Annonce
Debat

Burkaforbud: Symbolpolitisk, diskriminerende lov med accepterede og betydelige bivirkninger

Jeg har det ærligt talt lidt svært ved burka og niqab. Ikke med kvinderne, som bærer det, men med selve beklædningen.

Uanset hvor religiøs man måtte være er valget af niqab eller burka imidlertid ikke en nødvendighed for en kvinde, men en radikal overfortolkning af de islamiske skrifter.

1. august 2018 trådte den tidligere regerings kontroversielle, symbolpolitiske tildækningsforbud, også kendt som burkaforbud, i kraft. Loven forbyder personer på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet, medmindre der foreligger et anerkendelsesværdigt formål. Politikernes motiv bag loven var et klart ønske om at få fjernet burka og niqab fra det offentlige rum og straffe de muslimske kvinder, som bærer sådan en beklædning.

Flere politikere lagde heller ikke skjul på, at Folketinget havde vedtaget et forbud mod burka og niqab. De konservatives Naser Khader gik nærmest så langt som at opfordre politiet til at gå målrettet efter kvinder i niqab og burka og undlade at gå efter personer med anden ansigtstildækning.

Disse politikere anså klædedragten som et symbol på kvindeundertrykkelse, negativ social kontrol og i øvrigt udansk. For at undgå at komme i karambolage med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens bestemmelser om beskyttelse af religionsfrihed, var de ivrige lovgivere i nød til at undlade at formulere et målrettet forbud mod religiøst begrundet tildækning. Derfor gjorde man loven bred og med åbne øjne accepterede en betydelig grad af ”collateral damage”, der betød at loven også skulle ramme og straffe andre borgere end kvinder iført burka.

Tal fra Rigspolitiet viser nu også, at i alt 39 personer et år efter lovens tilblivelse er blevet sigtet for overtrædelse af tildækningsforbuddet, heraf 22 personer for at bære burka eller niqab. Det vil sige, at næsten halvdelen – altså 17 personer - er blevet sigtet for at have båret hætter, masker, halsedisser, elefanthuer, kasketter, tørklæder, solbriller og lignende på sådan en måde, at deres ansigter har været skjult. På den baggrund må man konkludere, at loven rammer bredt, selvom lovgivernes inderste intention med loven har været, at den alene skulle få ram på kvinder iført burka og niqab. Loven har derfor i bund og grund også ført til utilsigtet kriminalisering af andre end kvinder iført burka samt til kriminalisering, hvor overtrædelsen i sig selv ikke udgør nogen form for trussel, fare eller ulempe for andre og det øvrige samfund.

Til forskel fra det mere specifikke maskeringsforbud, der gælder i forbindelse med møder, forsamlinger, optog, demonstrationer og lignende på et afgrænset område og i en specifik, konkret kontekst rammer tildækningsforbuddet i almindelighed bredt samt gælder over alt i det offentlige rum.

Burkaforbud er hån mod vores retsstat og personlige frihed og et eksempel på, hvad blanding af muslimhad, populisme, symbolpolitik og kampen om magten er i stand til at udrette.

Selvom jeg personligt har det svært med burka og niqab, så er jeg modstander af, at staten skal udøve tvang og lovgive, hvordan kvinder skal gå klædt. Især når flertallet af disse kvinder tilsyneladende frivilligt selv vælger at gå iført denne beklædning. I stedet for at lovgive på det her område burde samfundet bruge energi og ressourcer til at række hånden ud til disse kvinder. Og skabe bedre muligheder og rammer, således at de få kvinder der eventuelt måtte være tvunget til at bære burka eller niqab mod deres vilje, kan få bedre hjælp til at slippe ud af patriarkens negative sociale kontrol og manipulation.

Lovindgrebet hjælper ikke de stakkels få kvinder, der eventuelt måtte være hjernevaskede eller undertrykte af patriarkalske mænd og påtvunget burka. Den er med til yderligere at isolere dem og deres børn og presse dem endnu længere væk fra det offentlige rum og skubbe dem yderligere ud i isolation og marginalisering.

Det må have i forvejen været stressende og hårdt i mødet med det omgivende samfund at blive mødt med blikke vekslende mellem medlidenhed, fordømmelse og had.

Lovgiverne og staten har nu oven i købet givet de selvretfærdige, hadefulde selvtægts personer endnu mere ammunition til at chikanere og behandle disse kvinder som kriminelle og legitime jaget vildt, der straks skal anmeldes til politiet og straffes med bøder. Disse stakkels kvinder har i forvejen udfordringer og problemer nok i deres liv. Som samfund behøver vi ikke at marginalisere og undertrykke dem yderligere.

I stedet for burde vi f.eks. styrke yderligere kvindekrisecentrene, fornuftige kvindenetværk som bydelssøstre og bydelsmødre, der i forvejen gør et fantastisk arbejde med at hjælpe kvinder ud af den negative sociale kontrol.

Annonce
Elvir Abaz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Læserbrev

SF mangler stadig svar i sagen om konsulent-besparelser

Læserbrev: Fredericia Dagblad lagde 23. januar igen spalteplads til nok et indlæg omhandlende Fredericia Kommunes brug af privat konsulentfirma til besparelser på socialt udsatte og handicappede borgeres botilbud. Denne gang var det koncernchef Yelva Bjørnholdt Jensen, som på vegne af Fredericia Kommune var ude med et indlæg. Det havde dog været klædeligt, hvis det stedet havde været en formand for et af de ansvarlige udvalg som udtalte sig. I Kolding har byrådet truffet den beslutning, at man selv påtager sig ansvaret for de besparelser, som man finder nødvendige. Det har den fordel, at der alt andet lige skal findes færre penge, når der ikke skal kastes flere 100.000 kroner. efter et privat konsulentfirma som Anne Brorson Consulting. Vi må formode, at koncernchefen har afstemt sit indlæg med de politisk ansvarlige? Indlægget besvarer dog stadig ikke de spørgsmål, SF tidligere har rejst, så nu spørger vi lige igen! Mener man seriøst, at man kan spare 3,7 millioner kroner på botilbud, uden borgerne kan mærke det? Tror man på, at borgerens indsats er uændret? 3,7 millioner svarer til årslønnen for minimum 10 pædagoger eller 10 SOSU-assistenter fordelt på 13 borgere! Der mangler ligeledes stadig svar på, om de berørte borgere er orienteret om, at deres private oplysninger er blevet delt, med en privat virksomhed? Det er selvfølgeligt helt legalt og inden for lovgivningens rammer og intention at følge op på om borgeren stadig får det relevante tilbud, men det er bestemt ikke nogen ny opfindelse at holde status- og opfølgningsmøder. I de tilfælde, hvor borgere har fået det bedre, er det naturligt med en ny vurdering, som i SF's optik bør ske i et samarbejde mellem den kommunale sagsbehandler og borgeren. F.eks ved brug af det man blandt fagfolk kalder en VUM (Voksen udredningsmetode), en metode socialrådgivere og socialformidlere er uddannet til at bruge. I SF mener vi, at kommunens brug af spare-konsulenter kan begrænse borgerens retskrav på at blive partshørt, når støtten forhandles ned. Når dette uvæsen har fået lov til at brede sig, er det jo ikke, fordi der er dårlige sagsbehandlere på de sociale voksenområder. Forklaringen er snarere den underfinansiering, der er og har været over en årrække på handicap- og udsatteområdet. Det er tydeligvis ikke her, 'det historiske velfærdsløft' er faldet. I betragtning af den solide økonomi, vi efter sigende har Fredericia, bør det være muligt på ordentlig vis at finde den nødvendige finansiering til handicappede og socialt udsatte borgeres tilbud, uden der skal gå kræmmermarked i aftalerne. Vi ser stadig i forventning frem til at få svar på vores spørgsmål meget gerne fra medlemmerne fra de fra de to udvalg, som sagerne hører under. Når byrådet i Kolding kan forholde sig til problematikkerne, kan det jo ikke passe at det skal være så svært at få de ansvarlige politikkere til svare.

Annonce