Annonce
Fredericia

Brintfabrik-ejere: Vi skjuler ikke noget og forventer lokalplan falder på plads

Til august håber Everfuel, at spaden sættes i jorden til Nordens største brintfabrik. Herfra skal distribueres brint til blandt andet Tyskland, fremgår det af indgået aftale. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
En lokalplan for Nordens største brintfabrik ved Ydre Ringvej er sendt i høring, og forventningen fra Everfuel er, at den bliver godkendt. Spaden skal i jorden til august. Siden Folketinget valgte at skyde 48 mio. kroner i anlægget i december 2019, har der været drøftelser med både lokale og nationale myndigheder om tilrettelæggelse af produktion, distribution, risici og støj. Og intet er hemmeligt, understreger Everfuel.

Fredericia: Direktør for Everfuel Jacob Korsgaard har poleret spaden, der skal stikkes i jorden til en brintfabrik bag raffinaderiet på Egeskovvej til august.

- Det er det, vi går efter, og vi forventer, at det kommer til at ske. Vi har netop indgået hensigtserklæring omkring leverancer af brint til brændsel til skibstransport i Tyskland, og det er planen, at det skal leveres fra anlægget i Fredericia, siger administrerende direktør for Everfuel Jacob Krogsgaard.

Han understreger, at der intet hemmeligt er i produktionen eller i Everfuels fremtidsplaner for projektet.

Annonce


Vi er klar til at svare på alle spørgsmål fra både borgere og byrådsmedlemmer, og vi har ikke lagt skjul på noget. Det er ærgerligt, hvis der er byrådsmedlemmer, som føler, at de ikke har fået nok information, og vi fortæller gerne igen om vores planer, så alle kommer med

Direktør for Everfuel Jacob Krogsgaard


- Vi er klar til at svare på alle spørgsmål fra både borgere og byrådsmedlemmer, og vi har ikke lagt skjul på noget. Det er ærgerligt, hvis der er byrådsmedlemmer, som føler, at de ikke har fået nok information, og vi fortæller gerne igen om vores planer, så alle kommer med. Vi mener, at vi har været helt åbne om, hvad vi ønsker, siger Jacob Krogsgaard i forhold til den kritik, Venstres Kenny Bruun Olsen og Nye Borgerliges Karsten Byrgesen har rejst af processen omkring projektet.

48 mio. fra Energistyrelsen

Anlægget blev præsenteret som nyhed tilbage i december 2019, da Folketinget var klar til at støtte projektet med 48 mio. kroner. Af pressemeddelelsen fra Everfuel fremgik, at anlægget skulle stå klar til at producere brint i 2022 og i førte omgang have en kapacitet på 20MW med intention om at udvide til 1 GW i 2030.

- De 20 MW er første fase, og næste fase er at udvide det til 300 MW. Det, håber vi, kan ske i 2025, siger Jacob Krogsgaard.

Den ultimative udvidelse til 1 GW er planlagt til 2030.

- Er der plads til en så stor udvidelse på det areal, I etablerer jer på nu?

- Såfremt det bliver aktuelt at etablere op til 1 GW i Fredericia Nord, så er der plads til det. Vi har ikke besluttet, om Fase 3 skal være på en placering ved Fredericia Nord eller det eventuelt vil omfatte placering andetsteds, siger Jacob Krogsgaard.

- Har I planer om at producere andre produkter - eventuelt metanol eller ammoniak?

- Vi ser potentiale i alle Power-to-X produkter. I fase 1 bliver der udelukkende produceret brint. Vi har ikke for nuværende planer om etablering af ammoniakproduktion ved Fredericia Nord. Hvorvidt der kommer metanol produktion ved Fredericia Nord som en del af fase 2 eller 3, er for tidligt at sige, siger Jacob Krogsgaard.

Annonce

Udvider ikke risikozone

Miljøstyrelsen er ved at lægge sidste hånd på miljøgodkendelsen af produktionen af brint, ligesom der arbejdes med de sidste risikovurderinger.

- Vi har drøftet alt igennem med risikomyndighederne, og der bliver ikke tale om, at vi på nogen måde udvider den risikozone, der allerede i dag er i forhold til raffinaderiet. Det er en af de oplagte fordele ved placeringen, at vi holder anlæggets risikoparametre indenfor hegnet, siger projektleder Jesper Veilstrup.

- Hvis I udvider kapaciteten, vil det så påvirke risikovurderingen?

-Ikke umiddelbart fordi vi i samarbejde med risikomyndighederne har besluttet, at vi holder risikoen indenfor hegnet. I forhold til lagerkapaciteten så udvides den også, men vi forventer at kunne holde os under de krav, der gør, at vi er en såkaldt kolonne 2-virksomhed, siger Jesper Veilstrup.

- Det fremgår, at det kan være nødvendigt at etablere støjbarrierer i forhold til naboerne. Sker det?

- Vi ligger under grænseværdien for støj til omgivelserne, men for en sikkerheds skyld etablerer vi allerede nu en støjvold for at være på den sikre side, siger Jesper Veilstrup og pointerer, at der ikke er lugtgener i forbindelse med produktionen af brint.

Annonce

Op til 100 job

Hvis lokalplanen godkendes, skal spaden i jorden hurtigt. Målet er at kunne producere brint fra midten af 2022.

- Hvor mange arbejdspladser forventer I?

- I fase 1 bliver der tale om en lille håndfuld arbejdspladser i processen. Vi forventer samtidig at etablere administration med plads til 50 arbejdspladser og mulighed for udvidelse med yderligere 50 arbejdspladser. Vi samler vores danske distributions- og servicecenter i Fredericia, siger Jacob Krogsgaard.

- Hvor mange biler, lastvogne kører i dag på brint?

- Vi har ikke en opgørelse over behovet lokalt i Fredericia, men i København, hvor vi også bygger et anlæg, er det taxabranchen, som bliver den store aftager. Både skibstrafikken, busser og anden tung trafik ligger lige for - også i Trekantområdet, siger Jacob Krogsgaard.

Som det tredje, men særdeles vigtige ben er brint til forarbejdning af traditionelle brændstoffer på raffinaderiet.

- Ved at anvende grøn brint til at opgradere benzin og diesel kan CO2 udledningen i forbindelse med produktionen reduceres betydeligt, lyder det.

Det samlede resultat fra HySynergy projektet bliver ifølge Everfuel et vigtigt greb i at nå målet omkring CO2-reduktion fra transportsektoren i Danmark inden 2030.

- Hele ideen med at producere brint er, at man kan lagre vind- og solenergi ved at omdanne det til brint. I dag skal energien bruges øjeblikkelig, når vinden blæser, eller solen skinner. Det sker ikke i dag, og vi ser flere og flere vindmøller stå stille, selvom vinden blæser. I brint kan vi gemme flere dages produktion af grøn energi, og det er grundstenen i hele Power to X-tanken, siger Jacob Krogsgaard.

HySynergy på Ydre Ringvej

Det er Energistyrelsens pulje til støtte for lagring af vedvarende energi, der har støttet etablering af britfabrikken, som drives af et strategisk samarbejde med flere partnere om projektet. Projektet kaldes HySynergy.

Anlægget skal producere brint, som skal sendes fra anlægget i trailere til aftagere eller lastvogne, busser eller personbiler kan tanke direkte på Ydre Ringvej.

Der skal desuden leveres brint hen over hegnet til raffinaderiet, som allerede i dag benytter brint til at lave diesel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Kø ved kviktest-stederne: Her er problemet ifølge kommunen

Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce