Annonce
Trekantområdet

Brandxit: Borgmester skal være overbevisende, hvis han skal holde Vejle i TrekantBrand

Skal brandfolkene i Vejle fortsat tørne ud for TrekantBrand eller skal de fremover være ansat i et nyt kommunalt brandvæsen. Det drøfter byrådet tirsdag. Arkivfoto: Mette Mørk
Holdningen i byrådet er klar - hvis Vejle Kommune skal betale for, at andre kommuner kan slippe billigere fra brandslukning, er det farvel til samarbejdet.
Annonce

Vejle: Vi vil ikke betale for, at andre kommuner kan få billigere brandslukning. Sådan er holdningen hos byrådets partier før tirsdagens ekstraordinær byrådsmøde.

Vejle Kommune står til at skulle betale syv millioner mere til TrekantBrand om året, mens Fredericia Kommune eksempelvis kan indkassere en besparelse på tre millioner kroner. Med mindre det bliver ændret, skal Vejle forlade samarbejdet, er der bred enighed om blandt de partier, Vejle Amts Folkeblad har talt med.

På den baggrund venter en større opgave på borgmester Jens Ejner Christensen (V), når byrådet mødes tirsdag eftermiddag. Han vil  forsøge at overbevise et flertal blandt kollegerne om, at det er muligt at forhandle sig til rette med de øvrige fem kommuner.

Borgmesteren sidder i bestyrelsen for TrekantBrand og har siden sommer forhandlet med sine kolleger i den fælles beredskabskommission. Der er flyttet på positionerne, men ikke nok, lyder det fra byrådet - blandt andet Dansk Folkeparti.

- Som det ser ud nu, mener vi, at Vejle skal ud. Men vi vil gerne give borgmesteren lidt ekstra tid til at forhandle, hvis han kan overbevise os om, at der  er muligheder. Men jeg tror, det ender med, at vi melder os ud, siger gruppeformand Kenneth Fredslund.

På forhånd står det klart, at borgmesteren har brug for opbakning fra den borgerlige del af byrådet, hvis han vil vinde sig mere tid til forhandling. Socialdemokraterne har meldt ud, at man går ind for at opsige samarbejdet med virkning fra 1. januar 2022. Det samme gør SF.


Når vi kan drive et brandvæsen for samme pris som i TrekantBrand er det bedre at være herrer i eget hus.

Kenneth Fredslund - gruppeformand for Dansk Folkeparti


Dermed skal ikke mindst byrådets tre DF'ere støtte et forslag om at udskyde beslutningen til der har været yderligere forhandlinger. Og muligheden er der, siger Kenneth Fredslund og uddyber:

- Som jeg ser det, har vi lidt tid. Den store regning til Vejle venter først i 2023. Hvis vi siger op senest 31.december næste år, er vi ude inden 2023, siger Kenneth Fredslund.

Annonce

LA: Pas på brandfolk

Som betingelserne er nu, er der klart flertal for, at Vejle går solo og etablerer sit eget brandvæsen. Det gælder også Liberal Alliances Anja Daugaard, der dog har et forbehold:

- Prisen  for at være en del af TrekantBrand kan blive for høj - og så skal vi ud. Men kan vi blive på fornuftige vilkår, går jeg ind for det. Der er først lige faldet ro på i forhold til brandfolkene efter fusionen, og enhver omlægning er ikke enkel, siger Anja Daugaard, der henviser til sin tidligere erfaring som stationsleder hos Falck.

SFs gruppeformand, Lone Myrhøj, tænker også på brandfolkene. Men hendes konklusion er anderledes:

- De skal ikke gå med den usikkerhed længere. Jeg tror ikke på, borgmesteren kan forhandle en bedre aftale på plads. Det har han i hvert fald ikke bevist indtil nu. Derfor kan vi lige så godt trække os ud nu, siger Lone Myrhøj.

Sådan deler de regningen

I 2020 lød TrekantBrands budget på 89,2 mio. kroner.

De seks kommuner deler udgifterne mellem sig med vidt forskellige bidrag.

Fredericia betaler mest per indbygger, og Vejle betaler mindst.

Fredericia: 325 kr. per indbygger.

Kolding: 237 kr. per indbygger.

Billund: 254 kr. per indbygger.

Vejen: 251 kr. per indbygger.

Middelfart: 243 kr. per indbygger.

Vejle: 202 kr. per indbygger.

I 12 sammenlignelige kommuner ligger gennemsnitsprisen på 194 kr. per indbygger ifølge Danmarks Statistik.

Da TrekantBrand blev etableret, meldte Vejle ind med en økonomi, der viste, at deres brandvæsen som det billigste kunne drives for 189 kr. per indbygger. Med i ligningen var angiveligt ikke, at Hedensted Kommune var med til at betale den regning.

Budgettet for TrekantBrand hæves i forslaget til omkring 93 mio. kroner årligt. Ligeligt fordelt svarer det til en udgift per borger i de seks kommuner på 251 kr.

Da Vejle er den største kommune, bliver Vejles bidrag ved det reviderede budget på samlet 29 mio. kr. i 2028 mod 22 mio. kroner efter det gamle budget og fordelingsnøgle.

Også den konservative viceborgmester Dan Arnløv er klar til et farvel her og nu.

- Der er lavet analyser, der fortæller, at det er den bedste beslutning at etablere vores eget brandvæsen. Der er for stor forskel på, hvordan vi vil drive brandvæsen sammenlignet med Fredericia og Kolding.

Annonce

Kræver vanvittigt godt tilbud

Han bakkes op af sin tidligere byrådspartifælle nuværende løsgænger Kim Hesel:

- Jeg vil lytte til, hvad borgmesteren siger. Men der skal et vanvittigt godt tilbud til, for at overbevise mig om, at vi skal blive.

Den radikale Torben Elsig-Pedersen vil se det som en fallit-erklæring for hele trekant-samarbejdet, hvis man, som han siger , ikke kan finde ud af at drive et fælles brandvæsen:

- I det lys er jeg klar til at lade borgmesteren forhandle videre. Men der skal være en løsning på plads senest om et halvt år. Og der er noget galt med TrekantBrand. Analyserne viser nemlig, at Vejles nuværende pris for brandslukning ligger på niveau med landsgennemsnittet. Det er TrekantBrand, der er for dyr, fordi der ikke har været den nødvendige økonomiske ansvarlighed og vilje til effektiviseringer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Middelfart

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce