Annonce
Fredericia

Bridge-sitting i Skærbæk: Skoleelever designede ny bænk efter Den Ny Lillebæltbro

Emmy B. Svanborg og Victor Vejen-Jensen ses her som hhv nummer otte og elleve fra venstre sammen med deres klassekammerater, lærer Maj-Britt Faurby og Morten Aksø fra Randal Beton. Hele flokken var sammen om at afsløre bænken, der er design-inspireret af Den Nye Lillebæltsbro. Privatfoto
Emmy B. Svanborg og Victor Vejen-Jensen fra Skærbæk designede en bænk, inspireret af Den Ny Lillebæltbro. Nu kan alle sætte sig på den.

Skærbæk: Opgaven lød på at designe et udemøbel, inspireret af omgivelserne i lokalområdet. Og den blev løst til UG, da Emmy B. Svanborg og Victor Vejen-Jensen fra Fjordbakkeskolen Afdeling Skærbæk gik i gang.

Faktisk løste de to opgaven så godt, at deres bænk nu er blevet fremstillet i fuld størrelse og stillet op på fortovet mellem havneområdet og Fjordvejen. Her kan de to - og alle andre - tage sig en slapper på den 520 kilo tunge betonbænk.

Bænken opstod sidste år som del af et projekt i faget Håndværk & Design. Eleverne udviklede og 3D-printede deres modeller, som derefter var til afstemning ved skolefesten.

Faglærer Maj-Britt Faurby er stolt af de to elever, der nu går i 7. og 6. klasse. Hun roser dem for at have skabt en enkel og alligevel genkendelig version af broen, som samtidig er en god bænk at sidde på. Og hun fryder sig over, at folk i Skærbæk fremover kan få glæde af projektet.

Det er Randal Beton på Egeskovvej i Fredericia, der har sørget for, at designerbænken er blevet udført i naturlig størrelse. Virksomheden har medvirket i skoleprojektet og udført bænken uden beregning.

Formand Morten Aksø kom kørende med den 520 kilo tunge bænk på en gaffeltruck og placerede den på det rigtige sted - som udpeget af Skærbæk Beboerforening.

Annonce
Bænken blev oprindeligt 3D-printet og udstillet ved afstemningen i forbindelse med en skolefest. Privatfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce