Annonce
Udland

Brexit-krisen har skærpet briters interesse for politik

Uk Parliament/Reuters

Politik er skræmmende og et stort pres, men jeg vil ikke lade mig slå ud af det, siger 17-årig studerende.

Mens brexit har skabt en dyb splittelse i Storbritanniens befolkning, så har krisen dog medført mindst en klar vinder: de britiske universiteters samfundsvidenskabelige og politiske fakulteter.

Siden debatten om EU tog til i forbindelse med den britiske EU-folkeafstemning i 2016, er antallet af ansøgere til politiske studier steget 28 procent. Det viser en opgørelse fra optagelsesorganet Ucas.

Antallet af ansøgninger er steget fra 34.275 i 2013 til 47.445 i 2018, viser tal fra Ucas, som administrerer ansøgninger til de højere læreanstalter i landet.

Udviklingen på fakulteterne modsvares af en tilsvarende trend i interessen for politiske kurser på forskellige skoler og institutioner landet over.

Antallet af studerende, som er kommet ind på politiske kurser i den fem år lange periode, er steget med 27 procent til 7990.

På Liverpool University siger en professor i politik, Jon Tonge, til BBC, at andre dramatiske politiske begivenheder har bidraget til udviklingen.

- Den skotske folkeafstemning om uafhængighed og parlamentsvalget i 2015 har været med til at skærpe interessen for politik, siger han og tilføjer:

- Den hårde - og ofte giftige - tone i debatten på sociale medier har også gjort indtryk på unge. Det er frygteligt at sige det, men desto mere usund og desto mere splittelse, der skabes af debatten, desto bedre er det for politik, siger Tonge til BBC.

Christopher Massey, lektor i politik på Teesside University, siger til BBC, at også valget af Donald Trump til USA's præsident og klimaaktivisterne som Extinction Rebellion har haft stor betydning.

- I dag kan man ikke undgå politik. Det overgår endda populærkulturen med medieberømtheder på forsiderne, fordi folk ved, at det skaber vores tilværelse, siger Christopher Massey til BBC.

En ung studerende på York College, Ted Hollas, siger til BBC, at han vil studere politik efter at have fulgt brexit meget tæt.

- Jeg hører folk sige, at brexit keder dem, men jeg er virkelig interesseret i hver eneste ny udvikling. Jeg sætter pris på dramaet. Jeg tror, at jeg vil gå ind i politik. Det er sikkert skræmmende og et stort pres, men jeg vil ikke lade mig slå ud af det, siger den 17-årige Ted Hollas.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

Annonce