilhørende såkaldte ammoniakhavn ud til Lillebælt på Nyhavevej i Snoghøj har været tomme og til salg i flere år.
Det tidligere oplag i tankene af flydende ammoniak indgik i den produktion af gødning, de store fabrikker på havnen inde i Fredericia stod for. Sidste fabrik var Kemira, som blev revet ned i 00’erne for at give plads til vore dages boligområder under navnet Kanalbyen.
Johnny Rasmussen, brandvæsnets indsatslederDet tager lang tid og er et hestearbejde at slukke sådan et gammelt hus.
Op mod 250.000 tons flydende ammoniak ankom hvert år med skib til ammoniakhavnen. Typisk fra England og det nuværende Letland. 83.000 tons ammoniak kunne de tre store tanke på kajen rumme, og man ser dem tydeligt på Jyllands-siden gennem bilruden oppe fra Den Ny Lillebæltsbro.
Tom siden 2004
Dansk-Nitrogen Import A/S, der ejedes af en gruppe landmænd, byggede ammoniakhavnen i 1964. Villaen, der altså nu er brændt, lå ved siden af og er ældre - som sagt fra 1930.
Senere solgte landmændenes selskab en del fra til A/S Ammonia, der var ejet af Kemira, grovvarevirksomheden DLG samt gasleverandøren Yara.
I dag hedder ejerne af Ny-Nitrogen A/S ifølge Erhvervsstyrelsens registre Danish Nitrogen Import A/S og A/S Ammonia og har kontor lidt derfra på Vesterballevej i Snoghøj.
Aktiviteterne på ammoniakhavnen indstilledes i 2004.